Print

Knýtlinga saga

  • Author
    Anonymous (Ólafr Þórðarson?)

Original Text

Knýtlinga saga

XXXIII. KAPÍTULI

Ragnarr hét maðr. Hann var danskr maðr ok ættaðr suðr á ótlandi. Hann var ríkr maðr ok átti bú, þar sem heitas Ragnarsstaðir. Þat er í Rípa biskupsríki. Þar er ok vatn þat, er við hann er kennt ok heitir Ragnarssjór. Ragnarr hafði verit kærr vinr Sveins konung Úlfssonar ok honum þjónat jafnan, meðan þeir váru báðir á lífi. Egill hét son Ragnars. Hann var inn mesti atgørvimaðr, manna mestr ok sterkastr, vígr hverjum manni betr ok allmikill hermaðr.

XXXIV. KAPÍTULI

Sá atburðr varð í Danmǫrk, at þar andaðisk einn ríkr maðr í Borgundarhólmi, sá er Áki er nefndr. Hann hafði þar ráðit fyrir tólf konungsbúm, er hann á í Borgundarhólmi. lá þar ríki autt ok hǫfðingjalaust. Váru þá menn sendir á fund Knúts konungs, at hann skyldi ráð fyrir gera, ok váru honum sǫgð þessi tíðendi. Báðu þeir hann fá annan mann yfir ríkit.

Í þenna tíma kom til Knúts konungs Egill Ragnarsson ok býðr at gerask hans maðr ok þjóna honum með trúnaði – „hafa ok slíkt starf haft inir fyrri frændr mínir,“ segir hann, „sem yðr er kunnigt, herra.“ Konungr svarar: „Mikill maðr ertu Egill ok fyrirmannligr, ok eigi man þik karlmennsku skorta, en eigi ertu með ǫllu gæfumannligr. En með því at þú ert mikill framkvæmðarmaðr, sem vér vitum, þá mun ek fá þér í hendr til forráðs ríkit í Borgundarhólmi. Skaltu skyldr til allra útgerða ok konungsstarfs. En þó munum vér af taka þrjú búin, þau er eigum þar. En þá skaltu ráða fyrir ǫðrum konungsbúm, þeim er ek á í Borgundarhólmi.“

Egill tekr þenna kost ok gerisk valdsmaðr yfir þessu ríki. Hann gerisk brátt ríkr ok fjǫlmennr ok hafði með sér mikla sveit. Hann var ǫrr af fé ok lifði ríkmannliga ok var jafnan í hernaði á sumrum ok aflaði mikils fjár ok lagði þat í kostnað fyrir menn sína á vetrum. Hann var vinsæll af sínum mǫnnum. Hann varði harðfengiliga ríkit. Ok er svá hafði fram farit um stund, þá gekk upp mjǫk féit fyrir honum í kostnaði þeim, er hann hafði, er hann hafði minni veizlur af konungi en þeir menn, sem þar hǫfðu fyrr haft konungsstarf, en hann hafði kostnaðinn meira. Þetta líkaði Knúti lítt, ok bað Egil minnka fjǫlmenni sitt ok sagðisk af hafa tekit hernað innan lands.

XXXV. KAPÍTULI

Þat var eitt sumar, at Egill bjósk ór landi með herlið sitt ok hafði átján skip ok fór til Vinðlands. Ok er hann kom þar, þá herjar hann. Vinðr safnask saman ok fengu ógrynni hers, fóru síðan í móti Agli með þat liþ. Ok er þeir finnask, verðr þar bardagi mikill, ok fellr þar mart lið af hvárumtveggjum. Egill gengr fram vel ok drengiliga ok barðisk hermannliga. Þeir bǫrðusk á skipum, ok lá þat skip næst Egils skipi, er á var hǫfðingi Vinða. Ok er orrostan var sem óðust ok menn þóttusk varla sjá, hversu hníga mundi, þá hljóp Egill af skipi sinu ok á Vinðasnekkjuna ok hjó tíl hǫfðingjans ok veitti honum banasár, ok þegar jafnskjótt hljóp Egill ǫfugr aptr á sitt skip. Eptir þetta brestr flótti á Vinðum. Fær Egill þar ágætan sigr ok mikit fé. Hann var svá móðr, at hann fell nær í óvit. Ok er hann sat upp í skipi sínu, þá bað hann gefa sér drykk. Sveinninn svarar: „Orðit hefir þat hark hér í dag á skipinu, at brotnat hafa verplar várir allir, ok er allr drykkr niðr hlaupinn í kjǫl á skipinu.“ Egill svarar: „Eigi mun ek at síðr drekka mega.“ Sveinninn svarar: „Eigi, herra“, sagði hann, „því at þat er meiri hluti mannadreyri ok blóð.“ Egill stendr þá upp ok tekr hjálminn af hǫfði sér ok sekkvir niðr í kjǫlinn ok drekkr þrjá drykki mikla. Eptir þat vendir Egill aptr ferð sinni með sigri ok kemr at hausti heim til Danmerkr ok ferr síðan heim til Borgundarhólms. Skortir nú eigi fé um vetrinn til framflutningar liðinu. Þetta spurðisk víða, ok þetta kom fyrir Knút konung. Konungr lofar, sem aðrir menn, afrek Egils ok sigr, en talar fátt um þat, sem honum var sagt frá drykkinum Egils. Af þessum atburð fekk Egill kenningarnafn ok var kallaðr Blóð-Egill.

XXXVI. KAPÍTULI

En er Egill hafði litla stund heima verit, þá fór hann á fund Knúts konungs. Konungr tók sœmiliga við Agli ok spurði at ferðum hans. Egill sagði slíkt, er konungr spurði, ok var honum léttrœtt um þetta. Síðan kallar konungr hann á eintal ok spurði, ef þat væri satt, er honum var sagt, at hann hefði drukkit mannablóð. Egill svarar: „Mikit er til þess haft“ – en kvezk þó lítt hafa hugsat þetta fyrri. „Hví varð svá illa?“ sagði konungr. Egill sagði, at þorsti svá mikill kom at honum af mœði ok erfiði, at hann þóttisk varla þola mega, en drykkr var engi til annarr. Konungr svaraði: „Þessi hlutr er harðla þungligr orðinn ok mikit kristinispell í, ok þ er kallat, at vér sém refsingasamir um smærri hluti. En með því at oss líkar vel til þín svá búit ok þykkir þín þjónosta góð fyrir margs sakir, þá munum vér eigi svá stríðan dóm á fella at sinni sem mǫrgum mun ván á þykkja. Vil ek þat heilræði til leggja meðér, at þú bœtir við guð ok sgir sem fyrst til kennimǫnnum, ok tak skriptir fyrir. En ðsem várr réttr hefir brotinn verit í þessu máli, þ viljum vér þér upp gefa. En eigi sýnisk mér þetta minna vera en þú hafðir etit mannahold soðit, er þú hefir drukkit blóð þeira.“ Egill heitr konungi, at hann skal svá gera. Dvalðisk Egill síðan nǫkkurar nætr með konungi, ok áðr en þeir konungr skilði, þá býðr Egill konungi til veizlu heim til sín: „Vænti ek, herra“ segir hann, „at mér sé þat heilla vænt, at þér komið at sjá yfir híbýli mín.“ Lagði hann þar mǫrg orð til við konung, at hann skyldi þiggja heimboð at honum. Konungr heitr ferðinni, er af líðr vetrinn. Eptir þetta ferr Egill heim. Sitr hann heima í Borgundarhólmi þann vetr.

XXXVII. KAPÍTULI

Knútr konungr bjó ferð sina um várit til Borgundarhólms. Egill hafði þar búit fyrir honum veizlu vegliga. Knútr konungr sœkir til veizlunnar með miklu fjǫlmenni. Þar var mikil stofa, sem konungshǫll væri. Hon var alskipuð skjǫldum. Konungr var þar þrjár nætr at veizlunni ok varð harðla kátr. Egill leiddi konunginn út með stórmannligum gjǫfum. Konungr mælti þá til Egils: „Hvat er nú, Egill,“ segir hann, „hefir þú gaum gefit at því, er ekmælta við þik næstum, at þú hafir sagt kennimǫnnum til misverka þíns ok sætzk við guð?“ Egill svaraði: „Eigi er þat, herra“, segir hann. „Gleymt hefi ek enn þessu.“ Konungr bað hann eigi fresta lengr. Egill segir svá vera skyldu ok skiljask nú með vináttu. Egill fór í hernað um sumarit ok aflar enn mikils fjár, kemr heim at hausti ok ferr þá ekki á konungs fund.

XXXVIII. KAPÍTULI

Knútr konungr spurði þetta, at Egill hafði enn verit í hernaði um sumarit, ok líkaði honum þat illa, því at hann bannaði mǫnnum rán ok óspekð 1 ríki sínu. Konungr stefndi Agli á fund sinn um vetrinn. Egill fór á fund Knúts konungs, ok fagnar konungr honum vel. Þeir konungr ok Egill tóku brátt tal milli sín, ok spurði konungr eptir:Hefir þú herjat enn í sumar, Egill?“ segir hann. Egill segir, at svá var. Konungr svarar: „Þar tekr þú illt ráð upp, er þú gerir þik at víkingi. Er þat heiðinna háttr. Vil ek þat banna þér. Þat er mér ok sagt, at þú hafir fjǫlmenni um þik sem konungar ok haldir þik at ǫllu sem þeira siðr er til ok eyðir þar upp í ǫllu fé þínu náliga, en takir þar til annarra eign, er þik skortir. Koma þeir margir á várn fund, er slíkt kæra, ok þykkjask verða fyrir ágangi af þér. Vil ek,“ sagði hann, „at þú minnkir fjǫlmenni þ ok ger þik eigi stœrra en þú átt ætt til ok kynferði. Vil ek, at þú sér hófsmaðr um alla hluti, ef þú vill oss þjóna. Eða hvat er nú, Egill,“ sagði konungr, „um kann hlut, er ek hefi þik nǫkkurum sinnum áminntan, ok þú mátt við kannask. Hefir þú þat til bóta borit?“ Egill svaraði þá heldr reiðuliga: „Þat vænti ek, herra,“ segir hann, „þótt þér minnizk þess hlutar opt við mik, at sjálfum mér mun þó mest húgat um mitt ráð.“ Þá svarar konungr: „Nú er mér þess ván, at þat komi fram, er ek sagða þér it fyrsta sinn, er ek sá þik, at þú mundir eigi vera með ǫllu gæfumaðr. Nú svá mjǫk sem þú órœkir nauðsyn sjálfs þín, þá vil ek með engu móti hafa lengr þína þjónostu, ok eigi skaltu varðveita mína eign heðan frá.“ Egill svaraði: „Þér munuð ráða veizlum yðrum við mik, herra, en þat mun yðr þykkja undarligt,“ sagði hann, „ef ek held mik eigi óríkmannligar, þótt ek hafa mína kosti eina. Skal ek ekki biðja yðr þjónostu meirr en yðr líkar.“ Konungr svaraði: „Ekki þarftu, Egill, at gera þik svá stóran,“ segir hann. „Beygt hefi ek svíra á feitari bokkum en þú ert. Ætla ek þér þat munu verr hent en mér, at okkra vináttu skili. Nú er þat mitt hugboð,“ sagði konungr, „at nǫkkura hluti hendi þik, þá er enn eru stœrri en þeir, er áðr eru berir orðnir um hagi þína.“ Eptir þetta skilðusk þeir konungr ok Egill með lítilli blíðu. Eptir þetta setti Knútr konungr annan mann yfir ríkit í Borgundarhólmi, en Egill lét af stjórn ríkisins. Egill sat þá heima at búi sínu ok minnkaði þó ekki fjǫlmennit, heldr hafði hann at engu minni rausn ok nǫkkuru mannfleira en áðr hann lét ríkit af hendi.

XXXIX. KAPÍTULI

Í þenna tíma réð fyrir Nóregi Óláfr kyrri, son Haralds konungs Sigurðarsonar. Hann átti Ingiríði, dóttur Sveins konungs Úlfssonar, systur Knúts konungs, ok var vinátta kær með þeim mágum.

Þat var eitt sumar, at skip nǫkkut bjósk af Nóregi bæði mikit ok auðigt. Þat skip áttu kaupmenn, þeir er ætluðu til Eistlands eða annars staðar í Austrveg. Þeir sigldu fyrst ti Danmerkr ok síðan austr í gegnum Eyrarsund ok svá austr l til Borgundarhólms. Síðan hvarf skip þat, svá at ekki spurðisk til ok ekki fannsk af því skipi hvárki menn né fé. Þetta þótti mǫnnum með býsnum miklum, ok váru hér margar getur á, hvat til þessa mundi bera. Óláfr Nóregskonungr sendi orð Knúti Danakonungi, mági sínum, at hann skyldi leita eptir skipi þessu, hvat af mundi orðit, ok hann hét því.

XL. KAPÍTULI

Knútr konungr bjó ferð sína eitthvert sinn til Borgundarhólms með nǫkkurum skipum. Þar var í ferð með honum Benedikt, bróðir hans, ok brœðr tveir. Hét annarr Sveinn, en annarr Ástráðr. Þeir váru danskir menn, ríkir ok stórættaðir, ok váru kenndir við móður sína. Þeir váru kallaðir Þorgunnusynir. Þorgunna, móðir þeira, var dóttir Vagns Ákasonar. Þeir brœðr váru frægir menn ok kærir konunginum, Knúti. Þar váru ok í ferð með Knúti konungi fleiri hǫfðingjar, þeir er eigi eru nefndir.

Knútr konungr sigldi til Borgundarhólms með lið sitt, þá er honum gaf byr. Var þat mest orendi konungs at vita, ef hann yrði nǫkkut á róðri um skip þat, er týnzk hafði af Nóregi, því at Knútr konungr bar hér mikla áhyggju fyrir ok vildi gjarna vita, hvat af væri orðit. Ok er þeir áttu skammt til Borgundarhólms, sigldu þeir hjá eyjum nǫkkurum, ok bað konungr þá þar at landi leggja, ok svá gerðu þeir. Síðan gengu þeir á land. Knútr konungr gekk eptir fjǫrunni, ok var þar stórgrýtt mjǫk. Konungr hugði at grjótinu, ok sá, at þat var rautt mjǫk. Konungr spurði menn sína, hví svá mundi vera. Þeir svara: „Þér munuð slíkt gǫrst skynja, herra.“ Konungr svaraði: „Þat munda ek ætla, at hér mundi verit hafa um hríð eldsneyti œrit mikit. Má vera, at nú komi þat fram, er mér sagði lǫngu hugr um, er tekr til okkar Egils. Er nú ekki því at leyna,“ segir konungr, „at ek hygg, at þetta sé af manna vǫldum, en brátt mun þat reynask. Munu vér nú ekki hér lengr dveljask at sinni.“

Ferr konungr nú ferðar sinnar. Hann tók veizlu skammt frá boe B16ð-Egils. Egill hafði þá með sér mikit fjǫlmenni, svá at hann hafði náliga hirð sem konungar, en mjǫk undruðusk menn þat, er hann mátti svá foeða mikit lið, er eigi lágu svá brýn féfǫng fyrir, því at Egill hætti þá hernaði, en þó varð honum ekki féfátt til kostnaðar fyrir liðit. Mart rœddu menn fyrir konungi um siðu þeira Egils ok manna hans, ok fannsk þat á konungi, at honum var litt at skapi slíkt, er hann þóttisk af frétta. Þetta sama kveld lét Knútr konungr veita heimferð at Agli ok fekk þar til hǫfðingja Benedikt, bróður sinn, ok með honum váru í ferð þeir brœðr, Sveinn ok Ástráðr. Þeir váru saman hundrað manna. Þeir fóru, þar til þeir kómu til bœjar Egils um nóttina. Þat var háttr þeira Egils at drekka til miðrar nætr. En er þeir Benedikt kómu á bœinn, þá gengu þeir at drykkjustofunni. Þeir Egill sátu þá enn ok drukku, en flestir menn váru þá gengnir at sofa. Þeir Benedikt slógu þá mannhring um stofuna. En er þeir Egill urðu varir við ófriðinn, þá hljópu þeir til vápna sinna ok ætluðu at verjask. Benedikt segir, at sá mundi þeira kostr beztr at gefask upp. Ok er Egill vissi, at þeir hǫfðu ofrefli liðs, þá gekk hann út í hendr þeim. Síðan var hann tekinn, ok fór Benedikt með hann á fund Knúts konungs, en þeir Þorgunnusynir váru eptir með suma sveitina ok skyldu gæta, at engir kœmisk í braut af sveitungum Egils.

En er Egill kom á konungs fund, þá mælti konungr: „Langt hefir nú verit á millum funda várra, Egill,“ sagði hann. „Skal því ekki leyna þik, at ek vilda, at sjá væri inn síðasti.“ Egill svaraði: „Þér munuð nú hafa vald á því at sinni, herra. Vænti ek þó þess,“ segir hann, „at engi kalli yðr at betra hǫfðingja né at meira konung, þótt þér drepið saklausa menn.“ Þá svaraði Knútr konungr allhógliga: „Ek mun nú verða, Egill,“ sagði hann, „at bera ábyrgð fyrir hlut mínum. Ef ek drep saklausa menn, þá verð ek at svara því við guð. En þó er nú svá komit þínum hag, at ekki mun nú stoða at fara með dirfð og stirðlæti. Tekit hǫfum vér þik nú svá í fangelsi. Mun nú segja verða slíkt sem yfir hefir liðit, þótt eigi sé fagrt, sem mik varir at sé. Munu vér nú nærr gangask um eptirleitina. Skaltu nú segja um skipsǫgn þá, er vér hyggjum, at þú ok þínir menn hafir myrða, en tekit féit til þín. Hefir þetta nú œrit lengi leynt verit. Hǫfum vér ok,“ sagði konungr, „komit í þann stað, er vér hyggjum, at þetta hafi unnit verit.“ Egill sá þá, at sá einn var þá kostr til at segja eptir því sem var ok farit hafði, því at hann vissi, at svá váru margir hans menn samvitandi þessa með honum, at til mundu verða nǫkkurir af þeim, ef fast væri eptir sótt, at segja. Egill svaraði þá: „Þá er þetta sama skip, er þér spyrið eptir, hafði lagt undir þær sǫmu eyjar, sem þér kómuð við, þá heldum vér njósnum til um ferð þeira. Þar er útgrunnt, en þat vissu þeir eigi, Norðmenninir, því at þeim var ókunnigt, ok fjaraði út undan skipinu um nóttina. Þá fóru vér til,“ sagði Egill, „ok kómum í nætrelding at kaupskipinu, ok gengr þar skjótt saga frá, at vér tókum fyrst menn alla ok bundum, þá er á váru skipinu, en ræntum fé ǫllu, leiddum síðan skipit upp á hellurnar ok 1ǫgðum í eld ok brenndum upp allt saman, skip ok menn, svá at þess mátti engi merki sjá nema þetta eina, er grjótit var rautt eptir.“

En er Egill hafði þetta sagt, þá mælti Knútr konungr: „Nú fór sem mik varði, at þú ert ólífismaðr. Lítið nú á, góðir hǫfðingjar,“ sagði konungr, „hversu vér skulum refsa slík níðingsverk.“ Þar váru margir frændr Egils við staddir, þeir er mikils váru virðir, ok buðu fé fyrir Egil til friðar honum. Konungr svaraði: „Eigi skal þat spyrjask, at ek níðumk svá á trú minni, at ek taka fé til eða nǫkkurra manna vináttu at dœma svá rangt. Eru eigi slíkt ólífissakir, er þó væri svá, at einn maðr væri myrðr, þar sem nú eru margir, en foeðzk síðan á því einu nær, er stolit er til?“ Nú var bæði, at illt þótti til móti at mæla, enda þorði engi at tala í móti konungi. Eptir þetta var farit með Egil til skógar. Var þar reistr gálgi, ok var þar Egill upp festr.“

Síðan fór konungr til bœjar Egils, er hann hafði átt, ok lét þá sæta refsingum menn hans. Suma lét hann drepa, en suma meiða, suma rak hann ór landi í brott, en engan lét hann óhegndan, þann er nǫkkurn hlut hafði átt í þessi ráðagerð, ok eyddi hann svá þessum óaldarflokki. Þetta verk varð honum þó mjǫk ǫfundsamt, því at Egill var bæði ættstórr ok frændmargr. Eptir þetta viku hǫfðingjar til sundrþykkis við konunginn ok tóku mjǫk at stirðna við hann, ok þar eptir gerði alþýðan. Þótti þeim hann ríkr ok refsingasamr, en þeir áðr vanir sjálfræði.

Danish

Knytlinga saga
Translated by C. C. Rafn
 

Blod-Egils Ophav

33. Der var en mægtig Mand, ved navn Ragnar, han var en dansk Mand, og havde sin Slægt i Sønder-Jylland; han boede paa Ragnarstad, som er beliggende i Ribe Bispedømme; der er ogsaa en Sø, som kaldes Ragnarsø. Ragnar havde været en kjær Ven af Kong Svend, og bestandig tjent ham, saa længe Kongen var i Live. Ragnar havde en Søn, som hed Egil, og var udmærket i Legemsfærdigheder, en meget stor og stærk Mand, fortrinlig øvet i Vaaben og en særdeles stor Kriger.


Om Egil

34. I Danmark tildrog sig den begivenhed at der døde en mægtig Mand paa Bornholm, som hed Aage; han havde der bestyret tolv Kongsgaarde, som, Kongen eier paa Bornholm ; nu var det Embede ledigt og ubesat, og der bleve da sendte Mænd til Kong Knud, som berettede ham denne Tidende, og bade ham at sørge for Eiendommen og sætte en anden derover. Til samme tid kom Egil Ragnarsøn til Kong Knud, og tilbød sig at ville blive hans Mand, og tjene ham med Troskab; ”Samme Bestilling have ogsaa mine Frænder før mig haft,” sagde han, ”som det er eder bekjendt.” ”Du er en stor Mand, Egil!” svarede Kongen, ”og meget anseelig, og ei vil du fattes Heltemod, men ikke seer du ud til i alle Henseender at have Lykken med dig; men eftersom du er en meget driftig Mand, som vi vide, da vil jeg give dig Eiendommen paa Bornholm til Bestyrelse; du skal ogsaa være skyldig til Udrustninger og til at udrede al kongelig Rettighed; og dog ville vi fratage tre af de Gaarde, som vi eie der, men du skal bestyre de øvrige.” Egil tog imod dette Vilkaar, og antog Bestyrelsen af Eiendommen; han blev snart mægtig og rig paa Folk, saa han havde en stor Trop hos sig; han var gavmild paa Penge, levede som en stor Mand, var bestandig paa Krigstoge om Somrene, og forhvervede sig meget Gods, som han anvendte til sine Folks Underholdning om Vinteren. Han var vennesæl af sine Mænd, og værgede Riget med Haardførhed. Han tilsatte meget af sit Gods ved de Bekostninger, som han havde, thi han havde kun smaae Indtægter i Forhold til dem, som hans Formænd havde haft, men han anvendte langt større Bekostning. Dette tyktes Kong Knud ikke vel om, og han bad Egil at indskrænke Antallet paa sine Folk, og tilføiede, at han havde forbudt Krigførelse indenlands.


Egil drak Blod

35. Det hændte sig en Sommer, at Egil drog bort fra Landet med atten Skibe, og han kom til Vindland, og hærjede der. Venderne samlede sig imod Egil, og da de mødtes, kom det til et stort Slag, og der faldt mange paa begge Sider. Egil stred med megen Tapperhed; de sloges til Søes, og Vendernes Høvding var paa det Skib, der laae nærmest mod Egils; og da Striden var paa det hidsigste, og man ikke syntes at kunne skjelne, hvo der vilde bukke under, sprang Egil fra sit Skib op paa den vendiske Snekke, hug til Høvdingen og gav ham Banesaar, og strax sprang Egil igjen baglænds tilbage paa sit eget Skib, og Venderne toge da Flugten. Egil fik saaledes en herlig Seier og betydeligt Bytte. Han var saa træt, at han næsten faldt i Besvimelse, og da han satte sig op i sit Skib, bad han, at man skulde give ham noget at drikke. Drengen svarede: ”Her har i Dag været saadan en Støi paa Skibet, at alle Tønderne ere sønderbrudte, og al Drikken er løben ned i Kjølen paa Skibet.” ”Ligefuldt kan jeg vel drikke den,” svarede Egil. ”Nei du kan ikke, Herre!” sagde Drengen, ”thi den største Deel deraf er Menneskeblod.” Egil stod da op, og tog Hjelmen af sit Hoved, og sænkede den ned i Kjølen, og drak tre store Slurke. Derefter drog Egil, efter at have vundet en herlig Seier, igjen hjem til Bornholm. Han fattedes nu ikke Midler om Vinteren til at underholde sit Mandskab. Dette spurgtes vidt omkring, og kom for Kong Knud, og mange berømte meget Egils Manddoms Gjerninger og den Seier, som han havde vundet. Kongen blev taus, da man fortalte ham om Egils Drik. Af denne Begivenhed fik Egil siden Navnet Blod-Egil.


Om Egil

36. Da Egil havde været en kort Tid hjemme, drog han til Kong Knud, hos hvem han fandt en hæderlig Modtagelse. Kongen spurgte Egil om hans Færd, og han fortalte derom, thi han snakkede gjerne om dette Krigstog, som han havde været paa om Sommeren. Derpaa kaldte Kongen ham til sig i Eenrum, og spurgte ham da, om det var sandt, at han havde drukket Menneskeblod. Egil sagde, at det var ikke ganske uden Grund, men at det ikke havde været forudbetænkt. ”Hvi gik det da saa ilde?” sagde Kongen. Egil svarede: ”Der kom en saa stor Tørst og Mødighed over mig, at jeg syntes neppe at kunne holde den ud, og der var ingen anden Drik for Haanden. Kongen sagde: ”Denne Sag er bleven meget ubehagelig, og det er et stort Brud imod Kristendommen”, og Ordet gaar, at vi pleie at straffe mindre Forseelser; men eftersom vi I øvrigt er vel tilfreds med din tjeneste, saaledes som den har været, da ville vi ikke dennesinde fælde saa stræng en Dom, som mange ville formode; jeg vil give dig det Raad, at du ydmyger dig for Gud, og bekjender saasnart som mueligt din Synd for Præsterne, og lader dig skrifte; men med hensyn til Forseelsen imod os, da vil vi tilgive dig det; men ikke synes mig dette, at du har drukket Menneskeblod, at være mindre, end om du havde spiist kogt Menneskekjød.” Egil lovede Kongen, at han skulde gjøre efter hans Bud, og, førend han drog bort, bød han Kongen hjem til sig til Gilde: ”Jeg venter, Herre!” sagde han, ”at det vil føre Lykken over mig, at du besøger min Bolig.” Kongen lovede ham at komme ud paa Vinteren. Egil drog derpaa hjem, og opholdt sig hjemme paa Bornholm om Vinteren.


Om Kongen og Egil

37. Kong Knud begav sig om Vaaren paa Reisen til Bornholm. Egil havde der anrettet et prægtigt Gilde. Kongen kom med betydeligt Mandskab. Der var en stor Stue, som om det var en Kongehal; den var ganske beklædt med Skjolde. Kongen var der i tre Dage ved Gildet, og var meget munter. Egil gav Kongen anseelige Foræringer ved hans Bortreise. Kongen sagde da til Egil: ”Hvorledes forholder det sig nu, Egil! har du opfyldt dit, som jeg mindede dig om forrige Gang, at du har bekjendt din Forseelse for Præsterne og forsonet dig med Gud?” ”Nei jeg har ikke, Herre!” sagde han, ”det har jeg glemt.” Kongen bad ham ikke at tøve længer dermed. Egil sagde at det skulde skee, og de skiltes nu med Venskab. Egil drog paa Krigstoge om Sommeren, og forhvervede sig megen Rigdom, og kom hjem om Høsten, og drog nu ikke til Kongen.


Om Egil

38. Da Kong Knud spurgte dette, at Egil atter havde været paa Krigstoge om Sommeren, tog Kongen det meget ilde op, thi han havde forbudt sine Mænd at øve Ran og Uroligheder. Kongen sendte Egil Bud, at han skulde komme til ham. Egil drog da til Kong Knud, og Kongen tog vel imod ham. Han og Egil talte nu sammen; Kongen spurgte Egil, om han havde hærjet om Sommeren. Egil tilstod det. ”Det er et slet Forehavende af dig,” svarede Kongen, ”at du gjør dig til Viking, paa Hedningernes Viis, det vil jeg forbyde dig. Man har ogsaa sagt mig, at du har saa stor en Trop om dig som en Konge, og fører dig i alt op, som Konger pleie, og forøder derved næsten alle dine Penge, og tager da, naar du selv fattes, til andres; der komme mange til os, som besvære sig derover. Jeg vil,” vedblev Kongen, ”at du skal formindske din Trop, og ikke give dig Udseende af mere, end din Slægt er til; jeg vil, at du skal holde Maade i alt, hvis du vil tjene mig; men hvorledes gaaer det nu, Egil!” spurgte Kongen, ”i Henseende til det, hvorom jeg nogle Gange har mindet dig, som du maa vedkjendes, har du nu gjort Bod derfor?” Egil svarede da meget vredt: ”Det venter jeg, Herre!” sagde han, ”skjønt I minder mig ofte om denne Sag, at jeg kommer dog til, selv at sørge mest for det, som vedkommer mig.” Da svarede Kongen: ”Nu venter jeg, at det vil gaae i Opfyldelse, hvad jeg sagde dig den første Gang vi kom sammen, at du ikke i alle Henseender vilde have Lykken med dig, og da du nu saa meget forsømmer dit eget Velfærd, saa vil jeg paa ingen Maade have dig længer i min Tjeneste, og du skal ikke passe min Eiendom herefter.” Egil svarede: ”I maa raade for, Herre! om I vil lade mig passe eders Gaarde eller ikke, men det vil tykkes eder underligt,” føiede han til, ”om jeg fører ikke mindre Pragt, skjønt jeg kun har Mine egne Eiendomme; jeg skal vist ikke nøde eder min Tjeneste paa.” Hertil svarede Kongen: ”Ei tør du, Egil! at føre saa store Ord,” sagde han, ”bøiet har jeg Nakken paa federe Kroppe, end du er; jeg tænker, at det vil gaae dig værre end mig ved at vort Venskab brydes. Nu er det min Anelse,” tllføiede Kongen, ”at der vil hændes dig noget, som er endnu værre end de Ting, som hidtil ere blevne bekjendte om din Adfærd.” Derefter skiltes Kongen og Egil uden Venskab. Kongen satte da en anden Mand over Eiendommen paa Bornholm. Egil forringede ikke sit Folkehold, snarere slog han i alt mere stort paa, og havde nogle flere Mænd. Han opholdt sig nu hjemme paa sin Gaard.


Et Skib bliver borte

39. I den Tid herskede Olaf Haraldsøn Kyrre over Norge. Han var gift med Ingerid, en Datter af Kong Svend, og Søster til Kong Knud. Imellem disse Svogre var der kjært Venskab. Det skete en Sommer, at et stort Skib med en kostbar Ladning, som tilhørte nogle Kjøbmænd, seilede fra Norge ned til Danmark og øster igjennem Øresund og dernæst øster paa til Bornholm. Siden blev dette Skib borte, saa at intet spurgtes til det, og intet fandtes af Skibet, og der vare mange Formodninger om, hvor det var blevet af. Den norske Konge sendte Bud til sin Svoger, den danske Konge, at han skulde lade søge efter dette Skib, hvor det kunde være blevet af; og det lovede han.


Egils Død

40. Kong Knud foer engang med nogle Skibe til Bornholm. Paa denne Reise fulgte ham hans Broder Benedikt og tvende Brødre, af hvilke den ene hed Svend, den anden Astraad, de vare danske Mænd, mægtige og af stor Slægt, og bleve kaldte efter deres Moder Thorgunnas Sønner. Deres Moder Thorgunna var en Datter af Vagn Aagesøn; disse Brødre stode sig vel hos Kong Knud. Kong Knud seilede nu til Bornholm med sin Flaade, og det var hans fornemste Ærende derover, at gjøre Forsøg paa at faae nogen Oplysning om det norske Skib, som var blevet borte, thi Kong Knud var meget bekymret derover, og vilde gjerne vide, hvor det var blevet af. Da de nu vare komne nær Bornholm, seilede de forbi nogle Øer. Kongen bød, at man skulde lægge dertil, og saa blev gjort. Derpaa gik de i Land. Kong Knud gik langs Strandbreden, paa hvilken der laae mange store Stene. Kongen betragtede Stenene, og saae at de vare ganske røde. Kongen spurgte da sine Mænd, hvorledes det kunde være. De svarede: ”I maa bedst kunne skjønne det, Herre!” Da sagde Kongen: ”Det skulde jeg troe, at her maa en Tid have været en meget stor Brand; kan hændes at det nu viser sig, hvad jeg længe har haft Anelse om, og som angaaer mig og Egil; det er nu ikke at fordølge,” sagde Kongen, ”at jeg troer, at dette er skeet ved Menneskeværk, men snart vil det vise sig; nu ville vi ikke opholde os her længer dennesinde.” Kongen drog nu videre, og tog Herberge kort fra Blod-Egils Gaard. Egil havde en stor Mængde Folk om sig, og man undredes meget over, at han holdt saa betydeligt Mandskab, da man ikke mærkede at han havde tilstrækkelige Indtægter dertil, thi Egil havde da ophørt med at drage paa Krigstoge. Folk talte meget for Kongen om Egils og hans Mænds Forhold og Sæder, og man kunde mærke paa Kongen, at han syntes lidt derom. Samme Aften lod Kong Knud skikke Folk til Egil under Anførsel af Benedikt og Brødrene Svend og Astraad, de vare i alt hundrede Mand. De droge, indtil de om Natten kom til Egils Gaard. Egil og hans Folk pleiede at sidde og drikke til Midnat; og da Benedikt med sine Folk kom til Gaarden, gik de til Drikkestuen; Egil og hans mænd sade den Gang endnu og drak. Benedikt lod da slaae en Kreds om Stuen; Men da Egil og hans Mænd bleve vaer, at der var Ufred for Haanden, grebe de til deres Vaaben og agtede at forsvare sig. Benedikt sagde, at det vilde være det bedste Vilkaar for dem, at overgive sig, og da Egil mærkede, at de havde en heel Hær, gik han ud og overgav sig til dem. Han blev da tagen fangen, og Benedikt drog med ham til Kongen; men Brødrene Svend og Astraad bleve tilbage med deres Mænd, og skulde passe paa, at ingen af Egils Folk undkom. Da Egil nu kom til Kongen, sagde denne til ham: ”Der er nu forløben en lang Tid fra vor forrige Sammenkomst, Egil! nu ønsker jeg, at denne bliver den sidste.” Egil svarede: ”Det maa nu staae i eders Magt, Herre! men det venter jeg,” vedblev han, ”at ingen vil holde dig for en bedre Høvding, eller større Konge, om du end lader uskyldige Folk dræbe.” Hertil svarede Kong Knud meget sagtmodig,: ”Jeg kommer nu til, Egil! at bære Ansvar for Mine Gjerninger; hvis jeg dræber uskyldige Mænd, da kommer jeg til at svare for Gud derfor; men dog er det nu, Egil! kommet saa vidt med dig, at det ikke længer nytter dig at vise Stridighed og Trods; vi have nu taget dig saaledes til Fange, og nu kommer du til at sige reent ud, hvad der er skeet, om det end ikke, som det aner mig, er smukke Ting; vi ville nu Med Iver søge at komme efter Sandheden; du skal nu bekjende os om det Skibsmandskab, som vi troe at du og dine Mænd have myrdet, og bemægtiget dig deres Gods; dette har nu alt for længe været holdt skjult; vi have ogsaa været paa det Sted,” tilføiede Kongen, ”hvor vi troe at denne Misgjerning er udøvet.” Egil saae da, at der var ikke andet for end at bekjende, ligesom det var og havde gaaet; thi han Vidste, at der var saa mange af hans Mænd medvidende deri, at nogle af dem neppe vilde holde sig tause, naar man trængte haardt ind paa dem. Egil svarede da: ”Den Gang dette Skib, hvorom I nu spørge, laae under den samme Ø, hvor I nu have været, da udspeidede vi deres Færd. Der ere Lavvande udenfor, men det vidste Nordmændene ikke, thi de vare ikke bekjendte der, og Vandet faldt om Natten ved Ebben bort fra deres Skib. Da droge vi til i Dagningen,” vedblev Egil, ”og vi taltes da kun lidet ved; vi toge alle Folkene, som vare paa Skibet, og bandt dem, og røvede alt Godset; derpaa trak vi Skibet op paa Stenene og stak Ild i det, og brændte det altsammen op, baade Skib og Folk, saa at der ikke kunde sees noget Mærke deraf, uden det allene, at Stenene bleve røde.” Da Egil havde bekjendt dette, sagde Kong Knud: ”Det er da, som jeg anede, at du er en Misdæder, som har gjort dig fortjent til Døden; seer nu, gode Høvdinger” vedblev han, ”hvorledes vi skulle straffe saadant Nidings værk.” Der vare mange af Egils Frænder tilstede, som vare meget anseete Mænd, og de tilbøde at ville give Bøder for Egil; men Kongen svarede: ”Ei skal det spørges, at jeg saaledes forhaaner min Gud, at jeg for Gunst eller Gave skulde dømme saa uretfærdig. Fortjener det ikke Dødsstraf, om han kun havde myrdet eet eneste Menneske, og nu har han myrdet mange, og siden levet af det stjaalne Gods.” Det var nu baade saa, at det syntes ondt at modsige, og heller ikke torde nogen tale imod Kongen, saa Udfaldet blev, at man ledte Egil til Skoven, reiste en Galge, og hængte ham der op. Derefter drog Kongen til den Gaard, som Egil havde eiet, og lod der Egils Mænd straffe, nogle lod han dræbe, andre lod han lemlæste, og andre fordrev han bort fra Landet, men ingen af dem, som havde haft nogen Deel i dette Anslag, lod han ustraffet, og han ødelagde saaledes denne Røverbande. Denne Daad skaffede Kongen mange Uvenner, thi Egil havde baade mange og store Frænder. Derefter begyndte Høvdingerne at blive uenige med Kongen, og at sætte sig meget imod ham, og ligesaa gjorde dernæst ogsaa Almuen; da de syntes, at han var for stræng og straffede for haardt, men de vare forud vante til Selvraadighed.

German

Die Saga von den Nachkommen Knuts des Großen
Translated by Gert Kreutzer
 

Blut-Egils Aufstieg und Fall

33. Kap. Blut-Egils Anfänge

Ein Mann hieß Ragnar. Er war Däne und stammte aus dem südlichen Jütland. Er war ein mächtiger Mann und hatte seinen Wohnsitz da, wo es Ragnarsstad heißt. Das liegt im Bistum Ribe. Dort gibt es auch einen See, der nach ihm benannt ist und Ragnarssee heißt. Ragnar war ein guter Freund des Königs Sven Ulfssohn und hatte ihm gedient, solange beide lebten. Ein Sohn Ragnars hieß Egil. Der war außerordentlich tüchtig, sehr groß und stark, im Kampf jedem Mann überlegen und ein herausragender Krieger.

34. Kap. Egil tritt in Knuts Dienste

Es ereignete sich in Dänemark, dass auf Bornholm ein mächtiger Mann starb, der Aki hieß. Er hatte dort zwölf Güter des Königs verwaltet, die dieser auf Bornholm besaß. Nun war dieser Besitz verlassen und herrenlos. Da wurden Boten zu König Knut gesandt, die ihm die Nachricht überbrachten. Sie baten ihn, sich der Sache anzunehmen und jemand anderen als Verwalter einzusetzen.

In dieser Zeit kam Egil Ragnarssohn zu König Knut. Er bot sich an, sein Mann zu werden und ihm in Treue zu dienen. „Wie Ihr wisst, Herr, haben meine Vorfahren auch schon eine solche Stellung gehabt“, sagte er. Der König antwortete: „Du bist ein bedeutender Mann, Egil, und zum Anführer geeignet, und es wird dir auch nicht an Mannhaftigkeit fehlen. Aber du bist nicht in jeder Hinsicht vom Glück gesegnet. Weil du aber ein so tüchtiger Mann bist, wie wir wissen, will ich dir die Herrschaft auf Bornholm zur Verwaltung geben. Du sollst auch zu allen Heeresleistungen und königlichen Diensten verpflichtet sein. Wir werden uns aber drei der Güter, die wir dort haben, vorbehalten. Du aber sollst die anderen Königshöfe verwalten, die ich auf Bornholm besitze.“

Egil akzeptierte diese Bedingungen und wurde nun Verwalter über dieses Reichsgebiet. Er wurde schnell mächtig und reich an Leuten und hatte eine große Schar um sich. Er war freigebig mit Geld, lebte auf großem Fuß und lag im Sommer immer auf Heerfahrt. Er erwarb sich großes Gut und gab das im Winter für seine Leute aus. Er war beliebt bei seinen Männern und schützte das Herrschaftsgebiet mit starker Hand. Und als das eine ganze Weile so gegangen war, hatte er den größten Teil seines Geldes für seine Aufwendungen ausgegeben, da er geringere Einkünfte vom König hatte als seine Vorgänger im Königsdienst, aber größere Unkosten. Das gefiel König Knut gar nicht und er forderte Egil auf, die große Zahl seiner Leute zu verringern, und er sagte auch, er habe den Krieg in seinem Lande abgeschafft.

35. Kap. Egil trinkt Blut

Es war in einem Sommer, als Egil mit achtzehn Schiffen und seinem Heer zum Wendenland ausfuhr, und als er dort angekommen war, räuberte er. Die Wenden sammelten sich und brachten ein riesiges Heer zusammen, mit dem sie Egil entgegenzogen. Und als sie aufeinander trafen, gab es eine große Schlacht, und es fielen viele auf beiden Seiten. Egil stürmte mutig voran und schlug sich heldenhaft. Sie kämpften auf Schiffen, und das Schiff, auf dem der Anführer der Wenden war, lag direkt neben Egils Schiff. Und als der Kampf am heftigsten tobte und es noch gar nicht abzusehen war, wohin sich der Sieg neigen würde, da sprang Egil von seinem Schiff auf das Langschiff der Wenden hinüber, hieb nach dem Anführer, versetzte ihm ein tödliche Wunde und sprang im selben Augenblick wieder rückwärts auf sein Schiff. Da wandten sich die Wenden zur Flucht. Egil gewann einen glänzenden Sieg und große Beute. Er war so erschöpft, dass er beinahe in Ohnmacht fiel. Und als er auf seinem Schiff saß, befahl er, ihm etwas zu trinken zu geben. Der Diener antwortete: „Es ist heute auf dem Schiff so scharf hergegangen, dass alle unsere Fässer zerbrochen sind und die ganzen Getränke in den Kielraum des Schiffes gelaufen sind.“ Egil antwortete: „Deswegen werde ich es doch trotzdem trinken können.“ Der Diener antwortete: „Nein, Herr!“ sagte er, „denn das ist zum größten Teil Menschenblut.“ Da stand Egil auf und nahm seinen Helm vom Kopf, senkte ihn hinab in den Kielraum und trank drei große Schlucke. Darauf wandte Egil sich mit seinem Sieg heimwärts nach Dänemark und segelte dann nach Hause nach Bornholm. Es fehlte ihm nun den Winter über nicht an Geld zum Unterhalt seiner Mannschaft.

Dies erfuhr man weit umher, und es kam auch König Knut zu Ohren. Der lobte, wie auch die anderen, Egils Heldentat und seinen Sieg. Zu dem aber, was man ihm von Egils Trank erzählte, verlor er kaum ein Wort. Wegen dieser Begebenheit erhielt Egil einen Beinamen und wurde seitdem Blut-Egil genannt.

36. Kap. Egil bei Knut

Aber als Egil eine kurze Zeit zu Hause gewesen war, reiste er zu König Knut. Der König nahm ihn in Ehren auf und erkundigte sich nach seinen Unternehmungen. Egil berichtete gerne davon, was der König wissen wollte. Dann nahm der König ihn zu einem Gespräch unter vier Augen beiseite und fragte, ob das wahr sei, was man von ihm gesagt hätte, dass er Menschenblut getrunken hätte. Egil sagte, daüber gebe es bei den Leuten viel Gerede, er selbst aber habe vorher wenig darüber nachgedacht. „Wie kam es zu dieser Übeltat?“ fragte der König. Egil antwortete: „Es überkam mich ein so schrecklicher Durst von der Erschöpfung und den Strapazen, dass ich es kaum aushalten konnte, aber es war nichts anderes zum Trinken da.“ Der König antwortete: „Diese Sache ist ziemlich schwerwiegend und ein schlimmer Verstoß gegen das Christentum, und man sagt von mir, ich würde geringere Dinge bestrafen. Aber weil ich bisher mit dir zufrieden bin und dein Dienst mir in vieler Hinsicht gefällt, werden wir diesmal kein so hartes Urteil über dich fällen, wie es viele erwarten dürften. Ich will dir aber einen guten Rat geben: tu Buße vor Gott, sprich so bald wie möglich mit den Priestern und lege die Beichte ab. Was aber das betrifft, dass du in dieser Angelegenheit unser Recht gebrochen hast, so wollen wir dir das verzeihen. Aber mir erscheint es nicht weniger schlimm, dass du Menschenblut getrunken hast, als wenn du gekochtes Menschenfleisch gegessen hättest.“ Egil versprach dem König, seine Worte zu befolgen, und bevor sie sich verabschieden, lud Egil den König zu sich ein: „Ich erwarte, Herr“, sagte er, „dass es mir Glück bringt, wenn Ihr mein Haus besucht.“ Er fügte noch viele Worte hinzu, dass der König die Einladung annehmen möge. Der König versprach den Besuch, wenn der Winter vorbei sei. Danach fuhr Egil heim. Er saß diesen Winter über zu Hause auf Bornholm.

37. Kap. Der König bei Egil

Im Frühling machte sich der König auf die Fahrt nach Bornholm. Egil hatte dort ein prächtiges Gelage vorbereitet. Der König kam mit großer Mannschaft zum Fest. Da war eine große Stube, als wenn es die Halle eines Königs wäre. Die war ganz mit Schilden bekleidet. Der König weilte dort drei Nächte beim Gastmahl und war recht aufgeräumt. Egil verabschiedete den König mit großartigen Geschenken. Da sagte der König zu Egil: „Wie ist es nun, Egil, hast du beachtet, wozu ich dich neulich ermahnte, hast du den Priestern deine Missetat bekannt und dich mit Gott versöhnt?“ Egil antwortete: „Nein, Herr!“ sagte er, „das habe ich wieder vergessen.“ Der König bat ihn, es nicht länger hinauszuschieben. Egil sagte, so solle es geschehen, und sie schieden in Freundschaft.

Egil begab sich im Sommer auf Raubfahrten und machte große Beute. Im Herbst kam er nach Hause und fuhr diesmal nicht zum König.

38. Kap. Egil wird abgesetzt

Als König Knut das hörte, dass Egil über Sommer wieder auf Beutezug gewesen war, gefiel ihm das gar nicht. Denn er hatte allen verboten, in seinem Reich auf Raub und Zerstörung auszugehen. Der König bestellte Egil im Winter zu sich. Egil fuhr zu König Knut, und der König begrüßt ihn freundlich. Sie kamen gleich ins Gespräch, und der König fragte nach: „Warst du diesen Sommer etwa wieder auf Raubzug, Egil?“ Egil antwortete, so sei es. Der König erwiderte: „Da verhältst du dich aber schlecht, wenn du dich zum Wikinger machst. Das ist Art der Heiden. Ich will dir das verbieten. Man hat mir auch berichtet, du hättest so viele Männer um dich wie ein König und hieltest dich in allem so, wie es bei ihnen üblich ist, und verschwendetest dabei fast dein ganzes Geld, aber wenn es dir an etwas fehle, nähmst du es dir vom Besitz anderer. Es kommen viele zu mir, die sich darüber und über deine Übergriffe beschweren. Ich will“, sagte er, „dass du deine Gefolgschaft verringerst und dich nicht größer machst, als es deiner Familie und Herkunft angemessen ist. Ich möchte, dass du dich in allen Dingen mäßigst, wenn du uns weiter dienen willst. Und wie ist es nun, Egil, mit der Sache, an die ich dich mehrfach erinnert habe und die du zugeben wirst. Hast du sie inzwischen gebeichtet?“ Da antwortete Egil ziemlich böse: „Ich würde denken, Herr“, dass meine Angelegenheiten bei mir selbst am besten aufgehoben sind, auch wenn Ihr mich noch so oft an die Sache erinnert.“ Da antwortete der König: „Nun sieht es so aus, als käme das zum Vorschein, was ich dir beim ersten Mal sagte, dass du nicht in jeder Hinsicht ein Mann des Glücks wärest. Und da du dich so wenig um das kümmerst, was dir selbst nötig ist, da will ich unter keinen Umständen länger deine Dienste in Anspruch nehmen und du sollst mein Eigentum von nun an nicht mehr verwalten.“ Egil antwortete: „Ihr habt über eure Bewirtungen bei mir zu bestimmen, Herr, aber es wird euch verwunderlich scheinen“, sagte er, „wenn ich mich nicht weniger herrschaftlich halte, wenn ich nur meine eigenen Mittel zur Verfügung habe. Ich werde Euch nicht mehr um Euren Dienst bitten als es Euch gefällt.“ Der König antwortete: „Du brauchst gar nicht so groß zu tun, Egil“, sagt er. „Ich habe schon größeren Dickköpfen den Nacken gebeugt als du es bist. Ich denke, es wird dir schlechter bekommen als mir, dass unsere Freundschaft zerbrochen ist. Ich habe so eine Ahnung“, fuhr der König fort, „dass dir Dinge geschehen werden, die noch schwerwiegender sind als jene, die vorher von deinem Verhalten ans Licht gekommen sind.“ Danach trennten sich der König und Egil mit wenig Freundlichkeit. Dann setzte König Knut einen anderen Mann über seine Herrschaft auf Bornholm, aber Egil verlor die Leitung des Gebietes. Egil saß jetzt zu Hause auf seinem Hof und verringerte seine Mannschaft nicht, vielmehr trieb er in keiner Hinsicht geringeren Aufwand und hatte sogar noch etwas mehr Leute als vor dem Verlust der Herrschaft.

39. Kap. Ein norwegisches Handelsschiff verschwindet spurlos

In jener Zeit herrschte über Norwegen Olaf der Stille, der Sohn Harald Sigurdssohns. Er hatte Ingrid, die Tochter König Sven Ulfssohns und Schwester König Knuts, zur Frau. Es bestand eine innige Freundschaft zwischen den Schwägern.

In einem Sommer fuhr ein großes und reichbeladenes Schiff von Norwegen aus. Dieses Schiff gehörte einigen Kaufleuten, die nach Estland wollten oder anderswohin am Inneren der Ostsee. Sie segelten zuerst nach Dänemark und dann ostwärts durch den Öresund und dann weiter nach Osten bis Bornholm. Seitdem blieb das Schiff verschwunden, und man hörte nichts mehr von ihm und fand weder eine Spur von der Besatzung noch von der Ladung. Das kam den Leuten sehr merkwürdig vor, und es gab viele Vermutungen darüber, was dahinter stecken könnte. Der Norwegerkönig Olaf sandte dem Dänenkönig Knut, seinem Schwager, eine Nachricht, er solle nachforschen, was aus diesem Schiff geworden ist, und das versprach er.

40. Kap. Aufklärung des Verbrechens und Bestrafung der Schuldigen

Einmal fuhr König Knut mit einigen Schiffen nach Bornholm. Mit ihm auf der Reise waren sein Bruder Benedikt und zwei Brüder, von denen der eine Sven und der andre Astrad hieß. Die waren Dänen, mächtig und von vornehmer Familie. Man nannte sie nach ihrer Mutter Thorgunnassöhne. Ihre Mutter Thorgunna war eine Tochter Vagn Akissohns. Die Brüder waren berühmt und standen König Knut sehr nahe. Es waren noch weitere führende Männer mit auf der Reise, die aber nicht namentlich genannt werden.

König Knut segelte mit seiner Flotte nach Bornholm, sobald er Fahrtwind hatte. Es war vor allem sein Anliegen, zu sehen, ob er etwas über das verschollene Schiff aus Norwegen in Erfahrung bringen könnte. Denn König Knut lag die Sache sehr am Herzen, und er wollte gern wissen, wo es geblieben wäre. Als sie es nun nicht mehr weit bis Bornholm hatten, segelten sie an einigen Inseln vorbei, und der König befahl, auf sie zuzusteuern, und das taten sie. Dann gingen sie an Land. König Knut ging am Strand entlang, und der war sehr steinig. Der König betrachtete das Geröll und sah, dass es ganz rot war. Der König fragte seine Leute, wie das wohl käme. Sie antworten: „Das werdet Ihr selbst wohl am besten wissen, Herr.“ Der König antwortete: „Ich vermute, dass hier eine ganze Weile ein riesiger Brand geherrscht hat. Mag sein, dass nun ans Licht kommt, was ich schon längst geahnt habe und was Egil und mich betrifft. Es ist nicht zu leugnen“, sagte der König, „dass ich glaube, dass dies hier Menschenwerk ist, und das wird sich bald herausstellen. Wir wollen nun für diesmal nicht länger hier verweilen.“

Der König setzte seine Reise fort und nahm Herberge nicht weit vom Hof Blut-Egils. Egil hatte eine große Menge von Leuten bei sich, so dass sie fast der Gefolgschaft eines Königs gleichkam, und man wunderte sich sehr darüber, dass er eine so große Mannschaft unterhalten konnte, wo es doch auf der Hand lag, dass er nicht die Mittel dazu hatte, da er damals die Raubfahrten aufgegeben hatte – und dennoch war ihm offenbar das Geld für die Versorgung der Gefolgschaft nicht ausgegangen. Die Leute sprachen vor dem König viel über das Treiben Egils und seiner Leute, und man merkte dem König an, dass er wenig erbaut war von dem, was er zu hören bekam. Noch am selben Abend ließ König Knut Egil zu Hause aufsuchen, und er bestimmte seinen Bruder Benedikt und die Brüder Sven und Astrad zu Anführern. Es waren zusammen hundertzwanzig Mann. Sie zogen los, bis sie in der Nacht zu Egils Hof kamen. Egil und seine Männer pflegten bis Mitternacht zu trinken. Als nun Benedikt mit seinen Leuten zu dem Gehöft kamen, gingen sie zur Trinkstube. Egil und seine Männer saßen noch da und tranken. Benedikt und seine Leute bildeten einen Ring um die Stube. Als aber Egil und seine Männer den Angriff bemerkten, holten sie schnell ihre Waffen und wollten sich verteidigen. Benedikt rief, es wäre für sie das Beste, sich zu ergeben, und als Egil merkte, dass die anderen in der Überzahl waren, ging er hinaus und gab sich in ihre Hände. Darauf wurde er festgenommen, und Benedikt ging mit ihm zum König, aber die Thorgunnassöhne blieben mit einem Teil der Mannschaft zurück und sollten aufpassen, dass niemand von den Gefolgsleuten Egils davonkäme.

Aber als Egil zum König kam, da sprach dieser: „Wir haben uns lange nicht mehr gesehen, Egil!“, sagte er. „Ich will aber nicht verhehlen, dass ich wünschte, dieses Mal wäre das letzte.“ Egil antwortet: „Das steht nun wohl in Eurer Macht, Herr! Ich vermute aber“, fuhr er fort, „dass niemand Euch für einen besseren Herrscher noch für einen größeren König halten wird, wenn Ihr unschuldige Männer erschlagen lässt.“ Da antwortete König Knut ganz gelassen: „Ich werde nun, Egil“, sagte er, „für meinen Teil selbst die Verantwortung tragen müssen. Wenn ich unschuldige Männer erschlage, dann werde ich vor Gott dafür einzustehen haben. Aber jetzt ist es mit dir doch so weit gekommen, dass es dir nichts mehr helfen wird, hochmütig und trotzig aufzutreten. Du bist nun unser Gefangener und wirst jetzt alles sagen müssen, wie es sich zugetragen hat, auch wenn es nichts Schönes ist, wie ich vermute. Wir werden der Sache jetzt auf den Grund gehen. Du musst uns nun sagen, was du von der Schiffsmannschaft weißt, von der wir glauben, dass du sie mit deinen Leuten ermordet und ihr Gut an dich genommen hast. Das ist nun schon allzu lange im Dunkel geblieben. Wir sind auch an den Ort gekommen“, fügte der König hinzu, „wo wir glauben, dass dort die Tat verübt worden ist.“ Egil sah jetzt ein, dass ihm nicht anderes übrig blieb, als zu sagen, wie es gewesen war und sich zugetragen hatte. Denn er wusste, dass zu viele von seinen Leuten seine Mitwisser waren, als dass sich nicht einige dazu bereitfinden würden zu gestehen, wenn man sie nur hart genug anfasste. Da antwortete Egil: „Als das Schiff, nach dem Ihr forscht, vor derselben Insel lag, die Ihr erwähnt habt, da kundschafteten wir ihre Fahrt aus. Das Wasser ist dort flach, aber das wussten die Norweger nicht, denn sie kannten das Fahrwasser nicht, und so geriet das Schiff in der Nacht bei Eintritt der Ebbe auf Grund. Da fuhren wir beim Morgengrauen“, sagte Egil, „zu dem Handelsschiff und, um es kurz zu sagen, nahmen erst alle Männer, die auf dem Schiff waren, gefangen und fesselten sie, raubten ihren ganzen Besitz, zogen dann das Schiff auf die Felsen, setzten es in Brand und verbrannten alles, das Schiff und die Männer, so dass keine Spur davon übrig blieb, außer der, dass das Gestein hinterher rot war.“

Als aber Egil das gesagt hatte, da sprach König Knut: „Es ist so, wie ich schon ahnte, dass du dein Leben verwirkt hast. Gebt nun Acht, gute Männer“, sagte der König, „wie wir eine solches Übeltat ahnden werden.“ Es waren viele Verwandte Egils anwesend, die hoch in Ansehen standen, und wollten Egil mit Geld freikaufen. Der König antwortete: „Man soll nicht sagen können, dass ich mich so gegen meinen Glauben versündigte, um der Freundschaft einiger Männer willen Geld dafür zu nehmen, dass ich ein so ungerechtes Urteil fälle. Wäre das nicht schon ein todeswürdiges Verbrechen, wenn nur ein Mann ermordet worden wäre, um wieviel mehr, da es nun so viele sind, er aber seitdem fast nur von dem gelebt hat, was er dabei gestohlen hat?“ Nun war schlecht etwas dagegen zu sagen, andererseits wagte auch niemand dem König zu widersprechen. Darauf zog man mit Egil zum Wald. Dort wurde ein Galgen errichtet und Egil daran aufgehängt.

Darauf zog der König zu dem Hof, den Egil besessen hatte, und ließ Strafgericht halten über Egils Leute. Einige ließ er erschlagen, einige aber verstümmeln, wieder andere vertrieb er aus dem Lande, aber keinen ließ er ungestraft, der irgendwelchen Anteil an jenem Anschlag gehabt hatte, und so rottete er die ganze Räuberbande aus. Dieses Vorgehen zog ihm viel Feindschaft zu, denn Egil hatte viele und angesehene Verwandte. Von nun an entfremdeten sich die führenden Männer dem König und begannen sich sehr gegen ihn aufzulehnen, und ihrem Beispiel folgte das ganze Volk. Er erschien den Leuten, die vorher an Unabhängigkeit gewöhnt waren, despotisch und rachsüchtig.

  • Country in which the text is set
    Denmark, Estonia, Norway
  • Featured locations
    Jótland (Jutland, Jütland)
    Eistland (Estonia, Estland)
    Rípar (Ribe)
    Danmǫrk (Denmark, Dänemark)
    Borgundarhólmr (Bornholm)
    Vinðland (Wendland, Slavic regions on the Southern coast of the Baltic)
    Nóregr (Norway, Norwegen)
    Austrvegr („Eastern way, Ostweg“ - northeastern region of the Baltic, today Russia)
    Eyrarsund (The Sound, Öresund)
    *Ragnarsstaðir (Ragnarsstad, in Jutland, not to be detected)
    *Ragnarssjór (Lake Ragnar in Jutland, not to be detected)
  • Bibliographic information

    Knytlinga saga, Kap. XXXIII–XL, S. 152-163. In: Danakonunga sǫgur. Bjarni Guðnason gaf út. Íslenzk fornrit, 35. bindi. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag, 1982.

  • Translations

    Language Year Translator
    Danish 1829 Carl Christian Rafn
    Danish 1846 Grimur Thomsen (abr.)
    Danish 1869 Svend Grundtvig (abr.)
    Danish 1977 Jens Peter Ægidius
    English 1986 Hermann Pálsson & Paul Edwards
    German 1924 (1966) Walter Baetke
    Latin 1741
    Latin 1892 F. Jónsson

  • Year of first publication
    1741
  • Place of first publication
    Copenhagen