Print

Ólafs saga Tryggvasonar

Original Text

VI.  KAPÍTULI

olavs_saga
King Olaf Tryggvason by Nicolai Arbo

SIGURĐR hét bróðir Ástríðar, sonr Eiríks bjóðaskalla Hann hafði þá lengi verit af landi brot ok verit austr í Garðaríki með Valdamar konungi. Hafði Sigurðr þar metnað mikinn. Fýstisk Ástríðr at fara þannug til Sigurðar, bróður síns. Fekk Hákon gamli henni gott fǫruneyti ok ǫll góð fǫng. Fór hon með kaupmǫnnum nǫkkurum. Þá hafði hon verit tvá vetr með Hákoni gamla. Óláfr var þá þrevetr. En er þau heldu austr í hafit, þá kómu at þeim víkingar. Þat váru Eistr. Hertóku þeir bæði menn ok fé, en drápu suma, en sumum skiptu þeir með sér til ánauðar. Þar skilðisk Óláfr við móður sína, ok tók við honum Klerkón, eistneskr maðr, ok þeim Þórólfi ok Þorgísli. Klerkóni þótti Þórólfr gamall til þræls, þótti ok ekki forverk í honum ok drap hann, en hafði sveinana með sér ok seldi þeim manni, er Klerkr hét, ok tók fyrir hafr einn vel góðan. Inn þriði maðr keypti Óláf ok gaf fyrir vesl gott eða slagning. Sá hét Réás, en kona hans hét Rékón, en sonr þeira Rékóni. Þar var Óláfr lengi ok vel haldinn, ok unni bóandi honum mikit. Óláfr var sex vetr á Eistlandi í þessi  útlegð.

VII.  KAPÍTULI

SIGURĐR Eiríksson kom til Eistlands í sendiferð Valdamars konungs af Hólmgarði, ok skyldi hann heimta þar í landi skatta konungs. Fór Sigurðr ríkuliga með marga menn ok mikit fé. Hann sá á torgi svein, fríðan mjǫk, ok skilði, at sá myndi þar útlendr, ok spyrr hann at nafni ok ætt sinni. Hann nefndi sik Óláf, en Tryggva Óláfsson fǫður sinn, en móður sína Ástríði, dóttur Eiríks bjóðaskalla. Þá kannaðisk Sigurðr við, at sveinninn var systursonr hans. Þá spurði Sigurðr sveininn, hví hann væri þar kominn. Óláfr sagði honum alla atburði um sitt mál. Sigurðr bað hann fylgja sér til Réás bóanda. En er hann kom þar, þá keypti hann sveinana báða, Óláf ok Þorgísl, ok hafði með sér til Hólmgarðs ok lét ekki uppvíst um ætt Óláfs, en helt hann vel.

VIII. KAPÍTULI

ÓLÁFR Tryggvason var staddr einn dag á torgi. Var þar fjǫlmenni mikit. Þar kenndi hann Klerkón, er drepit hafði fóstra hans, Þórólf lúsarskegg. Óláfr hafði litla øxi í hendi ok setti í hǫfuð Klerkóni, svá at stóð í heila niðri, tók þegar á hlaup heim til herbergis ok sagði Sigurði, frænda sínum, en Sigurðr kom Óláfi þegar í herbergi dróttningar ok segir henni tíðendi. Hon hét Allógíá. Sigurðr bað hana hjálpa sveininum. Hon svaraði ok leit á sveininn, segir, at eigi má drepa svá fríðan svein, bað kalla menn til sín með alvæpni. Í Hólmgarði var svá mikil friðhelgi, at þat váru lǫg, at drepa skyldi hvern, er mann drap ódœmðan. Þeystisk allr lýðr eptir sið þeira ok lǫgum ok leitaði eptir sveininum, hvar hann var kominn. Þá var sagt, at hann var í garði dróttningar ok þar herr manns alvápnaðr. Var þá sagt konungi. Gekk hann þá til með sínu liði ok vildi eigi, at þeir berðisk. Kom hann þá griðum á ok því næst sættum. Dœmði konungr bœtr, en dróttning helt upp gjǫldum. Síðan var Óláfr með dróttningu, ok var hon allkær til hans. Þat váru lǫg í Garðaríki, at þar skyldu ekki vera konungbornir menn nema at konungs ráði. Þá segir Sigurðr dróttningu, hverrar ættar Óláfr var ok fyrir hverja sǫk hann var þar kominn, at hann mátti ekki vera heima í sínu landi fyrir ófriði, bað hana þetta rœða við konung. Hon gerði svá, bað konung hjálpa við konungssyni þessum, svá harðliga sem hann var leikinn, ok kómu svá fortǫlur hennar, at konungr játti henni þessu, tók þá Óláf í sitt vald ok helt hann vegliga, svá sem konungssyni byrjaði at vera haldinn. Óláfr var níu vetra, er hann kom í Garðaríki, en dvalðisk þar með Valdamar konungi aðra níu vetr. Óláfr var allra manna fríðastr ok mestr, sterkastr ok um fram alla menn at íþróttum, þá er frá er sagt af Norðmǫnnum.

Danish

Olaf Tryggvessøns saga
Translated by Fr. Vinkel Horn
Edited by Valtýr Guðmundsson


5. Astrid havde en Broder, der hed Sigurd. Han havde ved denne Tid længe været borte fra Norge, øster i Gardarige (Rusland) hos Kong Valdemar, hvor han nød stor Anseelse. Astrid fik nu Lyst til at drage did til sin Broder Sigurd, og Hakon den gamle gav hende da et godt Følge med og udstyrede hende i alle Maader vel. Hun rejste sammen med nogle Kjøbmænd. Da havde hun været to Aar hos Hakon den gamle, og Olaf var tre Aar. Men da de stævnede over Havet øster paa, kom der nogle estniske Vikinger over dem og tog baade Folk og Gods; somme dræbte de, men somme fordelte de imellem sig som Trælle. Der blev Olaf skilt fra sin Moder; en Estlænder ved Navn Klerkon fik baade ham og Thorolf og Thorgils. Klerkon syntes, at Thorolf var for gammel til Træl, og at han i det hele taget ingen Ting duede til, hvorfor han slog ham ihjel, men Drengene tog han med sig og solgte dem for en god Buk til en Mand ved Navn Klerk. Han solgte atter Olaf for et godt Slag eller Plæd til en Mand ved Navn Reas; hans Kone hed Rekan og deres Søn Rekoni. Hos dem var Olaf længe og blev godt behandlet, og Bonden holdt meget af ham. Sex Aar varede Olafs Udlændighed i Estland.

6. Sigurd Erikssøn kom til Estland i Sendefærd for Kong Valdemar i Holmegaard; han skulde opkræve Skat for Kongen der i Landet. Sigurd førte sig prægtig, havde mange Folk og meget Gods med. Han saae paa Torvet en meget smuk Dreng, som han skjønnede maatte være fra et andet Land, og han spurgte ham da, hvad han hed, og hvem han stammede fra. Drengen svarede, at han hed Olaf og hans Fader Tryggve Olafssøn, og at hans Moder hed Astrid og var en Datter af Erik Skaalskalle. Saa var Sigurd paa det rene med, at Drengen var hans Søstersøn, og spurgte ham, hvorledes han var kommen der, og Olaf fortalte ham da alt, hvad der var hændet ham. Sigurd bad ham følge sig hen til Reas Bonde, og saa kjøbte han baade Olaf og Thorgils og tog dem med til Holmegaard. Han aabenbarede intet om Olafs Byrd, men sørgede godt for ham.


7. En Dag stod Olaf Tryggvessøn paa Torvet, hvor der var mange Mennesker, og saa fik han Øje paa Klerkon, der havde dræbt hans Fosterfader Thorolf Luseskjæg. Olaf havde en lille Øxe i Haanden, og den hug han i Hovedet paa Klerkon, saa den gik helt ned i Hjærnen. Han løb strax hjem og fortalte sin Frænde Sigurd, hvad han havde gjort, hvorpaa Sigurd strax gik med ham til Dronningen — Allogia hed hun — og sagde hende, hvad der var sket. Han bad hende hjælpe Drengen, og hun saae paa ham og sagde, at saadan en smuk Dreng var det Synd at dræbe, og lod fuldt væbnede Mænd kalde til. I Holmegaard holdtes der saa stræng Hævd over Fredhelligheden, at det var Lov dèr, at hver den, som dræbte udømt Mand, skulde miste Livet. Alt Folket strømmede nu sammen efter deres Sæd og Lov og ledte efter Drengen, og det blev da sagt, at han var i Dronningens Gaard, og at en Flok væbnede Mænd havde taget ham i sin Varetægt. Det blev meldt til Kongen, og han gik da derhen med sine Mænd. Han vilde ikke vide af nogen Kamp, stiftede Fred imellem dem og fik dem derpaa til at forliges, idet han idømte Olaf Bøder, som Dronningen betalte. Saa blev Olaf hos Dronningen, og hun fik ham overmaade kjær. Det var Lov i Gardarige, at ingen kongebaaren Mand maatte opholde sig dèr uden Kongens Samtykke. Sigurd sagde da Dronningen, hvorlunde det forholdt sig med Olafs Byrd, og hvorlunde han var kommen did til Landet, nemlig fordi han ikke kunde være hjemme i sit eget Land for Ufred, og han bad hende tale herom med Kongen. Hun gjorde saa og bad ham hjælpe denne Kongesøn, saa haardt som Skæbnen havde handlet imod ham, og ved sine Overtalelser opnaaede hun, at Kongen lovede hende det. Han tog Olaf i sin Beskyttelse og holdt ham prægtigt, som det sømmede sig for en Kongesøn. Olaf var ni Aar, da han kom til Gardarige, og han blev hos Kong Valdemar i ni Aar. Olaf var overmaade smuk og stor og stærk og overgik i Idrætter alle de Nordmænd, man har hørt Tale om.

English

King Olaf Trygvason's Saga
Translation by Samuel Laing
 

5. OF SIGURD EIRIKSON.

olavs_saga
King Olaf Tryggvason by Nicolai Arbo

Astrid had a brother called Sigurd, a son of Eirik Bjodaskalle, who had long been abroad in Gardarike (Russia) with King Valdemar, and was there in great consideration. Astrid had now a great inclination to travel to her brother there. Hakon the Old gave her good attendants, and what was needful for the journey, and she set out with some merchants. She had then been two years (A.D. 965-966) with Hakon the Old, and Olaf was three years of age. As they sailed out into the Baltic, they were captured by vikings of Eistland, who made booty both of the people and goods, killing some, and dividing others as slaves. Olaf was separated from his mother, and an Eistland man called Klerkon got him as his share along with Thorolf and Thorgils. Klerkon thought that Thorolf was too old for a slave, and that there was not much work to be got out of him, so he killed him; but took the boys with him, and sold them to a man called Klerk for a stout and good ram. A third man, called Reas, bought Olaf for a good cloak. Reas had a wife called Rekon, and a son by her whose name was Rekone. Olaf was long with them, was treated well, and was much beloved by the people. Olaf was six years in Eistland in this banishment (A.D. 987-972).

 

6. OLAF IS SET FREE IN EISTLAND.

Sigurd, the son of Eirik (Astrid's brother), came into Eistland from Novgorod, on King Valdemar's business to collect the king's taxes and rents. Sigurd came as a man of consequence, with many followers and great magnificence. In the market-place he happened to observe a remarkably handsome boy; and as he could distinguish that he was a foreigner, he asked him his name and family. He answered him, that his name was Olaf; that he was a son of Trygve Olafson; and Astrid, a daughter of Eirik Bjodaskalle, was his mother. Then Sigurd knew that the boy was his sister's son, and asked him how he came there. Olaf told him minutely all his adventures, and Sigurd told him to follow him to the peasant Reas. When he came there he bought both the boys, Olaf and Thorgils, and took them with him to Holmgard. But, for the first, he made nothing known of Olaf's relationship to him, but treated him well.

 

7. KLERKON KILLED BY OLAF.

Olaf Trygvason was one day in the market-place, where there was a great number of people. He recognized Klerkon again, who had killed his foster-father Thorolf Lusarskeg. Olaf had a little axe in his hand, and with it he clove Klerkon's skull down to the brain, and ran home to his lodging, and told his friend Sigurd what he had done. Sigurd immediately took Olaf to Queen Allogia's house, told her what had happened, and begged her to protect the boy. She replied, that the boy appeared far too comely to allow him to be slain; and she ordered her people to be drawn out fully armed. In Holmgard the sacredness of peace is so respected, that it is law there to slay whoever puts a man to death except by judgment of law; and, according to this law and usage, the whole people stormed and sought after the boy. It was reported that he was in the Queen's house, and that there was a number of armed men there. When this was told to the king, he went there with his people, but would allow no bloodshed. It was settled at last in peace, that the king should name the fine for the murder; and the queen paid it. Olaf remained afterwards with the queen, and was much beloved. It is a law at Holmgard, that no man of royal descent shall stay there without the king's permission. Sigurd therefore told the queen of what family Olaf was, and for what reason he had come to Russia; namely, that he could not remain with safety in his own country: and begged her to speak to the king about it. She did so, and begged the king to help a king's son whose fate had been so hard; and in consequence of her entreaty the king promised to assist him, and accordingly he received Olaf into his court, and treated him nobly, and as a king's son. Olaf was nine years old when he came to Russia, and he remained nine years more (A.D. 978-981) with King Valdemar. Olaf was the handsomest of men, very stout and strong, and in all bodily exercises he excelled every Northman that ever was heard of.

Finnish

Olavi Trygvenpoika
Translated by J. A. Hollo

 

6. Sigurd oli nimeltään Astridin veli, Eerik Bjodaskallen poika. Hän oli ollut kauan poissa maasta ja oleskellut idässä, Gardarikessä kuningas Valdemarin luona; hän oli saanut siellä osakseen suurta kunnioitusta. Astridin teki mieli lähteä sinne veljensä Sigurdin luo. Haakon Vanha antoi hänelle hyvän seurueen ja hyvät varusteet; Astrid lähti matkaan muutamien kauppiaiden kanssa. Hän oli ollut kaksi vuotta Haakon Vanhan luona; Olavi oli nyt kolmivuotias. Kun he purjehtivat merta itäänpäin, heidän kimppuunsa hyökkäsi virolaisia viikinkejä. Nämä ottivat saaliikseen sekä ihmiset että tavarat; muutamia he tappoivat, toiset he jakoivat keskenään orjiksi. Olavi joutui erilleen äidistään; hänet, Torolvin ja Torgilsin otti Klerkon-niminen virolainen. Klerkonin mielestä Torolv oli jo niin vanha, ettei hän kelvannut orjaksi eikä työtä tekemään, ja siitä syystä hän surmasi miehen, mutta pojat hän vei mukanaan ja myi heidät Klerk-nimiselle miehelle; hän sai maksuksi kauniin pukin. Kolmas mies osti Olavin antaen hänestä hyvän takin tai viitan; tämän miehen nimi oli Reas, hänen vaimonsa Rekon ja heidän poikansa Rekone. Olavi oli siellä kauan, sai osakseen hyvää kohtelua, ja talonpoika piti hänestä paljon. Olavi vietti Virossa kuusi vuotta näissä oloissa.

 

7. Sigurd Eerikinpoika tuli Viroon Holmgaardin kuninkaan Valdemarin lähettiläänä, ja hänen tehtävänään oli tuoda tuosta maasta kuninkaalle maksettavat verot. Sigurd matkusti komeasti: hänellä oli mukanaan paljon väkeä ja tavaraa. Eräänä päivänä hän näki torilla hyvin kauniin pojan, havaitsi että tämä oli ulkomaalainen ja kysyi hänen nimeänsä ja sukuansa. Poika vastasi että hänen nimensä oli Olavi, että hänen isänsä oli Trygve Olavinpoika ja äitinsä Astrid, Erik Bjodaskallen tytär. Nyt Sigurd ymmärsi että poika oli hänen oman sisarensa poika ja kysyi miten Olavi oli tullut sinne. Olavi kertoi hänelle kaiken, mitä oli tapahtunut. Sigurd kehotti häntä lähtemään talonpoika Reasin luo, ja sinne tultuaan hän osti molemmat pojat, Olavin ja Torgilsin, ja vei heidät kanssaan Holmgaardiin; hän ei maininnut mitään Olavin sukuperästä, mutta piti hänestä hyvän huolen.

 

8. Olavi Trygvenpoika seisoi eräänä päivänä torilla, jonne oli kokoontunut paljon väkeä. Hän tunsi siellä Klerkonin, joka oli surmannut hänen kasvatusisänsä Torolv Täiparran. Olavilla oli kädessään pieni kirves ja sillä hän löi Klerkonia päähän niin voimallisesti, että terä tunkeutui aivoihin; sitten hän juoksi joutuin majapaikkaan kertomaan enolleen Sigurdille mitä oli tapahtunut. Sigurd lähti heti Olavin kanssa kuningattaren asuntoon, kertoi hänelle mitä oli tapahtunut ja pyysi häntä auttamaan poikaa. Kuningattaren nimi oli Allogia. Hän katseli poikaa, sanoi ettei niin kaunista poikaa tapettaisi ja kutsui luokseen muutamia täysin aseistautuneita miehiä. Holmgaardissa varjeltiin rauhaa niin tarkasti, että laki määräsi hengenmenetyksen jokaiselle, joka surmasi tuomitsemattoman miehen. Kaikki kansa virtasi nyt koolle maan tavan ja lain mukaisesti, ja poikaa etsittiin. Hänen sanottiin olevan kuningattaren talossa aseistautuneen miesjoukon suojelemana, ja se kerrottiin kuninkaalle. Tämä lähti sinne seurueineen. Kuningas tahtoi että asia sovittaisiin taistelematta ja hänen onnistuikin saada aikaan rauha ja sovinto asianomaisten kesken. Hän tuomitsi Olavin sakkoihin, mutta kuningatar maksoi ne. Sitten Olavi jäi kuningattaren luo, ja tämä piti hänestä paljon. Gardarikessä oli lakina, ettei kukaan kuningassuvusta syntynyt mies saanut oleskella siellä muuten kuin kuninkaalta luvan saatuaan. Sigurd sanoi nyt kuningattarelle mitä sukua Olavi oli ja miksi hän oli sinne tullut, ettei hän, vainon vuoksi, voinut oleskella omassa maassaan, ja hän pyysi kuningatarta puhumaan tästä kuninkaalle. Kuningatar teki niin, pyysi kuningasta auttamaan tuota kuninkaanpoikaa, jonka kohtalo oli ollut niin kova, ja hänen onnistui pyynnöillään taivuttaa kuningas lupaamaan että hän menettelisi siten. Kuningas otti Olavin suojelukseensa ja kohteli häntä kunniallisesti, niin kuin ainakin kuninkaanpoikaa. Olavi oli Gardarikeen tullessaan yhdeksänvuotias, ja hän viipyi kuningas Valdemarin luona vielä yhdeksän vuotta. Olavi oli hyvin kookas ja kaunis ja ruumiinharjoituksissa kaikkia niitä pohjoismaiden miehiä etevämpi, joista olemme kuulleet puhuttavan.

German

Die Geschichte von König Olaf Tryggvissohn
Translated by Felix Niedner  

 

6. Sigurd Erichssohn

Sigurd hieß Astrids Bruder, der Sohn von Erich Bjodaskalli. Er war lange außer Landes unterwegs gewesen, auch in Rußland bei König Wladimir. Dort genoß Sigurd großes Ansehen. Nun wollte Astrid gern zu ihrem Bruder Sigurd gehen. Hakon der Alte gab ihr ein gute Gefolgschaft und reiche Wegzehr. Sie fuhr dann mit einigen Handelsleuten ab. Sie war im ganzen zwei Jahre bei Hakon dem Alten gewesen. Olaf war jetzt drei Jahre alt.

Als sie nun aber auf die Ostsee hinaussegelten, da kamen ihnen Wikinger entgegen. Das waren Estländer. Sie nahmen die Besatzung und Ladung gefangen. Einige der Gefangenen töteten sie, andere verteilten sie unter sich als Sklaven. Olaf wurde da von seiner Mutter getrennt. Ihn nahm sich Klerkon, ein Mann aus Estland, desgleichen den Thorolf und Thorgils. Dem Klerkon erschien Thorolf zu alt als Sklave: er glaubte keinen Nutzen an ihm zu haben, und deswegen erschlug er ihn, die Knaben aber nahmen mit sich und verkaufte sie einem Mann namens Klerk. Er handelte dafür einen guten Bock ein. Noch ein dritter Mann kaufte Olaf und gab für ihn einen guten Rock oder Mantel. Dieser Mann hieß Reas, seine Frau Rekon und beider Sohn Rekoni. Bei diesem blieb Olaf lange, und man hielt ihn gut. Der Bauer mochte ihn sehr gut leiden. So lebte Olaf sechs Jahre in Estland in solcher Verbannung.

 

7. Olafs Befreiung aus Estland

Sigurd Erichssohn kam aus Nowgorod nach Estland als Bote König Wladimirs. Er sollte dort im Lande die Abgaben für den König einziehen. Sigurd zog prächtig daher mit großer Mannschaft und vielem Aufwand. Da sah er auf dem Markt einen sehr schönen Knaben und schätzte, er müsse ein Ausländer sein. Er frug ihn nach Namen und Herkunft. Da nannte er sich Olaf und sagte, Olaf Sohn Tryggvi sei sein Vater gewesen, seine Mutter aber Astrid, die Tochter von Erich Bjodaskalli. Da erkannte Sigurd, daß der Knabe sein Neffe war. Er frug ihn nun, wie er dorthin gekommen wäre. Olaf erzählte ihm alle seine Erlebnisse. Sigurd hieß ihn ihm den Weg zu Bauer Reas weisen. Als er aber zu diesem kam, kaufte er ihm die beiden Knaben Olaf und Thorgils ab und nahm sie mit sich nach Nowgorod. Er verriet nichts über Olaf Abstammung, behandelte ihn aber gut.

 

8. Klerkons Erschlagung

Olaf Tryggvissohn stand eines Tages auf dem Markte. Eine Menge Menschen waren dort. Da erkannte er Klerkon, der seinen Ziehvater, Thorolf Lausebart, erschlagen hatte. Olaf hatte eine kleine Axt in der Hand und schlug sie Klerkon in den Kopf, so daß sie tief ins Hirn drang. Dann lief er heim ins Haus und meldete es seinem Verwandten Sigurd, aber Sigurd brachte Olaf sogleich ins Haus der Königin und erzählte ihr den Vorfall. Sie hieß Allogia. Er bat sie, für den Knaben einzutreten. Sie erwiderte, indem sie auf den Knaben blickte, ein so schönes Bürschlein dürfe man nicht töten lassen, und hieß vollbewaffnete Männer zu sich rufen.

In Nowgorod herrschte ein so heiliger Friede, daß das Gesetz bestimmte, man solle jeden töten, der einen nicht friedlosen Mann erschlagen hätte. So stürmte nach seinem Brauch und Gesetz das ganze Volk herbei und fahndete nach dem Knaben, wo dieser geblieben wäre. Da hieß es, er wäre Hause der Königin, und dort sei eine Schar in voller Waffenrüstung. Nun meldete man dies dem König, und dieser begab sich mit seinem Gefolge dorthin. Er wollte aber nicht, daß es ein Blutvergießen gäbe. So brachte einen vorläufigen Frieden und dann eine Sühne zustande. Der König setzte das Wergeld für den Erschlagenen fest, und die Königin zahlte die Buße.

Von nun an wohnte Olaf bei der Königin, und diese gewann ihn sehr lieb. Es war nun eine Bestimmung damals in Rußland, daß niemand aus königlichem Geschlecht sich dort aufhalten dürfe ohne die Einwilligung des Königs. Da sagte Sigurd der Königin, aus welchem Geschlecht Olaf stammte und weshalb er dorthin gekommen wäre: daß er nämlich wegen seiner Feinde im eignen Lande nicht wohnen könne. Er bat sie, das alles dem Könige mitzuteilen. Sie tat es und bat den König, diesem Königssohn, dem man so übel mitgespielt hätte, zu helfen. Sie erreichte es durch ihre Fürsprache, daß der König dies versprach. Er nahm nun Olaf in seinen Schutz und hielt ihn in allen Ehren, wie es einem Königskinde zukam behandelt zu werden.

Olaf war neun Jahre alt, als er nach Rußland kam, und er brachte bei König Wladimir weitere neun Jahre zu. Olaf war einer der schönsten Männer, sehr stark und kräftig und in Fertigkeiten allen Männern über, von denen in Norwegen berichtet wird.

Norwegian

Olav Tryggvesons saga
Translated by Gustav Storm
Edited by Alexander Bugge

 

6.

Sigurd het bror til Astrid, sønn til Eirik Bjodaskalle; han hadde lenge vært borte fra landet og øst i Gardarike hos kong Valdemar (6), og var i stor ære der. Astrid fikk hug til å fare dit til Sigurd, bror sin. Håkon den gamle gav henne godt følge og alt det hun trengte; hun fór med nogen kjøpmenn. Da hadde hun vært 2 vintre hos Håkon den gamle, og Olav var da 3 vintre gammel. Men da de styrte østefter ut i sjøen, kom det vikinger mot dem, det var Ester; de hærtok både folk og gods og drepte somme, men somme skiftet de mellem sig til treller. Der blev Olav skilt fra mor sin, og en estnisk mann som het Klerkon tok ved ham, Torolv og Torgils. Klerkon syntes at Torolv var for gammel til trell og at han ikke duget til å årbeide og drepte ham, men guttene hadde han med sig og solgte dem til en mann, som het Klerk, og fikk en god bukk for dem. Enda en tredje mann kjøpte Olav og gav for ham en god kjole eller kappe; mannen het Reas, konen hans Rekon og sønn deres Rekone. Der var Olav lenge og hadde det godt, og bonden holdt meget av ham. Olav var 6 vintrer i Estland i denne utlegd.

 

7.

Sigurd Eiriksson kom til Estland i sendeferd fra kong Valdemar i Holmgard og skulde hente skatte til kongen der i landet. Sigurd reiste på stormannsvis med mange folk og meget gods. Han så på torvet en vakker gutt, som han skjønte var utenlandsk, og spurte ham efter hans navn og ætt. Han sa at han het Olav og at Tryggve Olavsson var far hans og Astrid, datter til Eirik Bjodaskalle, mor hans. Da kjente Sigurd gutten og skjønte at det var søstersønn hans. Da spurte Sigurd gutten hvorledes han var kommet dit. Olav fortalte ham alt det som var hendt med ham. Sigurd bad hom følge sig til Reas bonde; men da han kom til ham, kjøpte han begge guttene og hadde dem med sig til Holmgard; han lot ingenting komme ut om Olavs ætt, men holdt ham godt.

 

8.

Olav Tryggvesson stod en dag på torvet da det var fullt av folk. Der kjente han Klerkon som hadde drept Torolv Luseskjegg, fosterfar hans. Olav hadde en liten øks i hånden og drev den i hodet på Klerkon så at den stod ned i hjernen og tok straks på sprang hjem til herberget og sa det til Sigurd, sin frende, men Sigurd fikk straks Olav bort i herberget til dronningen og fortalte henne det som var hendt. Hun het Allogia; Sigurd bad henne hjelpe gutten. Hun så på gutten og sa at de måtte ikke drepe så ven en gutt, og bad dem kalle til sig fullt væbnede folk. I Holmgard var det så fredlyst at det var lov at de skulde drepe hver mann som drepte udømt mann. Hele folket strømmet da til efter deres skikk og lov og lette efter hvad det var blitt av gutten. Da blev det sagt at han var i dronningens gård og at det var en fullvæbnet hær der; dette blev sagt til kongen. Han gikk da til med sine menn og ville ikke at de skulde slåss. Først fikk han (d. e. Olav) grid (7) og siden blev det gjort forlik. Kongen fastsatte bøtene, men dronningen greidde dem. Siden var Olav hos dronningen og hun var meget glad i ham. Det var lov i Gardarike at kongebårne menn ikke skulde være der uten med kongens vilje. Da sa Sigurd til dronningen, hvad ætt Olav var av, og hvorfor han var kommet dit, at han for ufred ikke kunde være i sitt eget land, og bad henne tale med kongen om dette. Hun gjorde så og bad kongen hjelpe denne kongssønn så tung en lagnad som han hadde hatt, og hun bad så lenge for ham at kongen til slutt lovte henne det og tok til sig Olav og holdt ham hederlig som det høvet en kongssønn. Olav var 9 vintrer da han kom til Gardarike og var der hos kong Valdemar i 9 vintrer til, Olav var den veneste og største og sterkeste av alle, og i idretter omframt alle de nordmenn som en har hørt om.

 

·  Wladimir den store i Russland (980—1015) blev storfyrste i Novgorod (Holmgard) i 970.

·  Grid er fred som er tilsagt slik at en ikke trenger å være redd for noget.

Russian

Сага об Олафе Триггвессоне, короле норвежском
Перевод: С. Т. Сабинин / Translated by S. T. Sabinin

 

IV.

Предсказания матери конунга гардов

 

[...] Многие молодые люди и дъти сильныхъ мужей выехали изъ Норвегии отъ насилия сыновъ Гуннгильды. Одни изъ нихъ пустились на разбой въ различныя страны, другие искали себе славы у иностранныхъ государей, какъ напримеръ, Гаральдъ Гренландецъ былъ въ Свитиоде у Тосты Скогулина. Сигурдъ, сынъ Эрика въ Офростадахъ и братъ Астриды, жилъ на востоке , въ Гардарике, у конунга Валдамара, и былъ у него въ большой чести и силе. Астриде, сестре его, после двухгодичного пребывания въ Свиавельде у Гакона Стараго, захотелось поехать туда къ нему; Олафъ, сынъ ея, рожденный отъ конунга Триггвия, былъ тогда трехъ летъ. Гаконъ Старый отпустилъ ее туда съ какими-то купцами и наградилъ щедрою рукою какъ ее, такъ и ея людей всеми нужными для нихъ вещами. Но, когда они вышли къ востоку въ море, напали на нихъ морские разбойники,то были Эстландцы; они взяли въ пленъ и товары, и людей, изъ последнихъ некоторыхъ умертвили, а остальныхъ, разделивъ между собою, определили въ рабство. Здесь Олафъ былъ разлученъ съ своею матерью и достался по жребию некоему Клеркону вместе съ Торольвомъ, своимъ воспитателемъ, и Торгильсомъ, сыномъ Торольва. Клеркону пока зался Торольвъ слишкомъ старымъ для службы и неспособнымъ къ работе, поэтому онъ убилъ его, а мальчиковъ повезъ съ собою въ Эстландию и продалъ ихъ человеку, по имени Клерку взявъ за нихъ чрезвычайно хорошего козла. Третий челокъ, купивший Олафа чрезъ несколько времени потомъ и заплатившй за него богатую епанчу или плащъ, назывался Реасъ, жена его звалась Реконъ, а сынъ Рекни. У этого господина Олафъ долгое время жил очень хорошо, потому что Реасъ любил его столько же, сколько своего сына. Олафъ пробылъ 6 лет въ этомъ изгнании въ Эстландии. Реасъ-поселянинъ выкупилъ и Торгильса, сына Торольва Люсаскегга, но онъ былъ приневоленъ къ рабоге, какъ и другие рабы. Въ то время при-ехалъ въ Эстландию Сигурдъ, сынъ Эрика, дядя Олафовъ по матери, будучи посланъ отъ, Валдамара, Холмгардскаго конунга, для взыскания въ той стране дани; Сигурдъ приехалъ великолепно съ великимъ множествомъ людей. Случилось однажды, когда Сигурдъ подъезжалъ верхомъ со всею своею свитою къ поместью Реаса, что мальчикъ Олафъ игралъ съ другими юношами, ибо Реасъ по любви къ нему не хотелъ принуждать его къ работе, но приучалъ къ телеснымъ упражнениямъ и учтивости, одевалъ его и снабжалъ всемъ прочимъ, какъ своего собственнаго сына. Но когда Олафъ увидел неизвестныхъ людей, въезжающихъ въ поместье верхомъ, тогда онъ пошелъ на встречу собранию, и учтиво поклонился какъ начальнику, такъ и всемъ прочимъ. Сигурдъ принялъ благосклонно его приветствие и сказалъ потомъ: „я вижу по тебе, добрый мальчикъ, что ты, какъ кажется, иностранецъ, потому что твоя поговорка и твое лицо не имеютъ ничего такого, что бы принадлежало здешнему народу. Ну, скажи мне твое имя и родъ,если въ какой земли родился ты.“ Онъ отвечал: „я называюсь Олафомъ, въ Норвегии мой родъ, и тамъ родился я; мой отецъ былъ Триггвий, Олафовъ сынъ, а мать — Астрида, дочь Эрика въ Офростадахъ. человека сильного.“ Тогда Сигурдъ узналъего родъ и то, что онъ былъ ему племянникъ по сестре. Потомъ спросилъ у него Сигурдъ: „какъ ты зашелъ сюда и каково теперь твое состояние?“ Тогда Олафъ пересказалъ все о своемъ странствовании и о томъ. что съ нимъ случилось. Наконецъ вымолвилъ Сигурдъ: „хочешь ли ты освободиться изъ-подъ власти Реаса и уехать отсюда?“ Мальчикъ отвеччалъ: „здесь для меня гораздо лучше, нежели было мне прежде, потому что Реасъ, воспитатель мой, даетъ мне очень многое, чего я могу только пожелать, однако я охотно желалъ бы уехать отсюда, если бы Торгильсъ, совоспитанникъ мой, былъ освобожденъ отъ рабства и поехалъ со мною.“ Сигурдъ приказалъ ему вести себя къ Реасу, хозяину дома, и тотъ привелъ его къ нему. Реасъ принялъ Сигурда и всю его свиту весьма учтиво; а когда они начали разговаривать другъ съ другомъ, то Сигурдъ сказалъ ему: „..я хочу купить тебя двухъ чужеземныхъ мальчиковъ, находящихся въ твоей власти.“ Я даю тебе право, отвечалъ Реасъ, купить старшего мальчика за ту пню, какую мы взаимно назначимь, но младший гораздо красивее и умнее его, и я думаю, что тебе покается слишкомъ дорого купить его; притомъ скажу тебе правду, что я такъ люблю этого мальчика, что отнюдь не хочу продать его въ неволю. Но такъ какъ я знаю, что ты человекъ честый, то можетъ статься, я и предоставлю тебе выкупить его отсюда большею суммою денегъ, но съ темъ условиемъ, если ты дашь верное слово ни за что не продавать его и не содержать хуже, нежели онъ содержался здвсь. Сигурдъ отвечалъ: „цени его такъ дорого, какъ хочешь, — я куплю его на всехъ условияхъ, какие бы ты ни предложилъ, и у меня совсем нетъ на уме, чтобъ продать его, когда онъ будетъ въ моей власти, потому что онъ мой родственник.“ Когда они поговорили объ этомъ — долго ли, коротко ли — Сигурдъ купилъ Торгильса за полфунта, а Олафа за четыре фунта съ половиною золота. Онъ взялъ съ собою обоихъ мальчиковъ въ Холмгардъ и не сказалъ никому о роде Олафа; онъ содержалъ его во всехъ отношенияхъ очень хорошо. Олафу было тогда девять летъ отъ роду.

 

 

V.

Олафъ триггвиевъ сынъ, убиваетъ Клеркона.


Случилось однажды, что Олафъ стоялъ на торговой площади, где было великое множество народа. Тамъ узналъ онъ Клеркона, который убилъ воспитателя его Торольва Люсаскегга. Олафъ имелъ небольшой топоръ въ руке; онъ подошелъ къ Клеркону и вонзилъ ему тотъ топоръ въ голову, такъ что онъ проникъ до мозгу. Олафъ побежалъ назадъ въ гостиницу и разсказалъ это Сигурду, своему родственнику, а Сигурдъ тот-часъ повелъ его во дворецъ конунговой супруги Адлогии, сказавъ ей, какъ было дело, просилъ ее помочь отроку. Она, посмотревъ на отрока, молвила: неприлично умерщвлять такого пригожего мальчика, и приказала явиться всемъ своимъ телохранителямъ въ полномъ вооружении. Въ Холмгарде такъ строго наблюдалось всеобщее спокойствие, что каждый, убивший другого человека безъ суда, наказывался смертью. Теперь сбежался весь народъ, по обычаю и законамъ ихъ, искать Олафа, гд онъ скрылся, и хотелъ лишить его жизни, какъ повелвалъ законъ. Тутъ разнесся слухъ, что онъ былъ во дворце супруги конунга и что тамъ готовы воины въ полномъ вооружени и для защиты его. Это дошло потомъ до конунга; онъ поспешилъ съ своими телохранителями и не допустилъ ту и другую сторону до кровопролития, сначала уснокоивъ ихъ, а потомъ примиривъ. Конунгъ присудилъ денежную пню за убийство, а супруга конунга заплатила ее. Посли этого Олафъ жилъ у супруги конунга и былъ очень любимъ ею и уважаемъ всемъ народомъ. Въ Гардарике былъ законъ, что. тамъ никому не позволялось проживать, кто былъ рожденъ отъ конунга, разв съ позволенияя самого конунга. Поэтому Сигурдъ пересказалъ конунговой супруге, какого роду былъ Олафъ и по какой причине.зашелъ онъ туда, то есть, что онъ не могъ оставаться въ своей земле из за ненависти и гонений на него его враговъ. Сигурдъ просилъ ее пересказать это конунгу; она сделала такъ и попросила конунга подать помощь конунгову сыну, подвергшемуся такой жестокой участи. Своею просьбою она достигла того, что конунгъ согласился на все, чего она желала. Онъ принялъ Олафа подъ свое покровительство и содержалъ его такъ пышно, какъ только надлежало содержаться сыну конунга. Олафъ прожилъ въ Гардарике девять летъ у конунга Валдамара. Он былъ красивее, больше ростомъ и сильнее всехъ мужей, а въ искусствахъ превосходилъ всехъ норвежцевъ, о которыхъ говорятъ саги.

 

г. Ваймар, 1839. Перевод был в первые опубликован в VI-ом томе "Исторического Сборника",  издаваемого Московским Обществом истории и древности Российской.

 

Swedish

Olav Tryggvasons saga
Translated by Karl G. Johansson

 

olavs_saga
King Olaf Tryggvason by Nicolai Arbo

6. Astrids bror hette Sigurd och var Erik bjodskalles son. Han hade då varit borta från landet länge och varit österut i Gårdarike med kung Valdemar. Sigurd hade hög aktning där. Astrid ville fara dit till sin bror Sigurd.

Hakon den gamle gav henne goda följeslagare och god utrust­ning. Hon for tillsammans med några handelsmän. Då hade hon varit hos Hakon den gamle i två vintrar. Olav var tre vintrar gam­mal. Men när de styrde österut mötte de vikingar som kom emot dem. Det var ester. De härtog både människor och gods och döda­de några och några delade de mellan sig som slavar.

Där skildes Olav från sin mor och en estnisk man som hette Klerkon tog hand om honom och Torulf och Torgils. Klerkon ansåg att Torulf var för gammal för att bli träl och att han inte kunde utföra något arbete och dödade honom, men han tog poj­karna med sig och sålde Torgils till en man som hette Klerk och fick en god bock för honom. En tredje man köpte Olav och gav en god kappa och en mantel för honom. Han hette Reas och hans hustru hette Rekon och deras son Rekoni. Där stannade Olav länge och bonden tyckte mycket om honom. Olav var sex vintrar i Estland i denna landsflykt.

7. Sigurd Eriksson kom till Estland i sändebudsfärd för kung Valdemar i Holmgård och skulle samla in kungens skatt i landet.
Sigurd uppträdde mäktigt med många män och mycket rikedom.

Han såg en vacker pojke på ett torg och förstod att han måste vara utländsk och frågade honom vad han hette och om hans släkt. Han kallade sig Olav och sade att Tryggve Olavsson var hans far och Erik bjodskalles dotter Astrid hans mor. Då förstod Sigurd att pojken var hans systerson. Sigurd frågade pojken hur han hade kommit dit. Olav berättade om allt som hänt för honom. Sigurd bad honom följa med till bonden Reas. När han kom dit köpte han båda pojkarna, Olav och Torgils, och tog dem med sig till Holm­gård. Han tog väl hand om Olav men sade inget om hans släkt.

8. En dag var Olav Tryggvason på ett torg. Där var mycket folk. Där såg han Klerkon, som hade dödat hans fosterfar Torulf lusskägg. Olav hade en liten yxa i handen och den slog han i huvudet på Klerkon så att den stod ned i hjärnan och genast därefter sprang han hem till huset och berättade för sin släkting Sigurd.

Sigurd förde genast Olav till drottningens rum och berättade vad som hade hänt för henne. Hon hette Allogia. Sigurd bad henne hjälpa pojken. Hon såg på pojken och sade att man inte skulle döda en så vacker pojke och kallade till sig väl beväpnade män.

I Holmgård var freden så skyddad att lagen sade att man skulle döda den som dödade en odömd man. Hela folket rasade enligt sed och lag runt och sökte pojken, vart han hade tagit vägen. Då sades det att han var i drottningens gård och att där fanns en välbeväpnad styrka. Man berättade detta för kungen.

Han gick dit med sitt manskap och ville inte att de skulle slåss. Han fick till stånd fred och förlikning. Kungen utdömde böter och drottningen betalade. Sedan var Olav hos drottningen och hon älskade honom mycket.

Det var lag i Gårdarike att det inte skulle finnas några män av kunglig ätt där utom efter kungens beslut. Sigurd berättade för drottningen av vilken släkt Olav var och varför han hade kommit dit och att han inte kunde vara hemma i sitt eget land på grund av ofred. Han bad henne tala med kungen om detta. Hon gjorde så och bad kungen hjälpa denne kungason, som hade behandlats så hårt. Och hon lade sina ord så väl att kungen sade sig vilja göra detta och tog Olav till sig och behandlade honom väl, så som en kungason skulle behandlas.

Olav var nio vintrar gammal när han kom till Gårdarike och han stannade hos kung Valdemar i ytterligare nio vintrar. Han var en mycket vacker och stor man, starkast och framför alla män i alla idrotter.

  • Country in which the text is set
    Norway Sweden Russia Estonia Poland Vindland Denmark British Isles
  • Featured locations

    Estonia               Estland
    Hólmgarðr            Novgorod

  • Impact

    Ólafs saga Tryggvasonar (The Saga of Olaf Tryggvason) is a part of the Heimskringla compilation, allegedly written by the Icelandic chieftain Snorri Sturluson (1179-1241) around 1230. It belongs to the kings' sagas, which constitute one of the saga-genres of medieval Iceland. The earliest extant version of Heimskringla is found on ten medieval vellum manuscripts, some of which are only fragments. Individual sagas from the compilation have also been preserved in a number of other manuscripts. Heimskringla was translated into Danish by Peder Claussøn Friis in 1600 and printed in 1633 but the the Old Norse text was first published in Sweden in 1697, although the excerpt reproduced here is taken from the Íslensk fornrit edition, which is now regarded as the standard edition of medieval Icelandic texts.

    Heimskringla relates the history of Norway and the Norwegian kings from their supposedly mythological origins among pagan gods until 1177. It comprises a prehistory and 16 separate individual rulers, including King Olaf Tryggvason, who reigned from 995 to 1000.

    Ólafs saga Tryggvasonar is the second-longest saga in the Heimskringla compilation and describes a king who was a ruthless and cruel Viking warrior, plundering in the British Isles as well as the Baltic, but who was also a devout adherent of Christianity, which was gaining ground in Norway at the time. He died in a famous battle at Svold, standing in the prow of his long ship Ormrinn langi (The Long Serpent). His cruel behaviour was regarded as the cause of this final defeat.

    The tale begins with the death of King Tryggvi Olafsson in an ambush in the year 968. His pregnant wife, Astrid, flees with all the money she can carry, accompanied by Thorolf Louse-Beard. While hiding on an island in a lake, Astrid gives birth to her son Olaf Tryggvason. She remains in hiding over the following six years in order to protect her son from King Harald Greycloak, who is intent on capturing King Tryggvi’s heir. After spending some years in Sweden, Astrid decides to visit her brother Sigurd, who is serving as one of King Valdimar’s men in Gardariki (Russia).While sailing across the Baltic, they are captured by Estonian Vikings, and is this episode that is recounted in the excerpt presented here.

    Heimskringla is renowned for its terse and realistic style, its critical attitude towards the various sources it draws on, the author’s political insights, nuanced and memorable character portrayals, as well as a number of highly memorable scenes. The importance attributed to it in Iceland is based largely on its literary qualities, but in Norway it is regarded as a national treasure due to the part it has played in shaping the country’s national identity and sense of independence. The international impact of the sagas is important as a key source of knowledge about the Viking period in general, and thus an inspiration for a number of modern writers.

  • Balticness

    The tale clearly refers to the raids carried out by Vikings around the Baltic Sea, but they also had other dealings with the people there.

    Viðar Hreinsson

  • Bibliographic information

    Snorri Sturluson. Heimskringla I. Íslensk fornrit XXVI Ed. By Bjarni Aðalbjarnarson. Hið íslenska fornritafélag, Reykjavík 1941
    First compiled in early thirteenth century, c. 1230-1240

  • Translations
    Language Year Translator
    Danish 1551 Laurents Hanssøn
    Danish 1599 Peder Claussøn Friis
    Danish 1777-78 Gerhard Schöning 
    Danish 1876 Frederik Winkel Horn
    Danish 1948 Johannes V. Jensen & Hans Kyrre
    Danish 2012 Jesper Lauridsen
    English 1844 Samuel Laing
    English 1893-94 W. Morris & E. Magnússon
    English 1967 Lee M. Hollander
    English 1990 Erling Monsen and A. H. Smith
    Finnish 1960 J. A. Hollo
    German 1837 Gottlieb Mohnike
    German 1922 Felix Niedner
    German 2006 Hans-Jürgen Hube
    Latin 1697 Johan Peringskiöld
    Norwegian 1833 P. A. Munch
    Norwegian/Danish 1838-39 Jacob Aall
    Norwegian 1874-79 Steinar Schjøtt
    Norwegian 1899 Gustav Storm
    Norwegian 1929 Gustav Storm & Alexander Bugge
    Norwegian 1934 Anne Holtsmark & Didrik Arup Seip
    Russian 1839 / 1875 S. T. Sabinin
    Russian 1980 / 1995 Aron Jakovlevítsj Gúrevítsj et. al.
    Swedish 1697 Johan Peringskiöld
    Swedish 1816-29 Johan Gabriel Richert & Gabriel Guldbrand
    Swedish 1869-71 Hans Olof Hildebrand
    Swedish 1919-26 Emil Olson
    Swedish 1961 Åke Ohlmarks
    Swedish 1991 Karl G. Johansson
  • Year of first publication
    1697
  • Place of first publication
    Stockholm