Print

Van den Fischer un siine Fru

  • Author
    Brüder Grimm (Philipp Otto Runge)

Original Text

efka 1Daar was mal eens een Fischer un siine Fru, de waanten tosamen in’n Pispott, dicht an de See, un de Fischer ging alle Dage hen un angelt, un ging he hen lange Tid.

Daar satt he eens an de See bi de Angel, und sach in dat blanke Water, und he sach ümmer na de Angel: daar ging de Angel to Grun’n, deep unner, un as he se herruttreckt, so haalt he eenen groten Butt herut. De Butt sed to em »ick bidd di datt du mi lewen lättst: ick bin keen rechte Butt, ick bin een verwünscht Prins, sett mi wedder in dat Water, un laat mi swemmen«. »Nu«, sed de Mann, »du bruukst nich so veele Woord to maken, eenen Butt, de spreken kan, hadd ick doch woll swemmen laten.« Daar sett’t he en wedder in dat Water, un de Butt ging fuurts weg to Grun’n, un leet eenen langen Stripen Bloot hinner sich.

De Mann averst ging to siine Fru in’n Pispott, un ver­tellt eer, dat he eenen Butt fangen hadd, de hadd to em segt he weer een verwünscht Prins, daar hadd he em wed­der swemmen laten. »Hest du di denn nix wünscht?« sed de Fru. »Nee«, sed de Mann, »wat sull ick mi wünschen?« »Ach«, sed de Fru, «dat is doch övel, ümmer in’n Pispott to wanen, dat is so stinkig und dreckig hier, ga du noch hen, un wünsch uns ne lütte Hütt.« Den Mann was dat nich so recht, doch ging he hen na de See, un as he hen kamm, so was de See gans geel un grön, da ging he an dat Water staan, un sed

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

efka 2Daar kam de Butt answemmen un sed »na, wat will se denn?« »Ach!« sed de Mann, »ick hev di doch fangen hätt, nu sed miine Fru, ich hadd mi doch wat wünschen sullt, se mag nich meer in Pispott wanen, se wull geern ne Hütt hebben.« »Ga man hen«, sed de Butt, »se is all daar in.«

Daar ging de Mann hen, un siine Fru stund in eene Hütt in de Döör, un sed to em »kumm man herin; sü, nu is dat doch veel beter«. Und daar was eene Stuwe un Kammer un eene Kök daar in, un da achter was een lütte Gaaren mit allerhand Grönigkeiten, un een Hoff, da weeren Höner un Aanten. »Ach«, sed de Mann, »nu willn wi vergnögt le­wen.« »Ja«, sed de Fru, »wi willnt versöken.«

So ging dat nu woll een acht oder veertein Daag, daar sed de Fru »Mann, de Hütt wart mi to eng, de Hoff un Gaarn is to lütt, ich will in een grot steenern Slott wanen; ga hen tom Butt, he sall uns een Slott schaffen«. »Ach, Fru«, sed de Mann, »de Butt hett uns eerst de Hütt gewen, ick mag nu nich all wedder kamen, den Butt mügt et verdreeten.« »I watt«, sed de Fru, »he kann dat recht good, un deit dat geern, ga du man hen.« Daar ging der Mann hen, und siin Hart was em so swar; as he awerst bi de See kam, was dat Water gans vigelett un grag un dunkelblag, doch was’t noch still, dar ging he staan, un sed

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

»Na, wat will se denn?« sed de Butt. »Ach«, sed de Mann, ganz bedrövd, »miine Fru will in een steenern Slott wanen.« »Ga man hen, se steit vör de Döör«, sed de Butt.

Daar ging de Mann hen, un siine Fru stund vör eenen groten Pallast. »Sü Mann«, sed se, »wat is dat nu schön!« Mit des gingen se tosamen herin, daar weeren so veel Bedeenters, un de Wände weeren all blank, un goldne Stööl un Dische weeren in de Stuw, un achter dat Slott was een Gaaren un Holt, woll eene halve Miil lang, daar in weeren Hirsche, Reeh un Hasen, un up den Hoff Köh- und Peerdställ. »Ach«, sed de Mann, »nu willn wi ook in dat schöne Slott bliwen, un tofreden sin.« »Dat willn wi uns beden­ken«, sedd de Fru, »un willn’t beschlapen.« Mit des gingen se to Bed.

Den annern Morgen waakt de Fru up, da was’t all Dag: da stödd se den Mann mit den Ellbagen in de Siid, un sed »Mann, stah up, wi möten König warden över all dat Land«. »Ach, Fru«, sed de Mann, »wat wulln wi König warden, ick mag nich König sin.« »Na, denn will ick König sin.« »Ach, Fru«, sed de Mann, »wo kannst du König sin, de Butt mügt dat nich doon.« »Mann«, sed de Fru, »ga stracks hen, ick möt König sin.« Daar ging de Mann, un was gans bedrövd dat siin Fru König warden wull. Un as he an de See kamm, was se all gans swartgrag, un dat Water geert so van unnen up. Daar ging he staan, und sed

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

»Na, wat will se denn?« sed de Butt. »Ach«, sed de Mann, »miine Fru will König warden.« »Ga man hen, se is’t all« sed de Butt.

Daar ging de Mann hen, un as he na den Pallast kamm, da weren daar so veele Soldaten un Pauken un Trumpeten, un siine Fru satt up eenen hogen Troon von Gold un Demant, un had eene goldne Kron up, un up beiden Siiden bi eer daar stunden sös Jumfern, ümmer eene eenen Kops lüttjer as de annre. »Ach«, sed de Mann, »bist du nu Kö­nig?« »Ja«, sed se, »ick bin König.« Un as he eer so ne Wile anseen had, so sed he »ach, Fru, wat leet dat schön, wenn du König bist, nu willn wi ook nix mehr wünschen«. »Nee, Mann«, sed se, »mi duurt dat all te lang, ick kan dat nich meer uthollen, König bin ick, nu möt ick ook Kaiser warden!« »Ach, Fru«, sed de Mann, »wat willst du Kaiser warden.« »Mann«, sed se »ga tom Butt, ick wull Kaiser sin.« »Ach, Fru«, sed de Mann, »Kaiser kann he nich maken, ick mag den Butt dat nich seggen.« »Ick bin König«, sed de Fru, »un du bist miin Mann, ga gliik hen.« Daar ging de Mann weg, un as he so ging, dacht he »dit geit un geit nich good, Kaiser is to utverschamt, de Butt ward am Ende möde«. Mit des kamm he an de See, dat Water was gans swart un dick, un et ging so een Keekwind äver hen, dat dat sik so köret. Daar ging he staan, un sed

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

»Na, wat will se denn?« sed de Butt. »Ach«, sed he, »miin Fru will Kaiser warden.« »Ga man hen«, sed de Butt, »se is’t all.«

Daar ging de Mann hen, un as he daar kamm, so satt siine Fru up eenen seer hogen Troon, de was van een Stück Gold, un had eene grote Kroon up, de was wol twee Ellen hoch, bi eer up de Siiden daar stunnen de Trabanten, ümmer een lüttjer as de anner, von den allergrötsten Risen, bet to den lüttsten Dwark, de was man so lang, as miin lüttje Finger. Vor eer daar stunden so veele Fürsten und Graven, daar ging de Mann unner staan, un sed »Fru, bist du nu Kaiser?« »Ja«, sed se, »ick bin Kaiser.« »Ach«, sed de Mann un sach se so recht an, »Fru, wat lett dat schön, wenn du Kaiser bist.« »Mann«, sed se, »wat steist du daar, ick bin nu Kaiser, nu will ick äwerst ook Pabst warden.« »Ach, Fru«, sed de Mann, »wat willst du Pabst warden, Pabst is man eemal in de Christenheit.« »Mann«, sed se, »ick möt hüüt noch Pabst warden.« »Ne Fru«, sed he, »to Pabst kan de Butt nich maken, dat geit nich good.« »Mann, wat Snack, kan he Kaiser maken, kan he ook Pabst maken, ga fuurts hen.« Daar ging de Mann hen, un em was gans flau, dee Knee un de Waden slakkerten em, un buten ging de Wind, un dat Water was as kaakt dat, de Scheep schoten in de Noot, un dansten un sprungen up de Bülgen, doch was de Himmel in de Midde noch so’n beeten blag: awerst an de Siiden, daar toog dat so recht rood up, as een swaar Gewitter. Da ging he recht vörzufft staan, un sed

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

»Na, wat will se denn?« sed de Butt. »Ach«, sed de Mann, »miin Fru will Pabst warden.« »Ga man hen«, sed de Butt, »se is’t all.«

Daar ging he hen, un as he daar kamm, satt siine Fru up eenen Troon, de was twee Mil hoch, un had dree groote Kroonen up, un um eer da was so veel van geistlike Staat, un up de Siiden bi eer daar stunden twee Reegen Lichter, dat grötste so dick un grot as de aller grötste Torm, bet to dat alle lüttste Kökenlicht. »Fru«, sed de Mann, un sach se so recht an, »bist du nu Pabst?« »Ja«, sed se, »ick bin Pabst.« »Ach, Fru«, sed de Mann, »wat lett dat schön, wenn du Pabst bist. Fru, nu wes tofreden, nu du Pabst bist, kannst du nix meer warden.« »Dat will ick mi bedenken« sed de Fru, daar gingen see beede to Bed, awerst se was nich tofreden, un de Girigkeit leet eer nich slapen, se dacht ümmer wat se noch wol warden wull. Mit des ging de Sünn up: »ha«, dacht se, as se se ut den Fenster so herup kamen sach, »kann ick nich ook de Sünn upgaan laten?« Daar wurde se recht so grimmig, un stödd eeren Mann an, »Mann, ga hen tom Butt, ick will warden as de lewe Gott«. De Mann was noch meist im Slap, awerst he verschrack sich so, dat he ut den Bed feel. »Ach, Fru«, sed he, »ga in di un bliw Pabst.« »Ne«, sed de Fru, un reet sich dat Liivken up, »ick bin nich ruhig, un kan dat nich uthollen, wenn ick de Sünn un de Maan upgaan see, un kan se nich ook upgaan laten, ick möt warden as de lewe Gott.« »Ach, Fru«, sed de Mann, »dat kan de Butt nich, Kaiser un Pabst kan he maken, awerst dat kan he nich.« »Mann«, sed se, un sach so recht gräsig ut, »ick will warden as de lewe Gott, ga gliik hen tom Butt.«

Dat fuur den Mann so dörch de Gleder, dat he bewt vör Angst, buten awer ging de Storm, dat alle Böme un Felsen umweigten, un de Himmel was gans swart, un dat dunnert un blitzt: daar sach man in de See so swarte hoge Bülgen as Barg, un hadden baben all eene witte Kroon van Schuum up. Da sed he

 

»Mandje, Mandje Timpe Te,

Buttje, Buttje in de See,

miine Fru, de Ilsebill,

will nich so as ick wol will.«

 

»Na, wat will se denn?« sed de Butt. »Ach«, sed he, »se will warden as de lewe Gott.« »Ga man hen, se sitt all wedder in’n Pispott.« Daar sitten se noch hüt up dissen Dag.

Danish

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk.

En dag sad han dernede og medede, mens han stirrede og stirrede ned i det blanke vand.

Pludselig gik flåddet til bunds, og da han halede snøren op, så han, at han havde fanget en stor flynder. Den begyndte at tale og sagde til ham: “Du må endelig lade mig leve, kære fisker, for jeg er ingen flynder, men en fortryllet prins. Selv om du slår mig ihjel, vil jeg dog ikke smage dig rigtig. Sæt mig ud i vandet igen.” - “Nå, ja,” sagde manden, “du behøver ikke at tage sådan på vej. En flynder, der kan tale, ville jeg dog ikke gøre noget.” Derpå kastede han den ud igen, og den gik til bunds, og der var en lang stribe blod efter den på vandet. Men fiskeren gik hjem til sin kone i muddergrøften.

“Har du ikke fanget noget,” spurgte konen, da han kom hjem. “Nej,” svarede han, “jeg fik nok fat i en flynder, men den sagde, at den var en fortryllet prins, og så lod jeg den svømme igen.” - “Har du da ikke bedt den om noget?” spurgte konen. “Hvad i al verden skulle jeg dog bede den om?” spurgte manden forbavset. “Du kunne da gerne have bedt om en lille hytte,” sagde konen, “det er slet ikke rart at bo i sådan en muddergrøft, her lugter så ækelt. Gå hen og kald på den og bed om en lille hytte, så får du den nok.” - “Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” sagde manden. “Gå nu bare derhen,” sagde hun, “du har fanget den og givet den lov til at beholde livet, den gør det såmænd nok.” Manden havde ikke meget lyst til det, men han ville også nødig gøre sin kone imod, og så gik han da.

Da han kom ned til havet, svulmede det gult og grønt og var slet ikke blankt som før. Han stillede sig imidlertid på bredden og sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere, end jeg vil.”

Flynderen kom også op og spurgte: “Hvad vil hun da?” - “Min kone siger, at da jeg dog nu har skænket dig livet, skulle jeg også bede dig om noget. Hun er så ked af at bo i muddergrøften og ville så gerne have en lille hytte.” - “Gå du kun hjem,” sagde flynderen, “hun sidder allerede i hytten.”

Manden gik nu hjem og fandt sin kone siddende på bænken udenfor en lille hytte. Hun tog ham i hånden og sagde: “Kom ind, så skal du bare se, hvor pænt her er.” Han gik så ind med hende. Der var en rar forstue og en nydelig dagligstue og et lille værelse med to senge. Køkkenet og spisekammeret var hvidt og pænt, og der stod blanke tinkrus og messingkar. Bag ved huset var der en lille gård med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. “Er her ikke nydeligt?” spurgte hun. “Jo,” svarede han, “nu kan vi rigtignok få det godt. “ - “Ja nu kan vi jo se, hvordan det går,” sagde konen. Så satte de sig til at spise, og derpå gik de i seng.

Da der var gået en fjortendagestid sagde konen: “Hør, lille mand, jeg synes alligevel her er altfor lidt plads. Gården og haven er også forfærdelig små. Flynderen kunne da også gerne have givet os et større hus. Jeg kunne nok have lyst til at bo i et stort slot. Gå hen og bed flynderen om det.” - “Herregud, lille kone,” sagde manden, “hvad skal vi med det, hytten er jo god nok.” - “Du kan da gerne spørge om det,” sagde konen. “Nej,” svarede han, “nu har den jo givet os huset her. Den kunne gerne blive gal i hovedet, når jeg nu kommer igen.” Men konen blev ved at plage ham, og til sidst gik han også, skønt han var meget ked af det.

Da han kom ned til havet var det ikke mere grønt og gult, men helt mørkt og grumset. Der var dog ingen videre bølgegang, og han stillede sig igen på bredden og sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere, end jeg vil.”

“Hvad vil hun da nu?” spurgte flynderen og stak hovedet op af vandet. “Hun vil bo i et slot,” svarede manden bedrøvet. “Gå du kun hjem,” sagde flynderen, “hun sidder allerede i slottet.”

Manden gik hjem, og da han kom til det sted, hvor huset havde ligget, så han, at der stod et stort slot. Hans kone stod udenfor på trappen og tog ham i hånden, og han gik med hende ind i slottet. Der var så mange tjenere, der lukkede dørene op og i for dem, væggene var skinnende blanke, der stod forgyldte borde og stole, og på alle gulvene lå der bløde tæpper. Bagved slottet var der en stor gård med heste- og kostalde, og en dejlig have med blomster og træer. Lidt længere borte lå der en stor skov, og derinde sprang harer og hjorte lystig omkring. “Er her ikke dejligt,” spurgte konen. “Jo,” sagde manden, “men nu vil vi da også slå os til ro her.” - “Lad os først sove på det,” sagde konen, og så gik de i seng.

Den næste morgen vågnede konen først og satte sig op i sengen og kiggede ud på det dejlige frugtbare landskab. Manden lå endnu og sov, men på en gang gav hun ham et puf, så han vågnede, og sagde: “Jeg kunne nok have lyst til at herske over hele landet. Gå hen og sig til flynderen, at du vil være konge.” - “Jeg har slet ikke lyst til at være konge,” klynkede manden. “Vil du ikke, så vil jeg,” sagde hun, “gå hen og sig til flynderen, “at jeg vil være konge.” - “Nej, det gør jeg ikke,” sagde manden, men han gjorde det alligevel til sidst.

Han gik ned til havet, der var kulsort, og sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere, end jeg vil.”

“Hvad vil hun nu,” spurgte flynderen. “Hun vil være konge,” sagde manden bedrøvet. “Gå du kun hjem, hun er det allerede,” sagde flynderen og dykkede ned igen.

Manden gik hjem, og da han kom til slottet så han, at det var blevet meget større. Foran stod en skildvagt, og der vrimlede af soldater. Da han kom ind i slottet så han, at det var helt af marmor og guld, og der hang røde fløjlsforhæng med store guldkvaster. Han gik nu ind i den store sal, hvor hele hoffet var forsamlet, og hans kone sad på en trone af guld og ædelstene med krone på hovedet og scepter og rigsæble i hånden. På hver side af hende stod seks jomfruer, den ene et hoved mindre end den anden. “Er du nu konge?” spurgte han. “Ja, det er jeg,” svarede hun. Han stod i nogen tid ganske fortabt og så på hende, så sagde han: “Nu kan du da heller ikke forlange mere.” Hans kone blev helt urolig. “Jeg kan ikke holde det ud,” sagde hun, “gå ned til flynderen og sig, jeg vil være kejser.” - “Nej det gør jeg ikke,” sagde manden, “for det kan han ikke gøre dig til.” - “Hvad for noget?” sagde konen, “vil du gøre, som jeg siger. Jeg er konge, og du er bare min mand. Han kan akkurat lige så godt gøre mig til kejser som til konge.”

Manden måtte til sidst af sted, men han var meget bange og tænkte, at flynderen ville sikkert blive vred. Havet svulmede vredt og sort, men manden stillede sig op på bredden og sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere, end jeg vil.”

“Hvad er der nu i vejen,” spurgte flynderen. “Min kone vil være kejser,” svarede manden og så meget ulykkelig ud. “Gå du kun hjem,” svarede flynderen, “hun er det allerede.”

Da manden kom hjem, var slottet blevet endnu større og pragtfuldere. Soldater marscherede frem og tilbage og blæste i trompeter og slog på tromme. Da han kom ind i salen, sad hans kone på en vældig høj trone med en stor guldkrone på og scepter og rigsæble i hånden. På begge sider af tronen stod drabanter, og den største var så høj som en kæmpe og den mindste ikke større end en lillefinger. Foran tronen stod mange fornemme folk forsamlede. Manden gik frem mellem dem og spurgte: “Er du nu kejser?” Han stod længe og befragtede hende, så sagde han: “Hvor det klæder dig at være kejser.” - “Hvad står du der og glor for,” sagde konen, “er jeg kejser vil jeg også være pave. Gå ned og sig det til flynderen.” - “Det kan da ikke være din mening,” sagde manden, “der er jo kun en pave i hele verden.” - “Men jeg vil være pave,” sagde konen, “jeg vil være pave endnu i dag. Skynd dig til flynderen.” Manden ville nødig. “Gør du vrøvl?” sagde konen, “se til du kommer af sted. Husk på, jeg er kejser, og du er bare min mand.” Han begav sig da også på vej, men han var så bange, at hans knæ rystede under ham. Vinden jog skyerne hen over himlen og susede gennem træerne, og langt ude kunne han se skibe, der blev kastet frem og tilbage på bølgerne. Lige i midten var himlen en lille smule blå, men imod syd trak der er mægtigt uvejr op. Mandens stemme skælvede, da han stod nede på bredden og sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere end jeg vil.”

“Hvad vil hun da nu, “ spurgte flynderen. “Hun vil være pave,” sagde manden rystende af angst. “Gå du kun hjem, hun er det allerede,” sagde flynderen.

Da han kom hjem, lå der en stor kirke omgivet af prægtige slotte. Folk trængte sig henimod kirken, hvor hans kone sad på en endnu højere trone i gyldne klæder. Lange rækker lys stod ved siden af hende, det største så stort som det højeste tårn og det mindste ikke større end et lillebitte vokslys. Præster og munke stod rundt om tronen, og konger og kejsere knælede ned og kyssede spidsen af hendes tøffel. “Er du nu pave,” sagde manden. “Ja,” sagde konen og nikkede. Manden gik rundt og så på hende og blev så blændet af al den pragt, som når man ser ind i solen. “Hvor du dog er smuk som pave,” sagde han så. Hun svarede ikke, og han sagde da: “Nu kan du da ikke blive noget større. “Lad os sove på det,” sagde konen, og så gik de i seng.

Manden var træt og sov trygt og godt, men konen kunne slet ikke falde i søvn. Hun smed sig fra den ene side af sengen til den anden og tænkte på, hvad hun dog kunne blive, som var endnu mere end pave. Da solen stod op, og hele himlen rødmede, satte hun sig over ende i sengen og tænkte: “Bare jeg også kunne få solen og månen til at stå op.” Hun gav så sin mand et vældigt puf, så han vågnede. “Skynd dig lidt at stå op,” sagde hun, “du skal gå ned til flynderen og sige, at jeg vil være Vorherre.” Manden blev så forskrækket, at han faldt ud af sengen. Han troede, han havde hørt galt, og spærrede øjnene vidt op og sagde: “Hvad er det dog, du siger?” - “Jeg kan ikke holde ud at gå her og se på, at solen og månen går op og ned, uden at jeg har noget at skulle have sagt,” råbte hun, “jeg får aldrig nogen rolig time mere. Gå ned til flynderen og sig, at jeg vil være Vorherre.” Manden faldt på knæ og rakte hænderne op imod hende. “Det kan han ikke gøre,” sagde han, “vær dog nu fornøjet med at være pave.” Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i tøjet og løb, som det gjaldt livet.

Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene, træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde:

“Flynder lille, flynder god,
stig op til mig af havets flod,
for min hustru Isabil
vil meget mere end jeg vil.”

“Hvad er der nu i vejen?” spurgte flynderen. “Hun vil være Vorherre,” sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. “Gå hjem,” sagde flynderen. “Hun sidder igen i muddergrøften.”

Og der sidder hun endnu den dag i dag.

English

There was once a fisherman and his wife who lived together in a hovel by the sea-shore, and the fisherman went out every day with his hook and line to catch fish, and he angled and angled.

One day he was sitting with his rod and looking into the clear water, and he sat and sat.

At last down went the line to the bottom of the water, and when he drew it up he found a great flounder on the hook. And the flounder said to him, “Fisherman, listen to me; let me go, I am not a real fish but an enchanted prince. What good shall I be to you if you land me? I shall not taste well; so put me back into the water again, and let me swim away.”

“Well,” said the fisherman, “no need of so many words about the matter, as you can speak I had much rather let you swim away.”
Then he put him back into the clear water, and the flounder sank to the bottom, leaving a long streak of blood behind him. Then the fisherman got up and went home to his wife in their hovel.
“Well, husband,” said the wife, “have you caught nothing to-day?“
“No,” said the man ”that is, I did catch a flounder, but as he said he was an enchanted prince, I let him go again.”
“Then, did you wish for nothing?“said the wife.
“No,” said the man; “what should I wish for?“
“Oh dear!“ said the wife; “and it is so dreadful always to live in this evil-smelling hovel j you might as well have wished for a little cottage; go again and call him; tell him we want a little cottage, I daresay he will give it us; go, and be quick.”
And when he went back, the sea was green and yellow, and not nearly so clear. So he stood and said,
“O man, O man !—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
Then the flounder came swimming up, and said,
“Now then, what does she want?”
“Oh,” said the man, “you know when I caught you my wife says I ought to have wished for something. She does not want to live any longer in the hovel, and would rather have a cottage.
“Go home with you,” said the flounder, “she has it already.”
So the man went home, and found, instead of the hovel, a little cottage, and his wife was sitting on a bench before the door. And she took him by the hand, and said to him,
“Come in and see if this is not a great improvement.”
So they went in, and there was a little house-place and a beautiful little bedroom, a kitchen and larder, with all sorts of furniture, and iron and brass ware of the very best. And at the back was a little yard with fowls and ducks, and a little garden full of green vegetables and fruit.
“Look,” said the wife, “is not that nice?“
“Yes,” said the man, “if this can only last we shall be very well contented.”
“We will see about that,” said the wife. And after a meal they went to bed.
So all went well for a week or fortnight, when the wife said,
“Look here, husband, the cottage is really too confined, and the yard and garden are so small; I think the flounder had better get us a larger house; I should like very much to live in a large stone castle; so go to your fish and he will send us a castle.”
“0 my dear wife,” said the man, “the cottage is good enough; what do we want a castle for ?”
“We want one,” said the wife; “go along with you; the flounder can give us one.”
“Now, wife,” said the man, “the flounder gave us the cottage; I do not like to go to him again, he may be angry.”
“Go along,” said the wife, “he might just as well give us it as not; do as I say!“
The man felt very reluctant and unwilling; and he said to himself,
“It is not the right thing to do;” nevertheless he went.
So when he came to the seaside, the water was purple and dark blue and grey and thick, and not green and yellow as before. And he stood and said,
“O man, O man !—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
“Now then, what does she want ?”said the flounder.
“Oh,” said the man, half frightened, “she wants to live in a large stone castle.”
“Go home with you, she is already standing before the door,” said the flounder.
Then the man went home, as he supposed, but when he got there, there stood in the place of the cottage a great castle of stone, and his wife was standing on the steps, about to go in; so she took him by the hand, and said,
“Let us enter.”
With that he went in with her, and in the castle was a great hall with a marble- pavement, and there were a great many servants, who led them through large doors, and the passages were decked with tapestry, and the rooms with golden chairs and tables, and crystal chandeliers hanging from the ceiling; and all the rooms had carpets. And the tables were covered with eatables and the best wine for any one who wanted them. And at the back of the house was a great stable-yard for horses and cattle, and carriages of the finest; besides, there was a splendid large garden, with the most beautiful flowers and fine fruit trees, and a pleasance full half a mile long, with deer and oxen and sheep, and everything that heart could wish for.
“There! “said the wife, “is not this beautiful?”
“Oh yes,” said the man, “if it will only last we can live in this fine castle and be very well contented.”
“We will see about that,” said the wife, “in the meanwhile we will sleep upon it.” With that they went to bed.
The next morning the wife was awake first, just at the break of day, and she looked out and saw from her bed the beautiful country lying all round. The man took no notice of it, so she poked him in the side with her elbow, and said,
“Husband, get up and just look out of the window. Look, just think if we could be king over all this country . Just go to your fish and tell him we should like to be king.”
“Now, wife,” said the man, “what should we be kings for? I don't want to be king.”
“Well,” said the wife, “if you don't want to be king, I will be king.”
“Now, wife,” said the man, “what do you want to be king for? I could not ask him such a thing.”
“Why not?“ said the wife, “you must go directly all the same; I must be king.”
So the man went, very much put out that his wife should want to be king.
“It is not the right thing to do—not at all the right thing,” thought the man. He did not at all want to go, and yet he went all the same.
And when he came to the sea the water was quite dark grey, and rushed far inland, and had an ill smell. And he stood and said,
'' O man, O man !—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
“Now then, what does she want?“ said the fish. “Oh dear !”said the man, “she wants to be king.”
“Go home with you, she is so already,” said the fish.
So the man went back, and as he came to the palace he saw it was very much larger, and had great towers and splendid gateways; the herald stood before the door, and a number of soldiers with kettle-drums and trumpets.
And when he came inside everything was of marble and gold, and there were many curtains with great golden tassels. Then he went through the doors of the saloon to where the great throne-room was, and there was his wife sitting upon a throne of gold and diamonds, and she had a great golden crown on, and the sceptre in her hand was of pure gold and jewels, and on each side stood six pages in a row, each one a head shorter than the other. So the man went up to her and said,
“Well, wife, so now you are king!”
“Yes,” said the wife, “now I am king.”
So then he stood and looked at her, and when he had gazed at her for some time he said,
“Well, wife, this is fine for you to be king! now there is nothing more to wish for.”
“O husband!“ said the wife, seeming quite restless, “I am tired of this already. Go to your fish and tell him that now I am king I must be emperor.”
“Now, wife,” said the man, “what do you want to be emperor for?“
“Husband,” said she, “go and tell the fish I want to be emperor.!'
“Oh dear!” said the man, “he could not do it—I cannot ask him such a thing. There is but one emperor at a time; the fish can't possibly make any one emperor—indeed he can't.”
“Now, look here,” said the wife, “I am king, and you are only my husband, so will you go at once? Go along! for if he was able to make me king he is able to make me emperor; and I will and must be emperor, so go along!”
So he was obliged to go; and as he went he felt very uncomfortable about it, and he thought to himself,
“It is not at all the right thing to do; to want to be emperor is really going too far; the flounder will soon be beginning to get tired of this.”
With that he came to the sea, and the water was quite black and thick, and the foam flew, and the wind blew, and the man was terrified. But he stood and said,
“O man, O man!—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
“What is it now?“ said the fish.
“Oh dear! “said the man, “my wife wants to be emperor.”
“Go home with you,” said the fish, “she is emperor already.”
So the man went home, and found the castle adorned with polished marble and alabaster figures, and golden gates. The troops were being marshalled before the door, and they were blowing trumpets and beating drums and cymbals; and when he entered he saw barons and earls and dukes waiting about like servants; and the doors were of bright gold. And he saw his wife sitting upon a throne made of one entire piece of gold, and it was about two miles high; and she had a great golden crown on, which was about three yards high, set with brilliants and carbuncles; and in one hand she held the sceptre, and in the other the globe; and on both sides of her stood pages in two rows, all arranged according to their size, from the most enormous giant of two miles high to the tiniest dwarf of the size of my little finger; and before her stood earls and dukes in crowds. So the man went up to her and said,
“Well, wife, so now you are emperor.”
“Yes,” said she, “now I am emperor.”
Then he went and sat down and had a good look at her, and then he said,
“Well now, wife, there is nothing left to be, now you are emperor.”
“What are you talking about, husband?“ said she; “I am emperor, and next I will be pope! so go and tell the fish so.”
“Oh dear!” said the man, “what is it that you don't want? You can never become pope; there is but one pope in Christendom, and the fish can't possibly do it.”
“Husband,” said she, “no more words about it; I must and will be pope; so go along to the fish.”
“Now, wife,” said the man, “how can I ask him such a thing? it is too bad—it is asking a little too much; and, besides, he could not do it.”
“What rubbish!“ said the wife; '' if he could make me emperor he can make me pope. Go along and ask him; I am emperor, and you are only my husband, so go you must.”
So he went, feeling very frightened, and he shivered and shook, and his knees trembled; and there arose a great wind, and the clouds flew by, and it grew very dark, and the sea rose mountains high, and the ships were tossed about, and the sky was partly blue in the middle, but at the sides very dark and red, as in a great tempest. And he felt very desponding, and stood trembling and said,
“O man, O man !—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
“Well, what now?“ said the fish.
“Oh dear!“ said the man, “she wants to be pope.”
“Go home with you, she is pope already,” said the fish.
So he went home, and he found himself before a great church, with palaces all round. He had to make his way through a crowd of people; and when he got inside he found the place lighted up with thousands and thousands of lights; and his wife was clothed in a golden garment, and sat upon a very high throne, and had three golden crowns on, all in the greatest priestly pomp; and on both sides of her there stood two rows of lights of all sizes—from the size of the longest tower to the smallest rushlight, and all the emperors and kings were kneeling before her and kissing her foot.
“Well, wife,” said the man, and sat and stared at her, “so you are pope.”
“Yes,” said she, “now I am pope !”
And he went on gazing at her till he felt dazzled, as if he were sitting in the sun. And after a little time he said,
“Well, now, wife, what is there left to be, now you are pope ?”
And she sat up very stiff and straight, and said nothing.
And he said again, “Well, wife, I hope you are contented at last with being pope; you can be nothing more.”
“We will see about that,” said the wife. With that they both went to bed; but she was as far as ever from being contented, and she could not get to sleep for thinking of what she should like to be next.
The husband, however, slept as fast as a top after his busy day; but the wife tossed and turned from side to side the whole night through, thinking all the while what she could be next, but nothing would occur to her; and when she saw the red dawn she slipped off the bed, and sat before the window to see the sun rise, and as it came up she said,
“Ah, I have it! what if I should make the sun and moon to rise—husband !”she cried, and stuck her elbow in his ribs, “wake up, and go to your fish, and tell him T want power over the sun and moon.”
The man was so fast asleep that when he started up he fell out of bed. Then he shook himself together, and opened his eyes and said,
“Oh,—wife, what did you say?“
“Husband,” said she, “if I cannot get the power of making the sun and moon rise when I want them, I shall never have another quiet hour. Go to the fish and tell him so.”
“O wife!” said the man, and fell on his knees to her, “the fish can really not do that for you. I grant you he could make you emperor and pope; do be contented with that, I beg of you.”
And she became wild with impatience, and screamed out,
“I can wait no longer, go at once !”
And so off he went as well as he could for fright. And a dreadful storm arose, so that he could hardly keep his feet; and the houses and trees were blown down, and the mountains trembled, and rocks fell in the sea; the sky was quite black, and it thundered and lightened; and the waves, crowned with foam, ran mountains high. So he cried out, without being able to hear his own words,
“O man, O man !—if man you be, Or flounder, flounder, in the sea— Such a tiresome wife I've got, For she wants what I do not.”
“Well, what now?“ said the flounder.
“Oh dear!“ said the man, “she wants to order about the sun and moon.”
“Go home with you !”said the flounder, “you will find her in the old hovel.”
And there they are sitting to this very day.

END

 

Estonian

Muinasjutt kalamehest ja ta naisest
Translated by Laine Ronk ja Silvia Tui
 

Olnud kord kalamees ja ta naine — puruvaesed, nii vaesed, et neil polevat ei maja ega talu olnud, ainult vana, auklik paat merekaldal. Selles nad elanudki. Kalamees käinud iga päev merel käial, õngitsenud ja õngitsenud. 

Eks istub mees ühel heal päeval jälle oma õngega ja vahib üksisilmi selgesse vette. Istub ja istub. 

Äkki läheb õng põhja, sügavale, sügavale alla, ja kui ta selle üles tõmbab, on õnge otsas suur lestakala. Lestakala ütleb kalamehele: «Oh, kulla kalamees, palun sind, jäta mind ellu, ma pole päris lestakala, vaid nõiutud prints. Mis sul sellest käsu on, kui sa mu ara tapad? Kindlasti ei maitse ma sulle hästi. Pane mind vette tagasi ja lase mind minna!»

«Sul pole tarviski nii pikalt rääkida,» sõnab mees, «lestakala, kes kõneleb, lasen ma küll ujuma.» Nende sõnadega paneb mees käia jälle selgesse vette ja see ujub põhja, pikk verine vööt vees näitab ta teed. Kalamees aga tõuseb üles ja läheb paadivrakki oma naise juurde.

«Noh,» küsib naine, «kas sa täna siis midagi ei püüdnudki?»

«Oh,» vastab mees, «püüdsin ühe lestakala, kes kinnitas, ta olevat nõiutud prints, eks siis lasin ta jälle ujuma.»

«Kas sa endale midagi ei soovinud?» küsib naine.

«Ei,» vastab mees, «mida ma siis endale pidin soovima?»

«Oh,» hädaldab naine, «on aga kõle igavesti selles vanas, auklikus paadis elada, see lõhnab nii pahasti, et päris vastik. Kitsas ka teine. Sa oleksid võinud meile väikese onni soovida. Mine veel kord mere aarde ja hüüa lestakala ning ütle talle, et tahame väikest onni. Ta aitab meid kindlasti.»

«Oh,» ütleb mees, «mis ma sinna ikka enam tagasi lähen!»

«Sa ometi püüdsid ta kinni ja lasid jälle lahti,» seletab naine, «ta teeb seda kindlasti. Mine kõhe!»

Mees ei tihanud hästi minna, aga ta ei tahtnud ka heameelega oma naisele vastu ajada, sestap läks ta mere aarde. Kui ta kaldale jõudis, oli meri üsna roheline ja kollane, mitte enam nii selge nagu enne. Mees seisatas ja hüüdis:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»

 

Lestakala ujus veepinnale ja küsis: «Noh, mida su nedne siis tahab?»

«Ah,» kaebas mees, «püüdsin sinu ju kinni, nüüd ütleb naine, ma oleksin pidanud endale 'midagi soovima. Ta on vanast, auklikust paadist tüdinenud, tahaks heameelega onnis elada!»

«Mine aga tagasi,» vastas lestakala, «tal on juba onn.»

Mees läks tagasi, ja ta teinepool ei istunudki enam paadilogus. Just samal köhal seisis nüüd väike onn, ja naine istus läve ees pingil. Ta võttis mehel käest kinni ja ütles: «Tule aga sisse! Näed sa, nüüd on meil palju parem.»

Nad läksid sisse. Onnis oli tilluke esik, ilus väike tuba ja kamber voodiga. Peale selle oli seal veel köök, sahver ja tööriistakuur. Kõik oli puhas ja korras, ja riiulil läikisid reas tina- ning vasknõud, nagu ühes õiges majapidamises kunagi. Onni taga oli väike õu kanade ja partidega, samuti peenramaa ja viljapuuaiake. «Näed sa,» ütles naine, «kas pole kena?»

«Jah,» vastas mees, «nii peab see ka jääma. Nüüd võime mõnusasti elada.»

«Seda veel vaatame,» sõnas naine. Seejärel nad sõid ja läksid leiba luusse laskma.

Nii möödus kaheksa või neliteist päeva, siis ütles naine:

«Tead mis, mees, onn on ikkagi väga kitsas, ja õu ja aed nii pisikesed. Lestakala võiks meile küll suurema maja kinkida. Tahaksin kangesti suures kivist lossis elada. Mine lestakala juurde, las ta kingib meile lossi!»

«Kuule, eit,» ütles mees, «onn on meie jaoks hea küllalt, miks me lossis peaksime elama?»

«Ah mis,» vastas naine, «mine aga, meie heaks võib lestakala seda ometi teha!»

«Ei, kulla küljeluu,» ütles mees, «ammuks lestakala meile onni andis, ma ei taha jälle uuesti ta juurde minna, see võiks teda tüüdata.»

«Mine n'd juba,» sundis naine, «ta võib seda ja teeb seda heameelega, mine ainult!»

Mehe süda oli raske, ta ei tahtnud üldse minna. «Õige tegu see nüüd küll ei ole,» mõtles ta, läks aga siiski.

Kui ta merekaldale jõudis, polnud vesi enam roheline ja kollane, vaid üsna lilla ja tumesinine, peaaegu tinakarva ja läbipaistmatu, aga veel kaunis vaikne. Mees seisatas ja hüüdis:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»


«Mida ta siis tahab?» päris lestakala.

«Oh,» ütles mees peaaegu kurvalt, «ta tahab suures kivist lossis elada.»

«Mine aga tagasi, naine seisab sul juba lossi uksel,» vastas lestakala.

Mees läks ara ja mõtles, et läheb koju, aga kui ta pärale jõudis, oli seal suur kivist palee, ja ta eit seisis trepil ning tahtis parajasti sisse minna. Naine võttis mehel käest kinni ja ütles: «Tule aga sisse!» Mees läks naisega sisse. Lossis oli suur eeskoda marmorpõrandaga. Seal sagis palju teenreid, kes neile suured uksed pärani avasid. Seintel siras siid ja tubades nähti vaibad maas olevat, toolid ja lauad olid puha kullast ja laes rippusid kõikides tubades ning kambrites kristallkroonlühtrid. Lauad otse ägäsid rohkete roogade ja kõige parema veini koorma all. Palee taga oli suur õu hobusetalli ja lehmalaudaga ning kõige kenama tõllaga, ees aga veel avar tore aed kõige ilusamate lillede ja haruldaste viljapuudega. Ja park oli oma pool miili pikk. Seal oli küll hirvi, küll metskitsi, küll jäneseid — kõike, mida süda ainult võis soovida.

«Noh,» küsis naine, «kas pole nüüd tore?»

«Aga muidugi,» vastas mees, «nii peab see ka jääma — nüüd hakkame ilusas lossis elama ja oleme rahul.»

«Seda veel vaatame,» ütles naine, «vaja järele mõtelda.» Siis heitsid nad puhkama,

Järgmisel hommikul ärkas naine esimesena, just siis, kui päev köitis. Oma voodist nägi ta ümbritsevat toredust. Mees sirutas ja ringutas ennast veel, kui naine talle juba küünarnukiga külje pihta müksas ja ütles: «Tõuse üles, meheke, ja vaata korraks aknast välja! Mis sa arvad, kas me ei võiks seda maad õige valitseda? Mine lestakala juurde ja ütle, et tahan kuningaks saada!»

Mees läks, meel nukker, et ta naine kuningaks tahab saada. «See ei lähe, ei lähe tõepoolest,» mõtles mees. Ta ei tahtnud üldse randa minnar läks aga lõpuks siiski.

Kui ta merekaldale jõudis, olid lained lausa mustad, vesi põhjast üles. käärinud ja lõhnas halvasti. Mees seisatas ja hüüdis:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»


«Mida ta siis tahab?» küsis lestakala.

«Oh,» ütles mees, «ta tahab kuningaks saada.»

«Mine aga tagasi, ta on juba kuningas,» vastas lestakala.

Mees läks koju, ja kui ta palee juurde jõudis, oli see palju suuremaks muutunud, ülal tore torn suurepäraste kaunistustega. Valvurid seisid' värava ees, ja õues oli palju soldateid. Trummid põrisesid ja pasunad hüüdsid.

Kui ta sisse astus, oli seal kõik marmorist ja kullast, ja kõikjal sametvaibad suurte kuldsete tupsudega. Saali uksed avanesid. Seal oli kogu õukond, ja ta naine istus kõrgel teemantidega kaunistatud kuldtroonil, uhke kuldne kroon peas ja kullast ning kalliskividest valitsuskepp käes. Kummalgi pool naist seisis kuus neidu reas, üks teisest ikka peajaolühem.

Mees läks ja küsis: «Noh, eit, kas oled nüüd kuningas?»

«Jah,» vastas naine, «nüüd olen kuningas.»

Mees seisis ja vaatas naisele otsa. Kui ta teda niimoodi tükk aega oli: tunnistanud, ütles ta: «Oi, eit, kui hästi kuningaseisus sulle istub! Nüüd ei ole meil enam midagi tarvis.»

«Ei, mees,» ütles naine üsna kärsitult, «mul hakkab juba igav, ma ei kannata seda kauem välja. Mine lestakala juurde! Olen kuningas, aga nüüd pean keisriks saama!»

«Tohoo hullu,» imestas mees, «miks sa keisriks tahad saada?»

«Kuuled, mees,» ütles naine, «mine lestakala juurde, ma tahan keisriks saada!»

«Kulla eit,» ütles mees, «keisrit ei saa lestakala sinust teha. Ma ei julge talle sellest iitsatadagi, sest terves riigis on ainult üks keiser. Keisrit ei või lestakala sinust teha, seda ei või ta mitte kuidagi.»

«Mis,» ütles naine, «mina olen kuningas, sina aga ainult mu mees, lähed otsekohe! Mine jalamaid! Kui ta kuningaks saab teha, võib ta ka keisriks teha. Ma tahan ilmtingimata keisriks saada. Mine otsekohe!» Ja mees pidi lestakala juurde kõmpima.

Randa minnes oli mees lausa hirmul. Teel mõtles ta endamisi: «See küll hästi ei lõpe. Keisriks — see on jultunud soov! Lestakala tüdineb ju lõpuks ara!»

Mees jõudis merekaldale. Meri oli üsna sünge ja lainetas,'nii et kõik kobrutas. Siis tuli tugev tuuleiil üle mere, nii et vesi lausa vahutas, ning mees lõi kartma. Ta seisatas ja hüüdis:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»


«Mida ta siis tahab?» küsis lestakala.

«Oh, lestakala,» ütles mees, «mu naine tahab keisriks saada.»

«Mine aga tagasi,» vastas lestakala, «ta on juba keiser.»

Mees läks. Kui ta koju tagasi jõudis, oli kogu loss hoopis lihvitud marmorist, igal pool valendasid alabasterkujud ja hiilgasid kullast kaunistused. Värava ees marssisid soldatid, puhusid pasunaid ja lõid trummi.

Lossis käisid parunid, krahvid ja hertsogid nagu teenrid ringi. Nad avasid talle uksed, mis olid puhtast kullast. Kui ta sisse astus, istus ta eit üleni kuldsel troonil, mis oli vist küll maja kõrgune. Naisel oli peas suur kuldne kroon, kolm küünart kõrge ja briljantide ning punaste granaatkividega käetud. Ühes käes oli tal valitsuskepp, teises riigiõun. Vasakul ja paremal temast seisid ihukaitseväelased kahes reas, üks ikka teisest lühem — kõige suuremast hiiglasest, kes oli maja kõrgune, kuni kõige pisema kääbuseni, kes oli ainult nii pikuke kui väike sõrm. Ja naise ees seisid vaid vürstid ja hertsogid.

Mees läks nende sekka ja küsis: «Noh, eit, oled sa nüüd keiser?»

«Jah,» vastas naine, «olen keiser.»

Mees seisis ja vaatas üksisilmi oma teistpoolt. Kui ta teda nõndaviisi tükk aega oli vaadanud, ütles ta: «Oi, eit, kui hästi keisriamet sulle istub!»

«Kuule, mees,» ütles naine, «mis sa seisad seal ilmaaegu? Olen nüüd keiser, aga tahan ka paavstiks saada, mine lestakala juurde!»

«Tohoo pime,» vastas mees, «mis sa veel ei taha? Paavstiks ei või sa ju saada, sest ristiinimestel on ainult üks paavst, seda ei või käia teha.»

«Kuule, mees,» ütles naine, «tahan paavstiks saada! Otsekohe lähed merekaldale, tahan veel täna paavstiks saada!»

«Ei, naisuke,» vastas mees, «seda ma küll ei palu! See ei lähe, mis liig, see liig, paavsti ei või lestakala sinust teha.»

«Jäta loba, mees,» ütles naine, «võib ta keisriks teha, võib ta ka paavstiks teha! Otsekohe lähed randa! Olen keiser, sina aga ainult mu mees. Lähed jalamaid!»

Mees lõi kartma ja läks, endal süda värises sees ja jalad olid nõrgad all.

Puhus tugev tuul, rebides lehti puudelt, pilved lausa lendasid ja ilm läks pimedaks otsekui õhtul. Vesi kõhises ja mühises, nagu keeks ta, ning lõi jõuliselt vastu kallast. Eemal merel nägi mees lainetel laevu heitlemas ja hädamärke saatmas. Pea köhal paistis veel lapike sinist taevast, aga igast ilmakaarest kerkisid tumepunased pilved nagu tugeva äikese eel. Mees peatus hirmunult ja ütles:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»


«Noh, mida ta siis tahab?» küsis lestakala.

«Ah, ta tahab paavstiks saada,» vastas mees.

«Mine aga tagasi, ta on juba paavst,» ütles lestakala.

Mees läks. Kui ta pärale jõudis, oli lossi asemel suur paleedega ümbritsetud kirik. Ta tungis inimestesummast läbi. Kirik oli valgustatud lugematute küünaldega. Ta eit kandis kulda ja karda ja istus veel kõrgemal troonil, peas kolm suurt kuldset krooni. Naise ümber seisis palju pappe, ja vasakul ja paremal ta kõrval põles kaks rida küünlaid, neist kõige suurem nii pikk ja jäme nagu kõige vägevam torn ja kõige väiksem nii pisike ja peenike nagu vaese valgustusküünal. Ja kõik keisrid ja kuningad olid põlvili naise ees ja suudlesid ta kinga.

«Noh, eit,» küsis mees ja vaatas talle ammuli sui otsa, «kas nüüd oled paavst?»

«Jah,» vastas naine, «olen paavst.»

Mees seisis ikka veel ja vaatas naisele ammuli sui otsa, ja tal oli tunne, nagu vaataks ta heledasse päikesesse. Kui ta teda niiviisi tükk aega oli silmitsenud, ütles ta: «Oi, eit, kui tähtsaks paavstiamet sind teeb!» Naine istus aga kangelt nagu puu, ei liikunud ega liigutanud ennast.

Siis ütles mees: «Ole nüüd rahul, eit, et paavst oled, kellekski muuks ei või sa enam saada.»

«Seda veel vaatame,» vastas naine. Nad läksid koos voodisse. Aga naine polnud rahul — ahnus ei lasknud teda magada —, ta ainult mõtles, kelleks ta veel võiks saada.

Mees magas raskesti — eks tema oli päeval palju jooksnud, naine aga ei saanud üldse uinuda ning viskles kogu öö ühelt küljelt teisele. Ikka ja jälle murdis ta pead, kelleks ta küll veel võiks saada, aga ei suutnud mingisugusele otsusele jõuda. Lõpuks hakkas päike tõusma, ja kui naine nüüd koidupuna nägi, tõusis ta voodis istuli ning vaatles seda. Nähes aknast päikese tõusu, mõtles ta: «Aga kas ei võiks mina päikest ja kuud tõusta lasta?»

«Kuule, mees,» ütles ta ja müksas oma kaasale küünarnukiga külje pihta, «ärka üles ja mine lestakala juurde — tahan jumalaks saada.»

Mees tukkus veel, aga ehmus nii, et voodist välja veeres. Ta mõtles, et oli valesti kuulnud, hõõrus silmi ja küsis: «Mis sa ütlesid, eit?»

«Tead mis,» seletas naine, «kui mina ei saa päikest ja kuud tõusta lasta ja pean seda pealt vaatama, kuidas päike ja kuu omapead tõusevad, ei kannata ma seda välja. Mul pole enam ainustki rahulikku silmapilku, kui mina neid tõusta ei saa lasta.» Ta vaatas mehele nii käskivalt otsa, et sellel külmajudinad üle selja jooksid. «Otsekohe lähed, tahan jumalaks saada!»

«Kulla eit,» ütles mees, «olgu keisri ja paavstiga kuidas on, aga seda ei või lestakala teha. Palun sind, ole ometi mõistlik ja jää paavstiks!»

Naine sai vihaseks, tormas nagu pöörane ringi, nii et tal juuksed peas sassi läksid, kiskus endal nöörpihiku seljast, tallas selle jalge alla ja kisendas: «Ma ei talu seda, ei talu, ei talu. Kas lähed kõhe!» Mees tõmbas püksid jalga ja jooksis minema nagu hullumeelne.

Väljas aga märatses torm, nii et mees vaevu jalul püsis. Raju lõhkus maju ja murdis puid, mäed värisesid ja kaljupangad veeresid merre. Taevas oli pigimust, müristas ja lõi välku, ja merel voogasid süsimustad lained, kõrged nagu kirikutornid ja mäed, harjadel valged vahukroonid. Mees karjus, vaevu oma sõnu kuuldes:


«Kus sa lesid, lestake,

merevete mehike?

Iriseb mu Ilsebill,

eit mul kahjuks piripill!»


«Mida ta siis tahab?» küsis lestakala.

«Oh,» vastas mees, «ta tahab jumalaks saada!»

«Mine aga tagasi, ta istub juba jälle oma vanas, auklikus paadis.»

Ja seal nad istuvad, istuvad tänase päevani.

 

Finnish

Kalastaja ja hänen vaimonsa
Translated by Oili Suominen

 

Olipa kerran kalastaja ja hänen vaimonsa, jotka asuivat meren rannalla pahaisessa pissapotassa. Kalastaja kävi joka päivä ongella ja onki onkimistaan. Niin hän taas kerran istui onkimassa katsellen kirkkaaseen veteen, istui istumistaan.

Yhtäkkiä ongenkoukku painui syvälle veteen, pohjaan saakka, ja kun hän veti sen ylös, hän kiskaisi vedestä ison kampelan. Ja silloin kampela sanoi hänelle: ”Kuulepa, kalastaja, pyydän sinua, säästä henkeni, en ole oikea kampela vaan lumottu prinssi. Mitä sinun kannattaa minua tappaa? En minä sinulle kuitenkaan maistuisi. Laske minut veteen ja päästä menemään.”

”No”, sanoi mies, ”turhaan puhut noin pitkään, toki minä päästän menemään kampelan, joka osaa puhua.” Niinpä hän laski kampelan takaisin kirkkaaseen veteen, ja se painui pohjaan ja jätti jälkeensä pitkän verivanan. Ja kalastaja nousi ja lähti takaisin vaimonsa luo pahaiseen pottaan.

”Mies”, sanoi vaimo, ”etkö saanut tänään mitään saalista?”

”En”, sanoi mies, ”kampelan kyllä sain, mutta se sanoi olevansa lumottu prinssi, ja niin minä päästin sen menemään.”

”Etkö edes toivonut mitään?” vaimo kysyi.

”En”, vastasi mies, ”mitäpä minä toivoisin?”

”Voi sentään”, sanoi vaimo, ”kun pitää asuakin tässä kamalassa haisevassa potassa. Olisit sinä voinut toivoa meille pienen mökin. Mene takaisin rantaan ja kutsu sitä, ja sano että me tahdomme pienen mökin, kyllä se suostuu.”

”Voi voi”, mies sanoi, ”mitä minä sinne nyt enää menisin?”

”No”, vaimo sanoi, ”sinullahan oli se jo pyydyksessä ja päästit sen menemään, kyllä se suostuu. Ala mennä nyt.”

Mies ei olisi vieläkään oikein halunnut, mutta ei hän liioin tahtonut panna vaimolleen vastaankaan, ja niin hän lähti meren rantaan.

Kun hän tuli sinne, oli meri aivan vihreä ja keltainen eikä enää lainkaan kirkas. Hän meni lähemmäs ja sanoi:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

Silloin kampela ui rantaan ja kysyi: ”No, mitä hän sitten tahtoo?”

”Kas kun minulla oli sinut jo pyydyksessä”, mies sanoi, ”niin nyt vaimo sanoo, että minun olisikin pitänyt toivoa jotain. Hän ei tahdo enää asua pahaisessa potassa vaan haluaisi pienen mökin.”

”Mene kotiin”, kampela sanoi, ”hänellä on jo.”

Silloin mies meni kotiin, eikä hänen vaimonsa enää ollutkaan pahaisessa potassa, vaan sen tilalla oli pieni mökki, ja vaimo istui penkillä oven edustalla. Vaimo tarttui miestä kädestä ja sanoi: ”Tule sisään, kyllä nyt on kaikki paljon paremmin.” Ja he menivät sisään, ja mökissä oli pieni porstua ja pieni soma tupa ja kamari ja siinä kummallekin oma sänky ja keittiö ja ruokakomero, kaikki koreanaan hienoja talouskaluja, tinaa ja messinkiä, mitä vain asiaan kuuluu. Ja mökin takana oli pieni piha kanoineen ja ankkoineen ja pieni puutarha, jossa kasvoi vihanneksia ja hedelmiä. ”Katsopas”, vaimo sanoi, ”eikö ole somaa?”

”On”, sanoi mies, ”ja tämä riittääkin, nyt me elämme oikein onnellisina.”

”Saadaanpa nähdä”, sanoi vaimo. Ja he söivät ja panivat maata.

Niin kului viikko tai pari, ja sitten vaimo sanoi: ”Kuulepas, mieheni, tämä mökki on ihan liian ahdas, ja piha ja puutarha ovat kovin pienet. Olisihan kampela voinut antaa meille isommankin talon. Minä kyllä tahtoisin asua isossa kivilinnassa. Mene kampelan luo, se saa lahjoittaa meille linnan.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”mökki on ihan hyvä, mitä me linnalla?”

”Älä viitsi”, sanoi vaimo, ”mene jo siitä, kyllä kampela siihen suostuu.”

”Älä nyt”, mies sanoi, ”vastahan kampela antoi meille mökin, en minä nyt taas voi mennä, kampela voisi vaikka suuttua.”

”Mene vain”, sanoi vaimo, ”kyllä se sen antaa ja mielellään antaakin, mene jo siitä.” Miehen sydän kävi raskaaksi eikä hän tahtonut mennä. Hän mietti mielessään: ”Ei se ole oikein”, mutta meni sitten kumminkin.

Kun hän tuli rantaan, oli meri aivan sinipunainen ja tummansininen ja harmaa ja sakea eikä enää lainkaan vihreä ja keltainen, mutta oli vielä tyyntä. Hän meni lähemmäs ja sanoi:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

”No, mitä hän sitten tahtoo?” kysyi kampela. ”Voi voi”, mies sanoi vähän allapäin, ”hän tahtoo asua isossa kivilinnassa.”

”Mene kotiin, siellä vaimosi jo seisoo ovella”, kampela sanoi.

Mies lähti ja luuli menevänsä kotiin, mutta perille päästyään hän näkikin edessään ison kivipalatsin, ja hänen vaimonsa seisoi juuri portailla ja oli menossa sisään. Vaimo tarttui miestä kädestä ja sanoi: ”Tule sisään!”

Niin hän meni vaimon mukana, ja linnassa oli iso aula, jonka lattia oli marmoria, ja siellä oli paljon palvelijoita, jotka avasivat heille suuret ovet. Seinät olivat sileät ja täynnä kauniita kudonnaisia, ja huoneiden tuolit ja pöydät olivat kultaa ja katoissa riippui kristallikruunuja, kaikissa kamareissa oli matot lattialla ja pöydät notkuivat ruokaa ja parhaita viinejä. Ja linnan takana oli suuri piha talleineen ja navettoineen ja vaunuineen, kaikki niin kuin olla pitää. Ja siellä oli myös iso ihana puutarha, jossa kasvoi mitä kauneimpia kukkasia ja hienoja hedelmäpuita, sekä puisto, joka oli hyvinkin puolen peninkulman pituinen, ja siellä oli peuroja ja kauriita ja jäniksiä ja mitä ikinä toivoa saattoi. ”No”, sanoi vaimo, ”eikö ole hienoa?”

”On kyllä”, sanoi mies, ”ja tämä riittääkin, nyt me asumme tässä kauniissa linnassa ja olemme tyytyväisiä.”

”Saadaanpa nähdä”, vaimo sanoi, ”kunhan nyt ensin nukutaan.” Ja sitten he panivat maata.

Seuraavana aamuna vaimo heräsi ensimmäisenä. Päivä oli juuri valjennut, ja hän katseli vuoteestaan ihanaa maisemaa, joka avautui hänen silmiensä edessä. Mies loikoi yhä sängyssä, ja vaimo tönäisi häntä kyynärpäällä kylkeen ja sanoi: ”Nouse jo ja katso ulos ikkunasta. Emmekö me voisi päästä koko tämän maan kuninkaiksi? Mene sanomaan kampelalle, että me tahdomme kuninkaiksi.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”mitä me nyt kuninkaiksi! En minä tahdo olla kuningas.”

”No”, vaimo sanoi, ”vaikket sinä tahdokaan olla kuningas, niin minä tahdon. Mene sanomaan kampelalle, että minä tahdon kuninkaaksi.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”mitä sinä nyt kuninkaaksi! En minä sellaista voi mennä sanomaan.”

”Mikset muka?” sanoi vaimo. ”Mene heti, minun pitää päästä kuninkaaksi.” Ja mies lähti ja oli kovin pahoilla mielin, kun hänen vaimonsa tahtoi kuninkaaksi. ”Ei se ole oikein, ei ole oikein”, hän tuumi. Hän ei halunnut mennä, mutta meni sitten kumminkin.

Ja kun hän tuli rantaan, oli meri aivan mustanharmaa, ja vesi kuohui ja haisikin kamalan pahalta. Hän meni lähemmäs ja sanoi:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

”No, mitä hän sitten tahtoo?” kysyi kampela. ”Voi”, mies sanoi, ”hän tahtoo kuninkaaksi.”

”Mene kotiin, hän on jo”, sanoi kampela. Ja mies lähti, ja kun hän tuli palatsin luo, se oli paljon entistä isompi ja siinä oli korkea torni ja kauniita koristuksia. Portilla seisoi vartiomies, ja joka puolella oli sotilaita ja rumpuja ja torvia. Ja kun hän astui sisään, oli kaikkialla vain silkkaa marmoria ja kultaa ja samettiverhoja ja isoja kultatupsuja. Silloin salin ovet avautuivat ja koko hovi oli koolla ja vaimo istui korkealla valtaistuimella, jossa oli kultaa ja timantteja, ja päässä hänellä oli iso kultakruunu ja kädessä valtikka, joka oli silkkaa kultaa ja jalokiviä, ja hänen kummallakin puolellaan oli kuusi neitoa rivissä niin että kukin oli aina päätään lyhempi edellistä. Silloin mies meni lähemmäs ja sanoi: ”Voi vaimoni, oletko sinä nyt kuningas?”

”Olen”, sanoi vaimo, ”nyt minä olen kuningas.” Silloin mies katseli häntä, ja aikansa katseltuaan hän sanoi: ”Voi vaimoni, oletpa sinä komea kuningas! Nyt emme toivo enää yhtään mitään.”

”Ehei, mies hyvä”, sanoi vaimo ja kävi levottomaksi, ”tässä käy aika niin pitkäksi, en minä enää kestä tätä. Mene kampelan luo! Minä olen kuningas, ja nyt minun pitää päästä vielä keisariksi.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”mitä sinä nyt keisariksi!”

”Mies”, vaimo sanoi, ”mene sanomaan kampelalle, että minä tahdon keisariksi.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”keisaria hän ei sinusta voi tehdä. En minä sellaista voi mennä kampelalle sanomaan. Keisareita on valtakunnassa vain yksi, keisaria kampela ei voi tehdä, siihen se ei kyllä pysty.”

”Mitä?” sanoi vaimo. ”Minä olen kuningas, ja sinä olet minun mieheni, etkö ala mennä vai? Niin kuin olisit jo! Jos se kerran pystyy tekemään kuninkaaksi, niin pystyy kyllä keisariksikin. Minä kyllä tahdon keisariksi. Ala mennä!”

Pakkohan miehen oli lähteä. Mutta matkalla häntä alkoi pelottaa, ja kulkiessaan hän mietti mielessään: ”Tästä ei kyllä hyvä seuraa. Vai että keisariksi, se on jo liian hävytöntä. Nyt kampela varmaan kyllästyy.”

Kun hän sitten tuli rantaan, oli meri aivan musta ja sakea ja alkoi kuohua ja kiehua ja myrskytuuli myllersi. Miestä alkoi hirvittää. Hän meni lähemmäs ja sanoi:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

”No, mitä hän sitten tahtoo?” kysyi kampela. ”Voi kampela”, mies sanoi, ”vaimo tahtoo keisariksi.”

”Mene kotiin”, sanoi kampela, ”hän on jo.” Ja mies lähti ja kun hän tuli kotiin, oli koko linna kiiltävää marmoria ja kaikkialla oli alabasteripatsaita ja kultakoristeita. Oven edessä marssivat sotilaat ja toitottivat torvia ja pärisyttivät rumpuja, mutta sisällä linnassa kulki paroneita ja kreivejä ja herttuoita kuin palvelijoina ja he avasivat hänelle ovet, jotka olivat puhdasta kultaa.

Ja kun hän astui sisään, istui hänen vaimonsa valtaistuimella, joka oli läpikotaisin kultaa ja ainakin kahden peninkulman korkuinen, ja päässä hänellä oli iso kultakruunu, ainakin kolmen kyynärän korkuinen ja briljantein ja rubiinein koristettu. Ja toisessa kädessä vaimolla oli valtikka ja toisessa valtaomena, ja hänen kummallakin puolellaan seisoi paririvissä henkivartijoita, yksi aina toistaan hiukan lyhempi, isoin oli valtava jättiläinen, kahden peninkulman pituinen, ja pienin oli kääpiö, vain minun pikkusormeni mittainen. Ja hänen edessään seisoi iso joukko ruhtinaita ja herttuoita. Silloin mies meni heidän joukkoonsa ja sanoi: ”Vaimo, oletko sinä nyt keisari?”

”Olen”, vaimo sanoi, ”minä olen keisari.” Ja mies meni lähemmäs ja katseli oikein tarkkaan, ja aikansa katseltuaan hän sanoi: ”Voi vaimoseni, oletpa sinä komea keisari!”

”Mies”, vaimo sanoi, ”mitä sinä siinä seisot? Minä olen nyt keisari, mutta tahdon vielä paaviksikin, mene kampelan luo.”

”Voi vaimoni”, mies sanoi, ”kaikkea sinä haluatkin! Et sinä paaviksi voi päästä, paaveja on vain yksi koko kristikunnassa, ei kampela sellaiseen pysty.”

”Mies”, vaimo sanoi, ”minä tahdon paaviksi, ala mennä nyt, minun pitää vielä tänään päästä paaviksi.”

”Ei, vaimo”, mies sanoi, ”en minä sellaista voi sille sanoa, siitä ei hyvä seuraa, se on jo liikaa, ei se paaviksi pysty tekemään.”

”Älä siinä höpötä!” sanoi vaimo. ”Jos se kerran pystyy tekemään keisariksi, niin pystyy kyllä paaviksikin. Äkkiä nyt, minä olen keisari ja sinä olet minun mieheni, etkös jo ala mennä siitä?”

Silloin mies pelästyi ja lähti, mutta häntä alkoi heikottaa, ja hän tärisi ja vapisi ja hänen polvensa notkahtelivat. Ja tuuli puhalsi yli maan ja pilvet kiitivät taivaalla niin että tuli pimeää kuin illalla. Lehdet lensivät puista, vesi kuohui ja kohisi aivan kuin se olisi kiehunut, tyrskyt iskivät rantaan, ja kaukana ulapalla hän näki laivoja, jotka ampuivat hätäraketteja ja keinuivat ja keikkuivat aalloilla. Taivaanlaella oli vielä pieni sininen läiskä, mutta sivummalla taivas punersi kuin ennustaen rajuilmaa. Peloissaan hän meni arasti lähemmäs ja sanoi:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

”No, mitä hän sitten tahtoo?” kysyi kampela. ”Voi”, mies sanoi, ”hän tahtoo paaviksi.”

”Mene kotiin, hän on jo”, sanoi kampela. Mies lähti ja kun hän tuli perille, siellä oli suuri kirkko ja sen ympärillä oli pelkkiä palatseja. Hän tunkeutui kirkkoon väkijoukon läpi, ja sisällä paloi tuhansittain kynttilöitä, ja hänen vaimonsa istui kultavaatteissa entistä korkeammalla valtaistuimella päässä kolme isoa kultakruunua, ja vaimon ympärillä seisoi joukoittain pappeja ja molemmin puolin oli kahdessa rivissä kynttilöitä, isoin pitkä ja paksu kuin mahtavin torni ja pienin vain pikkuinen tuikku. Ja kaikki keisarit ja kuninkaat olivat polvillaan vaimon edessä ja suutelivat hänen tohveliaan. ”Vaimo”, mies sanoi ja katseli tarkkaan, ”oletko sinä nyt paavi?”

”Olen”, sanoi vaimo, ”minä olen paavi.” Silloin mies meni lähemmäs ja katseli vaimoaan oikein tarkkaan, ja oli kuin hän olisi katsonut suoraan aurinkoon. Aikansa katseltuaan hän sanoi: ”Voi vaimoseni, oletpa sinä komea paavi!” Mutta vaimo istui jäykkänä kuin seipään niellyt eikä hievahtanutkaan. Mies sanoi: ”Vaimo, ole nyt tyytyväinen kun olet paavi, nyt et enää pääse pitemmälle.”

”Saadaanpa nähdä”, sanoi vaimo. Sitten he molemmat panivat maata, mutta vaimo ei ollut tyytyväinen eikä saanut ahneudeltaan nukutuksi, hän kun pohti koko ajan, miksi hän vielä tahtoisi päästä.

Mies nukkui hyvin ja sikeästi kuljettuaan koko päivän edestakaisin, mutta vaimo ei saanut lainkaan unen päästä kiinni vaan kääntyili vain kyljeltä toiselle koko yön ja pohti, miksi hän vielä voisi päästä, mutta ei pystynyt enää keksimään yhtään mitään. Päivä alkoi jo valjeta, ja kun hän näki aamuruskon, hän nousi istualleen ja katseli sitä, ja kun hän ikkunasta näki auringon nousevan, hän ajatteli: ”Ei mutta, enkö minä voisi panna myös auringon ja kuun nousemaan?”

”Mies”, hän sanoi ja tönäisi miestään kyynärpäällä kylkeen, ”herää ja mene kampelan luo, minä tahdon päästä Jumalan kaltaiseksi.”

Mies oli vielä puoliunessa mutta pelästyi niin että putosi sängystä. Hän luuli kuulleensa väärin, hieroi silmiään ja sanoi: ”Voi vaimo, mitä sinä sanoit?”

”Mies”, vaimo sanoi, ”ellen voi panna aurinkoa ja kuuta nousemaan ja joudun vain katselemaan kun ne nousevat, en millään voi kestää sitä. En saa hetkenkään rauhaa, kun en voi itse panna niitä nousemaan.” Hän katsoi miestä niin pahasti että miestä puistatti. ”Ala mennä, minä tahdon päästä Jumalaksi.”

”Voi vaimo”, sanoi mies ja vaipui polvilleen hänen eteensä, ”ei kampela siihen pysty. Keisariksi ja paaviksi se pystyy tekemään, ja minä rukoilen sinua, pysy sinä nyt vain paavina!”

Silloin vaimo raivostui niin että tukka vain sojotti päässä, ja hän riuhtaisi auki miehustansa, potkaisi miestä ja sanoi: ”Minä en kestä, en kestä enää, alatkos mennä siitä?”

Silloin mies veti housut jalkaansa ja lähti juoksemaan kuin hullu.

Mutta ulkona myrsky raivosi niin että hän tuskin pysyi jaloillaan. Talot ja puut kaatuivat kumoon, vuoret vapisivat ja kallionlohkareet vyöryivät mereen, ja taivas oli aivan pikimusta, ja jyrisi ja salamoi, ja meri hyökyi mustina aaltoina, jotka olivat kirkontornien ja vuorten korkuisia, ja jokaisessa oli valkoinen vaahtopää. Mies huusi eikä voinut kuulla omaa ääntään:

 

”Miesparka meren rannalla,

kampela meren pohjalla.

Mitä tehdä mä voisin,

Ilsebill kun tahtoo toisin?”

 

”No, mitä hän sitten tahtoo?” kysyi kampela. ”Voi”, mies sanoi, ”hän tahtoo päästä Jumalan kaltaiseksi.”

”Mene kotiin, siellä hän taas on pissapotassaan.”

Ja siellä he ovat vielä tänä päivänäkin.

Norwegian

Fiskeren og konen hans
Translated by Johan Halmrast
 

Der var engang en fisker. Han bodde sammen med konen sin i en hule tæt ved sjøen, og hver dag gik han ut og fisket.

En dag sat han som sædvanlig med fiskesnøret sit og saa ned i det blanke vand. Da blev snøret med ett trukket langt ned i dypet, og da fiskeren trak det op, sat der en stor flyndre paa kroken. »Kjære fisker, la mig leve!« bad flyndren; »jeg er ikke nogen virkelig flyndre, men en forhekset prins. Hvad hjælper det dig, om du dræper mig? — Du vilde jo ikke komme til at like mig. La mig derfor faa komme i våndet igjen, saa jeg kan svømme omkring som før!« — »Du behøver ikke bruke saa mange ord,« sa manden. »En flyndre, som kan snakke, vilde jeg saa allikevel la svømme!« Og saa lot han igjen flyndren komme ned i det klare vand. Den svømmet ned mot bunden og efterlot en lang blodstripe bak sig. Da reiste fiskeren sig og gik ind i hulen til konen sin.

»Nu, manden min, har du ikke faat nogen fisk idag da?» spurte konen. »Jo,« svarte manden, »jeg fik en flyndre; men den sa, at den var en forhekset prins, og saa lot jeg den svømme jeg.« »Men ønsket du dig da ikke noget?« spurte konen. »Nei,» svarte manden. «Hvad skulde jeg da ønsket mig?« — »Aa gid,« ropte konen, »det er saa fælt at bo her i denne stygge hulen, og du kunde derfor ha ønsket, at vi maatte faa en liten hytte. Gaa nu hen til stedet og rop: Vi ønsker os en liten hytte! Og flyndren vil sikkert gi os den.« — »Nei, hvorfor skulde jeg vel gaa derbort igjen?« sa manden. »Jo,« svarte konen; »du fanget jo flyn­dren, og da du igjen lot den faa svømme, vil den nok gi os hytten.« Manden hadde endnu ikke lyst til at gaa; men da konen hans endelig vilde, at han skulde det, gik han allikevel tilsidst ned til sjøen.

Da han kom ned til den, saa han, at den var aldeles grøn og gul og ikke saa blank, som den før hadde været. Saa ropte fiskeren:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone Ilsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

Da kom flyndren svømmende op fra den dype sjø. »Naa, hvad er det du vil?« spurte den. — »Ak,« svarte manden, »jeg fanget dig jo; men jeg lot dig igjen slippe fri, og saa sa konen min, at jeg skulde ha ønsket mig noget av dig. Hun vil ikke bo i hulen længer, men vil gjerne ha en hytte.« — »Gaa bare hjem igjen du,« sa flyndren; »hun har allerede faat den!«

Saa gik manden hjem igjen, og han saa da, at konen hans ikke længer sat i hulen, men paa en bænk utenfor en aldeles ny hytte. Hun tok ham fornøiet ved haanden. »Kom og bli med mig ind, saa skal du se, hvor vakkert vi nu har faat det!« sa hun. De gik da ind, og manden saa da, at der i hytten var en liten gang, en liten vakker stue og et kammer, hvor der stod en seng til hver av dem, og saa var der kjøkken og spiskammer, og i kjøkkenet var der alleslags bliktøi og messingtøi. Bak hytten var der ogsaa en liten gaardsplads med høns og ænder og en liten have med grøn­saker og frugt. »Se bare! Er det ikke net og pent?« spurte konen. »Jo,« svarte manden, »og nu skal vi leve lykkelig sammen.« — »Det vil vi tænke paa,« sa konen. Og saa spiste de og gik til sengs.

Slik gik det en fjorten dages tid; men da blev konen utaalmodig igjen. »Hør mand,« sa hun, »hytten er altfor trang den ogsaa, og gaarden og haven er for smaa. Flyndren kunde godt ha skjænket os et større hus. Jeg vilde gjerne bo i et stort slot, som var bygget av sten. Gaa derfor til flyndren igjen og sig, at vi ønsker os et stort slot av sten.« — »Jeg synes, hytten er bra nok jeg,« sa manden. »Hvad skal vi vel med et slot?« — »Hvad for noget?« sa konen. »Jo gaa du bare ned til sjøen du! Flyndren kan godt gi os slot­tet!«. — »Nei, kone,« sa manden, «flyndren har nu nylig git os hytten, og jeg kan ikke alt nu be den om mere; for da kunde den kanske bare bli ærgerlig.« — »Gaa du bare,« sa konen, «flyndren kan godt gi os slottet, og den gjør det nok ogsaa gjerne.« Men manden blev bedrøvet og hadde slet ingen lyst til at gaa. »Det er ikke rigtig at be flyndren om mere nu!« tænkte han; men tilsidst blev han allikevel nødt til at gaa.

Da han kom ned til sjøen, var vandet aldeles fiolet og mørkeblaat og graat og tykt. Det var ikke længer grønt og gult, slik som det hadde været før; men det var dog stille og roligt endnu. Saa ropte fiskeren:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone llsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

»Hvad er det hun vil nu da?« spurte flyndren. »Aa jo,« svarte manden bedrøvet, »hun vil bo i et stort slot av sten.« — »Gaa bare hjem igjen; hun staar allerede foran døren til slottet!» sa flyndren.

Saa gik manden hjemover. Han saa da, at der hadde reist sig et stort stenpalads. Konen hans stod paa trappen og vilde gaa ind, og hun tok ham nu ved haanden. »Bli med mig ind i slottet!« sa hun glad og fornøiet. Han fulgte med hende, og saa kom de først ind i en stor forhal med marmorgulv, og i den stod der en hel del tjenere. De aapnet de store døre til slotssalene, og her var væggene dækket med vakre tapeter. Paa gulvet stod forgyldte stoler og borde, og lyse­kroner hang ned fra taket. Alle gulvene var bedækket med kostbare tepper, og paa bordene stod der fuldt op av de fineste retter og de kostbareste vine. Bak slottet var der en stor gaardsplads med fjøs og stald og flotte vogner, og her var der ogsaa en stor herlig have med de aller vakreste blomster og de aller deiligste frugter. Like ved slottet var der ogsaa en skog, hvor der var hjorter og rensdyr og harer og alt, hvad man kan ønske sig. »Er det ikke vakkert?« spurte konen. »Jo, det er saa vakkert det paa nogen maate kan bli,« sa manden; »slik som det nu er, skal det ogsaa forbli, og nu vil vi bo i det vakre slottet og være lykkelige og tilfredse.« — »Det vil vi tænke paa, og det vil vi sove paa,« sa konen, og saa gik de til sengs.

Den næste morgen vaagnet konen først, og da hun fra sengen sin saa ut gjennem vinduet, saa hun det herligste land foran sig. Da vækket hun manden. »Staa dog op og se ut gjennem vinduet!« sa hun. »Kan jeg ikke bli dronning over hele dette landet? Gaa hen til flyndren og sig, at jeg ønsker at bli dronning!« — »Men, kjære dig, hvor­for vil du da bli dronning? — Nei, det vil jeg ikke fortælle flyndren,« sa manden. »Hvorfor ikke?« spurte konen. »Gaa straks! siger jeg; jeg maa bli dronning!« Saa gik da manden allikevel avsted; men han var saa bedrøvet, fordi hans kone vilde bli dronning. »Det er ikke rigtigt, det er ikke rigtigt«, tænkte han; men han gik nu allikevel.

Da han kom ned til sjøen, saa han, at den var aldeles graasort, og den var ikke længer rolig; men bølgerne rullet hen over den. Saa ropte han:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone llsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

»Hvad er det hun vil nu igjen da?« spurte flyndren. »Aa, hun blir mer og mer fordringsfuld,« svarte manden; »hun vil bli dronning nu.« — »Gaa bare hjem igjen; hun er det allerede!» sa flyndren.

Saa gik manden hjemover igjen, og da han naadde slottet, saa han, at det var meget større end før, og at det nu hadde faat et stort taarn. Skildvagten stod foran porten, og der var fuldt av soldater og musikanter med trompeter og trom­mer. Da han kom ind i slottet, saa han, at alt var av guld og marmor, og da dørene gik op til den sal, hvor alle hoffolkene opholdt sig, saa han, at hans kone sat paa en høi trone av guld og dia­manter. Paa hodet hadde hun en stor guldkrone, i haanden et scepter av guld og ædelstene, og paa hver side av hende stod i rad og række seks fine jomfruer. Enhver av dem var et hode høiere end den næste. Da gik manden hen til konen sin. »Nu, min kone, er du dronning nu?« spurte han. — »Ja,« svarte konen, »nu er jeg dronning!« Man­den blev en stund staaende og se paa hende. »Saa gildt det dog er, at du er blit dronning! Nu be­høver vi da ikke at ønske mere,« sa han. — »Ak, min mand,« svarte konen urolig, »tiden falder mig saa lang; jeg kan ikke længer utholde det. Nei, jeg maa bli noget større, ellers dør jeg av kjed­somhet. At være dronning er ikke nok for mig det. Nei, gaa nu hen til flyndren og si, at jeg nu maa bli keiserinde!« — »Men, kjære dig, hvorfor vil du da bli keiserinde?« ropte manden. Men konen holdt paa sit. »Gjør bare, som jeg siger, og gaa og snak til flyndren; jeg vil være keiser­inde!« sa hun. »Men kjære kone,« sa manden, »til keiserinde kan ikke flyndren gjøre dig; der kan jo ikke være mer end én keiserinde i riket!« – »Hvad for noget?« ropte konen. »Det er mig, som har magten, og du har bare at gjøre, som jeg siger. Gaa straks! — Naar flyndren kan gjøre mig til dronning, kan den ogsaa gjøre mig til keiserinde. Gaa bare straks avsted!« Saa maatte manden ogsaa nu gjøre, som konen bad ham; men han var forfærdelig ræd for, hvordan det nu skulde gaa. At forlange at bli keiserinde syntes han var altfor uforskammet, og han trodde, at flyndren nu vilde bli kjed av baade ham og konen hans.

Da han kom ned til sjøen, saa han, at den var aldeles sort og tyk, og der blaaste en het vind hen over den. Manden var saa ræd, at han skjalv; men han ropte dog:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone llsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

»Naa, hvad er det, hun vil nu igjen da?« spurte flyndren. »Aa, jeg tør næsten ikke si det,« sa manden; «for nu vil hun bli keiserinde.« — »Gaa bare hjem igjen; hun er det allerede!« sa flyndren.

Saa gik manden hjemover igjen, og da han kom hjem, saa han, at hele slottet nu var av po­lert marmor med figurer av alabast og forgyldte prydelser. Foran døren patruljerte vagten og blaa­ste paa trompeter og slog paa trommer, og inde i slottet gik baroner, grever og hertuger omkring som tjenere. De lukket op dørene, som var av egte guld, og da manden kom ind, saa han, at hans kone sat paa en trone, som var av en eneste vældig guldklump, og som var mindst to mil høi. Paa hodet hadde hun en stor guldkrone, som var tre alen høi og besat med kostbare ædelstene. I den ene haand hadde hun septeret og i den anden riksæblet, og paa begge sider av hende stod drabanterne i to rækker, saaledes at den ene stadig var mindre end den anden. De største var saa store som de aller største kjæmper; de var mindst to mil høie, og de mindste var saa smaa som de aller mindste dverge; de var ikke større end lille­fingeren min. Og foran hende stod en mængde fyrster og hertuger. Manden stanset, og han visste ikke rigtig, hvad han skulde tro, saa gildt som det var altsammen. »Ja, nu er du vel keiserinde da, kone?« sa han endelig. »Ja,« svarte hun, »nu er jeg keiserinde!« Derefter saa manden en stund baade paa hende selv og paa alt det vakre i slottet. »Saa gildt det dog er, at du er blit keiserinde!« sa han. Men da blev konen rent sint. »Hvad er det, du staar der og glor efter, mand?« ropte hun. »Jeg er nok keiserinde og likesaa mægtig som en keiser; men nu vil jeg ogsaa bli pave. Gaa og sig flyndren det!« — »Men kjære dig da,« sa manden, »pave kan du da ikke bli; der er jo bare en pave i hele kristenheten, og derfor kan ikke flyndren gjøre dig til det.« — »Jo,« sa konen, »pave vil jeg bli og det idag! Gaa nu straks avsted og sig det til flyndren!« — »Nei, kone,« sa manden, »det kan jeg ikke si til den; det er altfor uforskammet, og flyndren kan ikke gjøre dig til pave!« — »Hvad er det for snak, mand?« ropte konen sint. »Naar den kunde gjøre mig til keiserinde, kan den nok ogsaa gjøre mig til pave! Gaa nu straks avsted til flyndren! Husk paa, jeg er keiserinde, og du har at adlyde mig!« Da blev manden ræd, og saa gik han allikevel avsted; men han gruet saa for at snakke med flyndren, at han skjalv over hele kroppen. Det blaaste saa frygtelig, at skyerne jog hen over landet, og bladene faldt av trærne. Paa sjøen var det en forfærdelig storm, og langt ute saa han, hvordan skibene danset paa de høie bølger. Øverst oppe var himlen endnu paa enkelte steder litt blaaagtig; men ellers var den aldeles blodrød. l forfærdelig angst gik manden ned til sjøen og ropte:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone Ilsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

»I alverden, hvad er det, hun vil nu igjen da?« spurte flyndren. »Ja, du kan saa si,« svarte man­den. »Tænke sig til, nu vil hun bli pave!« — »Gaa bare hjem igjen; hun er det allerede,« sa flyndren.

Saa gik manden hjemover igjen, og da han kom hen til det sted, hvor slottet før hadde staat, saa han nu en stor kirke, omgit av bare paladser. Da han hadde trængt sig frem gjennem folkemængden og kom ind, saa han, at alt var oplyst av mange tusen lys, og hans kone var klædt i bare guld og sat paa en endnu høiere trone end før. Hun hadde tre guldkroner paa hodet, og om­kring hende stod der mange hundrede prester og biskopper. Paa begge sider av hende stod der to raekker med lys, hvorav det største var saa høit og tykt som det allerstørste taarn og det mindste var saa litet som den allermindste lysstump, og alle jordens konger og keisere laa paa knæ foran hende og kysset hendes tøffel. Manden blev en lang stund staaende og se forundret paa hende. »Ja, nu er du vel blit pave da, kone?« sa han. »Ja, nu er jeg pave,« svarte hun. Saa gik manden nærmere hen til hende og besaa hende nøiere; men da syntes han, det var, som om han saa ind i selve klare solen. Han blev staaende og se paa hende en lang stund. »Saa gildt det dog er, at du er blit pave!« sa han endelig. Men hun sat stiv og strunk oppe paa sin trone og rørte sig ikke. »Nu, min kone, er du vel tilfreds? Nu, da du er pave, kan du jo ikke bli mere!« sa manden. — »Det skal jeg tænke paa!« sa konen, og saa gik de begge til sengs. Men hun var heller ikke endnu tilfreds, og hun fik ikke sove; for hun laa og tænkte paa, hvad hun nu skulde ønske at bli.

Manden sov godt hele natten; men konen kunde ikke faa sove. Hun vendte sig fra den ene side til den anden og tænkte paa, hvad hun nu skulde ønske at bli; men hun kunde ikke finde paa mere. Men saa da endelig solen stod op, og hun saa morgenrøden, reiste hun sig op i sengen og betragtet den, og da hun saa, hvor herlig solen var, da den stod op, tænkte hun: »Kunde jeg ikke ogsaa faa magt til at la solen og maanen staa op?« — »Mand,« ropte hun og stødte til ham med albuen, «vaagn og gaa hen til flyndren og sig, at jeg vil bli som den levende Gud.« Manden var endnu i halvsøvne; men han blev saa ræd, at han faldt ut av sengen. Han trodde, at han hadde hørt feil, og saa gned han sig betænksomt i øinene.

»Hvad var det du sa, kone?« spurte han. — »Mand,« svarte konen, »hvis jeg ikke kan faa be­fale solen og maanen at staa op, kan jeg ikke holde det ut; jeg faar ingen rolig stund mer, hvis jeg ikke selv kan faa dem til at staa op. Skynd dig nu avsted til flyndren og sig den, at jeg vil bli som den levende Gud!« — »Men kjære, kjære kone,« sa manden og faldt paa knæ foran hende, »til at bli det kan ikke flyndren hjælpe dig. Til at bli dronning og keiserinde kunde den hjælpe dig; men den kan ikke hjælpe dig til at bli som den levende Gud selv; jeg ber dig derfor: Vær fremdeles pave!« Men da blev konen aldeles rasende; haaret for vildt omkring hendes hode, og hun sparket til manden. »Jeg holder det ikke ut, jeg holder det ikke længer ut! Vil du gaa!« ropte hun. Da forstod manden, at det ikke var andet at gjøre end at føie sig, og saa trak han paa sig bukserne og for avsted, som om han var gal.

Men ute var der en slik storm, at ingen har set make til den. Husene og trærne blev revet overende, bergene skjalv, og klippestykkerne rullet ned i sjøen; himlen var aldeles beksort, og det tordnet og lynte, og sjøen gik med sorte bølger høie som kirketaarne og berge, og det hvite skum stod høit tilveirs over dem. Da skrek manden saa høit han kunde; men han kunde allikevel ikke høre det selv:

»Mantje, Mantje, Timpe Te,

flyndre, kom og lad dig se;

for min kone llsebill

hun vil ikke, som jeg vil!«

»Men kjære dig, hvad er det, hun vil nu da?« spurte flyndren. »Jeg tør næsten ikke si det; men jeg er nu nødt til det allikevel; nu vil hun bli som den levende Gud,« svarte manden. — »Bare gaa hjem igjen; hun sitter allerede i lortpytten igjen nu!« sa flyndren.

Og der sitter baade hun og manden den dag idag.

Swedish

Fiskaren och hans hustru
 

Det var en gång en fiskare och hans hustru. De bodde i en tarvlig koja alldeles vid havet, och fiskaren gick varje dag dit och fiskade.

En dag satt han där som vanligt vid sitt metspö och stirrade ner i det klara vattnet. Då sjönk kroken mot botten, djupt ned, och när han drog upp den, satt det en stor fisk på den. Då sade fisken till honom:

– Hör du, fiskare, jag ber dig att du släpper mig, ty jag är ingen riktig fisk utan en förtrollad prins. Vad har du för nytta av att döda mig? Jag skulle ändå inte falla dig i smaken. Släpp mig i vattnet igen och låt mig simma min väg!

– Nå nå, sade mannen, du behöver inte spilla så många ord på det här. En fisk, som kan tala, skulle jag ändå ha släppt lös igen.

Han lade fisken tillbaka i det klara vattnet. Den försvann i djupet och lämnade en lång blodstrimma efter sig. Fiskaren steg upp och gick till sin hustru i kojan.

– Nå, frågade hustrun, har du inte fått något i dag?

– Nej, svarade mannen. Jag fick en fisk, som sade att han var en förtrollad prins, och då släppte jag honom lös igen.

– Och du önskade dig ingenting? sade hustrun.

– Nej, sade mannen, vad skulle, jag ha önskat mig?

– Ack, sade hustrun, det är väl bedrövligt, att vi alltid ska behöva bo i en sådan här eländig koja. Du kunde ha önskat oss en liten stuga. Gå dit igen och ropa på honom. Säg honom att vi vill ha en liten stuga. Han ser nog till att vi får en.

Mannen hade inte mycken lust att göra det, men för att göra sin hustru till viljes gick han till havet.

När han kom dit var havet alldeles grönt och gult och inte längre så klart. Han ställde sig på stranden och sade:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

Då kom fisken simmande och frågade:

– Nå, vad vill hon då?

– Ack, svarade mannen, jag hade dig ju på kroken. Nu säger min hustru att jag borde ha önskat mig något. Hon vill inte längre bo i en liten koja, hon vill ha en riktig stuga.

– Gå hem du bara, sade fisken, hon har redan fått den.
Mannen gick hem, och nu satt hans hustru inte mer i en koja, utan där stod en liten stuga istället, och hans hustru satt på en bänk utanför dörren. Hon tog honom vid handen och sade till honom:
– Kom med in och se dig omkring! Nu har vi fått det mycket bättre!

De steg in. I stugan var en liten farstu, ett präktigt rum och en kammare med två bäddar samt kök och handkammare med den allra bästa inredning, med tenn och mässing, ja allt som är behövligt. Bakom stugan var en liten gård med höns och ankor samt en liten trädgård med; grönsaker och fruktträd.

– Se, sade hustrun, är det inte rart?

– Jo, sade mannen. Så här ska vi ha det, och nu ska vi leva nöjda och glada.

– Vi får väl se, sade hustrun.

Sedan åt de kvällsmat och gick till sängs.

När; det hade gått åtta eller fjorton dagar, sade hustrun:

– Hör nu, min gubbe, stugan är allt bra trång, och både gården och trädgården är för små. Fisken kunde ha gett oss ett större hus. Jag skulle så gärna vilja bo i ett stort slott av sten. Gå till fisken och be att han ger oss ett slott!

– Ack, hustru, sade mannen, stugan är god nog, vad ska vi med ett slott till?

– Seså, sade hustrun, gå du bara, det där kan fisken säkert ge oss.

– Nej, min gumma, sade mannen, fisken har gett oss stugan, och nu kan jag inte komma tillbaka igen. Han skulle bli förargad.

– Gå i alla fall, sade hustrun, han kan lätt göra det och gör det gärna. Gå du bara!

Mannen kände sig tung om hjärtat och var inte villig. Han sade till sig själv:

– Det är inte rätt! Men han gick i alla fall.

När han kom till havet, var vattnet alldeles violett och mörkblått och grått och grumligt, inte grönt och gult som förra gången. Men det var ännu lugnt. Han ställde sig på stranden och sade:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

– Nå, vad vill hon då? frågade fisken.

– Ack, sade mannen bedrövad, hon vill bo i ett stort slott av sten.

– Gå hem du bara, hon står utanför dörren, sade fisken. Mannen vände om och tänkte gå hem. Men när han kom dit, så stod dar ett stort palats av sten, och hans hustru stod på trappan och skulle just gå in. Hon tog honom vid handen och sade:

– Kom med in!

– Nå, sade hustrun, är det inte vackert?

– Jo, sade mannen, så här ska vi alltid ha det. Nu ska vi bo här i det vackra slottet och vara nöjda och belåtna.

– Vi får väl se, sade hustrun. Vi ska sova på saken.
Därpå gick de till sängs.

Nästa morgon vaknade hustrun först. Det var ljusan dag, och från sin bädd kunde hon se ut över det sköna landskapet. Hon stötte mannen i sidan med armbågen och sade:

– Res dig upp, min gubbe, och se ut genom fönstret! Skulle vi inte kunna bli kung över hela det här landet? Gå till fisken och säg honom, att vi vill bli kung.

– Ack, hustru, vad det är för prat om att vi vill bli kung? Jag vill inte alls bli kung.

– Nå, sade hustrun, vill inte du bli kung, så vill jag. Gå till fisken nu, jag vill bli kung!

– Men kära gumma, vad är det för prat om att du vill bli kung?
Det kan jag inte säga honom.

– Varför inte? sade hustrun. Gå med detsamma, jag vill bli kung!

Mannen gick. Han var mycket bedrövad över att hans hustru ville bli kung.

– Det kan omöjligt vara rätt, tänkte han. Men han gick i alla fall.

När han kom till havet, var det alldeles svartgrått. Vattnet sjöd i djupet och luktade illa. Han ställde sig på stranden och sade:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

– Nå, vad vill hon då? frågade fisken.

– Ack, sade mannen, hon vill bli kung.

– Gå hem du bara, hon är det redan, sade fisken.

Mannen gick hem igen. När han kom till palatset, hade det blivit ännu större. Det hade fått ett väldigt torn och en mängd sirater. Framför porten stod en skiltvakt, och där fanns en massa soldater med pukor och trumpeter. När han kom in i slottet, var allting där av rent marmor och guld med sammetstyg och guldtofsar. Dörrarna till salen slogs upp. Hela hovstaten var församlad där. På en hög tron av guld och diamanter satt hans hustru. Hon hade en stor guldkrona på huvudet och i handen en spira av guld och ädelstenar. På båda sidor om henne stod sex flickor i en rad, och var och en av dem var huvudet kortare än den som stod framför henne. Mannen gick fram till henne och sade:

– Jaså, hustru, nu är du kung!

– Ja, sade hustrun, nu är jag kung.

Ack, vad det är roligt att du blev kung! Nu ska vi inte önska oss något mera.

– Nej, min gubbe, sade hon och såg orolig ut, det här blir för långtråkigt, och jag härdar inte ut med det. Du får gå till fisken igen. Jag är kung, men jag måste också bli kejsare.

– Ack, min gumma, sade mannen, vad är det för prat om att du vill bli kejsare?

– Seså, min gubbe, sade hustrun, gå till fisken! Jag vill bli kejsare.

– Ack, min gumma, sade mannen, till kejsare kan han inte göra dig, och det kan jag inte be honom om. Det finns bara en kejsare i riket.

– Vad? sade hustrun. Jag är ju kung, och du är bara min man. Ge dig genast i väg! Kan han göra mig till kung, så kan han också göra mig till kejsare. Nu vill jag bli kejsare. Gå nu!

Mannen måste ge sig i väg. Men han var alldeles förfärad, och han sade för sig själv under vägen:

– Det har går aldrig väl. Kejsare är en för oförsynt begäran, fis­ken tröttnar till slut.

När han kom till havet, var det fortfarande svart och tjockt, och det sjöd i djupet En vindstöt rörde upp vattnet, och mannen började rvsa. Han ställde sig på stranden och sade:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

– Nå, vad vill hon då? frågade fisken.

– Ack, sade mannen, hon vill bli kjesare.

– Gå hem du bara, hon är det redan, sade fisken.

Mannen gick hem och när han kom hem var hela slottet av finpolerad marmor med alabasterfigurer och guldsirater. Framför porten marscherade soldaterna med pukor och trumpeter. Inne i slottet var dörrarna av rent guld, och grevar, baroner och hertigar öppnade dem för honom. När han kom in, satt hans hustru på en hög tron, som var gjord av ett enda guldstycke. På huvudet hade hon en väldig guldkrona, som var besatt med diamanter och karbunklar. I ena han­den hade hon spiran och i den andra riksäpplet. På båda sidor om henne stod drabanter uppställda på två led. Var och en av dem var kortare än den, som stod framför honom. Den störste var en jätte på över sex alnar, den minste en dvärg, som inte var längre än ett lill­finger. Framför tronen stod en hel skara furstar och hertigar. Mannen gick helt blygt fram till henne och sade:

– Jaså, hustru, nu är du kejsarel

– Ja, sade hon, jag är kejsare.

– Ack, vad det är roligt att du blev kejsarel

– Seså, sade hon, vad står du där för? Nu är jag kejsare, men jag vill bli påve också. Gå genast till fisken!

– Vad är det du säger, gumma? Påve kan han inte göra dig till. Det finns bara en påve i hela kristenheten.

– Jo, min gubbe, sade hon. Jag vill bli påve, och det i denna dag. Gå genast dit!

– Nej, min gumma, sade mannen, det kan jag inte säga till honom, det kan aldrig gå väl, det är för starkt. Till påve kan fisken inte göra dig.

– Så du pratarl sade hustrun. Kan han göra mig till kejsare, så kan han också göra mig till påve. Jag är kejsare, och du är bara min man. Gå genast dit, hör du!

Då blev han rädd och gav sig i väg. Men han var illa till mods och darrade av rädsla. En vind strök fram över landet, molnen jagade varandra, och vattnet brusade och vräkte mot stranden. Längt ute såg han skeppen, som sköt nödskott och hoppade på vågorna. Ängslig och försagd ställde han sig på stranden och sade:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

– Nå, vad vill hon då? frågade fisken.
– Ack, sade mannen, hon vill bli påve.

– Gå hem du bara, hon är det redan, sade fisken.

Han gick hem igen, och när han kom fram, så var där en stor kyrka omgiven av flera palats. Han trängde sig fram genom folk­massan. Inuti var alltsammans upplyst av tusen och åter tusen ljus., Hans hustru var klädd i rent guld och satt på en ännu högre tron än förut. Hon hade tre stora guldkronor på huvudet, och runt omkring henne stod en stor skara medlemmar av det andliga ståndet. På båda sidor om henne stod två rader ljus. Det största av dem var stort som det största torn, och det minsta var som en liten talgdank. Kejsare och kungar låg på knä framför henne och kysste hennes toffel.

– Hustru, är du påve nu? frågade mannen.

– Ja, sade hon, jag är påve.

– Ack, vad det är roligt att du blev påve!

Men hon satt där alldeles stel, som om hon varit av trä, och rörde sig inte. Han fortsatte:

– Nu, gumma, kan du vara nöjd. Nu är du påve, och mer kan du inte bli.

– Vi får väl se, sade hustrun.

Så gick de till sängs. Mannen, som hade fått springa åtskilligt under dagen, sov djupt och gott. Men hustrun hade ingen ro. Hennes äre­lystnad höll henne vaken, och hon vred sig från den ena sidan till den andra under grubblerier över vad hon ytterligare skulle kunna bli. Men hon kunde inte komma på något. Emellertid började solen gå upp. När hustrun fick syn på morgonrodnaden, satte hon sig upp i sängen, och när hon genom fönstret fick se solen gå upp, sade hon för sig själv:

– Skulle inte jag också kunna låta solen och månen gå upp? Hon körde armbågen i sidan på sin man och sade:

– Vakna gubbe och gå tillfisken. Jag vill bli som Gud Fader.

Mannen som inte var riktigt vaken ännu blev så förskräckt att han ramlade ur sängen. Han trodde att han hade hört fel, så han gnuggade sig i ögonen och sade:

– Ack gumman min, vad sade du?

– Hör på min gubbe, svarade hon. Om jag inte kan låta solen och månen gå upp utan måste nöja mig med att bara titta på det, så kan jag inte stå ut längre. Jag får ingen ro förrän jag själv kan låta dem gå upp.

Hon såg på honom med en blick som sände kalla kårar utefter ryggen på honom.

– Ge dig i väg med detsamma, för jag vill bli som Gud Fader!

– Ack, gumman min, sade mannen och föll på knä för henne, det kan fisken inte. Jag ber dig, nöj dig med att vara påve.

Då råkade hon i sådant raseri att håret flög vilt omkring huvudet på henne och snörlivet sprack. Hon sparkade till honom och skrek:

– Jag står inte ut längre, jag står inte ut! Vill du genast ge dig iväg!

Han drog på sig byxorna och for iväg som en besatt. Det var full storm. Hus och träd blåste omkull, klippblock vältrade ned i havet. Himlen var kolsvart, det åskade och blixtrade. Vågorna gick skyhöga. Han skrek, fastän han inte kunde höra sin egen röst:

"Lilla gubbe, timpe tö,

lilla fisk i djupan sjö,

hustru min, mor Ilsebill,

vill ej det, som själv jag vill."

– Nå, vad vill hon då? frågade fisken.

– Ack, svarade mannen, hon vill bli som Gud Fader.

– Gå hem du bara, nu sitter hon i sin gamla koja igen.

Och där sitter de båda två än i dag.

  • Country in which the text is set
    Pomerania
  • Featured locations
    An imaginary location at the sea

  • Impact

    This fairy tale was written down by the painter Philipp Otto Runge (1777–1810), who was born in Wolgast on the Pomeranian Baltic Sea coast. In 1806, a transcription came into the possession of the poets Achim von Arnim and Clemens Brentano (the publishers of a collection of German folksongs under the title of Des Knaben Wunderhorn); in 1809 Wilhelm Grimm made a copy of the text, and from 1812 onwards it was included in its Low German version in the Grimm’s Kinder- und Hausmärchen (Children’s and Household Tales, no. 19).

    Runge wrote that when transcribing the two fairy tales he had found (Von dem Fischer und syner Frau (The Fisherman and his Wife) and Von dem Machandelboom (The Almond/Juniper Tree)) he endeavoured “to write them down as they sounded when told aloud.” Runge’s narrative art has been unanimously hailed as exemplary: “It is not an exaggeration to characterise the two Runge texts as setting the standard for the Grimm’s fairy tales.” (H. Rölleke, 1986). “They have decisively shaped the style of European-American fairy-tale writing” (W. Scherf, 1995).

    Von dem Fischer und syner Frau remains one of the most popular of all fairy tales, in part because of its universal relevance as a parable of punished hubris, insatiable greed and the relationship between the sexes. Its Aarne-Thompson tale-type index number is AT 555.

    Runge’s original transcriptions have been lost. The fairy tale Von dem Fischer und syner Frau can today be found in three different versions. Here we present what is probably the most authentic one, which is found only in the first four editions (up to 1840) of the Grimm’s Children’s and Household Tales (commonly known in English as Grimm’s Fairy Tales). For the fifth edition (1843) and all subsequent editions, Wilhelm Grimm used the version recorded in Runge’s Hinterlassene Schriften (Bequeathed Writings, 2 volumes, 1840/41), which was heavily revised by Runge’s brother Daniel and brought closer to the Low German dialect associated with Hamburg.

    This revised version was also in keeping with Wilhelm Grimm’s own bloated and introspective narrative style, and formed the basis for the High German version.

  • Balticness

    The fairy tale presents us with an imaginary location at the sea, one that encompasses a whole world extending from the fisherman’s shack to the papal residence. The local character of the text is expressed above all in the language in which it is told, the Low German dialect of Mecklenburg. It has also been noted that the description of the turbulent sea and its colours corresponds to entries in Runge’s diary, and is thus based on real observations of the Baltic Sea.

    Hans Peter Neureuter

  • Bibliographic information

    a) Kinder- und Hausmärchen, gesammelt durch die Brüder Grimm. Vollständige Ausgabe auf der Grundlage der dritten Auflage (1837). Edited by Heinz Rölleke, Frankfurt am Main 1985, S.102-107

    b) Das große Märchenbuch. Die hundert schönsten Märchen aus ganz Europa. Gesammelt von Christian Strich, Zürich 2007, S. 426-436

    Literature: Heinz Rölleke, Die Märchen der Brüder Grimm. Eine Einführung (Munich and Zurich, 2nd edition, 1986); Walter Scherf, Das Märchenlexikon, vol. 2 (L-Z) (Munich, 1995)

     

  • Translations
    Language Year Translator
    English 1944 Margaret Hunt
    Estonian 1960 Laine Ronk & Silvia Tui
    Finnish 1999 Oili Suominen
    Lithuanian 1925 Juozas Balčikonis
    Lithuanian 1999 Adomas Druktenis
    Norwegian 1910 Johan Halmrast
    Swedish 1824 / 1829 anonymous
    Swedish 1825 J. M. Stjernstolpe (in verses)
    Swedish 1856 anonymous
    Swedish 1877 anonymous
    Swedish 1883 Ernst Lundquist
    Swedish 1955 anonymous
    Swedish 1978 Edward Brehmer
  • Year of first publication
    1812 / 1837
  • Place of first publication
    Berlin